Er det bedre at have en børneflok af blandet køn?

Madmodige børn og pommes frites til aftensmad

Jeg elsker mad. Jeg er vokset op med at smage på alt muligt og mine forældre har været forbilledlige til at introducere madvarer, nye køkkener og ikke mindst tage os med på restauranter både herhjemme og på ferier i udlandet. Jonas er vokset op med en lidt anden tilgang til mad, men han har som voksen besluttet sig for at lære at udvide sit repertoire – og det har han gjort. Jeg synes, det er imponerende, og jeg elsker især at det har betydet slut på begrænsninger i forhold til hvad vi kan spise både hjemme og ude. Pigerne? De har klare præferencer, men de er først og fremmest madmodige.

Det er efterhånden nogle år siden, jeg første gang stødte på ordet ‘madmodig’, men jeg tog det til mig med det samme. Madmod handler om at turde. At være modig og at smage på tingene. Måske bare med spidsen af tungen. Måske en lille bid. Måske en hel mundfuld.

Kræsenhed handler naturligvis om mere end ord og hvordan vi italesætter måltidet og børnenes tilgang til maden foran dem. Ikke mindst hvis der er tale om eksempelvis en ekstremt sensitiv følesans og smagssans, som nogle har. Men. Jeg tror også på, at sproget har betydning. Hvis vi hele tiden fortæller vores børn, at de er kræsne, bekræfter og bestyrker vi dem i, at der er en masse, de ikke kan lide og ikke vil spise. Det bliver selvforstærkende og en selvopfyldende profeti. Og det må være så ærgerligt at tage med sig som del af sin selvforståelse, at man er begrænset til et smalt udvalg madvarer. At man er kræsen.

Det er et kendt faktum, at man skal smage på visse madvarer mange gange, før smagsløgene har lært og accepterer smagen af noget nyt og anderledes. Hvis barnet gang på gang hører direkte eller indirekte, at ‘det kan du ikke lide’ eller  ‘nej, det kan han/hun ikke lide’, så tror jeg, at barnet kan miste lysten og motivationen til at prøve at smage endnu en gang.

Hvis man derimod fortæller til og om barnet, at hun er madmodig og tør smage på tingene – måske bare med det alleryderste af tungespidsen – og at det samtidig er helt ok, hvis hun ikke kan lide det denne gang – så bliver det ikke helt så farligt og måske endda lidt sjovere at spise. At turde.

Begge piger italesætter sig selv som madmodige. Det er de også. De er rigtig gode til at smage på alt muligt. Det er bestemt ikke alt, de bryder sig om – eller spiser – men de smager. Ofte på vores opfordring. Af og til på deres egen indskydelse – og ikke så sjældent fordi de spejler sig i hinanden. Madmod smitter. De kan jo se på os, at vi godt kan lide alt mulig mad. De har hver deres favoritter. K er selvudnævnt kødæder. Siden hun blev gammel nok til at blive introduceret for kød som stor baby, har hun elsket det. E er markant mindre imponeret over kød, men hun ELSKER kartofler. Og broccoli. Og alle slags kulhydrater i øvrigt. Det gider hendes storesøster i noget mindre grad. Vi spiser masser af familiefavoritter som lasagne og kødsauce og tomatsuppe og den slags børnevenlige sager, men vi elsker også fiskedage (hvor vi voksne skal holde os til fadet, hvis vi skal nå at spise med! Især hvis der er købt jomfruhummere hos fiskemanden)

… og lige præcis derfor er det også helt fair med en aften som i går, hvor E’s aftensmåltid bestod af ovnpommes frites med mayonnaise og tomatsalsa. Nogle dage har man bare ikke lyst til andet.

21230897_10159243415550375_248212054888246292_n^^Det hjælper også på madmodet at være med i køkkenet selv. Det kan vi sagtens blive bedre til, for pigerne synes det er mægtig hyggeligt – og K ville elske at lave ‘amulet’ (red: omelet) meget oftere end hun gør. Gerne med røget makrel oven på og avokado on the side.

   

2 kommentarer

  • Malene

    Jeg synes det er så dejligt at i gør så meget for jeres børn er madmodige. Jeg tog tanken til mig allerede inden der landede børn her på matriklen.
    Jeg er desværre selv, ret selektiv med hvad jeg spiser, det er blevet bedre med årerne, men stadig ikke helt godt. Mine to på 1,5 år smager og må smage på alt som udgangspunkt og bedsteforældre bliver bedt om ikke at tale negativt om nogle madvarer når de er tilstede, resultatet er foreløbig at de spiser langt det meste med stor fornøjelse, så meget at vuggestuen har bemærket det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Jeg synes det er supersejt, at du har taget en bevidst beslutning i forhold til dine børn – og til bedsteforældrene! Og ikke mindst at du udfordrer dig selv også.

      Der er perioder hvor de smager på alt og får en masse nye ting i repertoiret, og andre perioder hvor de er markant mere selektive. Sådan må det være. Udgangspunktet er i al fald at man er madmodig uanset hvad. Det lyder også som om I alle er madmodige hjemme hos jer.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Er det bedre at have en børneflok af blandet køn?