Egoistisk barsel? 10 arbejdsdage tilbage

Er det bedre at have en børneflok af blandet køn?

Siden vi bekendtgjorde, at vi føjer endnu en skøn, lille pige til vores søsterskab herhjemme, har vi fået en del overraskende kommentarer. Både fra fremmede, fra perifært bekendte og endda fra mennesker lidt tættere på. Det har været en virkelig mærkelig oplevelse – og jeg har hørt fra en masse af jer derude, at I også har oplevet andres holdninger til det ‘rigtige’ køn, når det handler om at få barn nummer 2, 3 eller 4

“En pige mere? kommer der også en 4’er!”

Kommentarer som ovenstående og mange lignende, vidner om en lidt mærkelig holdning, synes jeg. Nemlig at vi dels skulle have valgt at få et barn mere udelukkende fordi vi gerne ville have en dreng. Og dels at det er mere ‘rigtigt’ at have en børneflok af blandet køn end at have en samlet flok af et køn.

Lad mig slå det fast med de største syvtommers søm, man kan finde. Vi bestemte os for at få barn nummer tre, fordi vi brændende ønskede os endnu et barn. Et barn. Ikke en pige og ikke en dreng. Vi er lykkelige over at få lov at få endnu en pige, og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at beskeden om en dreng nok lige skulle synke ind. Det handler mere om mit personlige erfaringsgrundlag som mor end om noget andet. Jeg ved, hvordan jeg er mor til piger. At være mor til en dreng skulle jeg først til at lære. Jonas har det på samme måde. Han blev også lykkelig til scanningen i uge 20.

Fædre og døtre

Flere har mere eller mindre indirekte insinueret, at det er for Jonas’ skyld, vi skulle få tredje barn i håbet om en dreng. Det er ufatteligt uopdragent. Ærligt talt.

Hvad er det for en mærkelig, antikveret holdning at drengebørn skulle være bedre end pigebørn? Et barn, uanset køn, er en vidunderlig gave. Ydermere er det en meget uheldig antydning af, at pigerne ikke er helt så meget værd som en dreng ville have været. At det på en eller anden måde ikke er ‘nok’ med piger. Eller omvendt. Hvis man har drenge, at man så nødvendigvis skal ønske sig en pige også.

Selvom det er farens bidrag, der biologisk determinerer barnets køn, så er man hverken mere eller mindre mandig af at have sønner frem for døtre. Det er tværtimod noget ganske særligt at opleve mine piger sammen med deres far. Der er et helt unikt bånd mellem dem, som jeg kan genkende fra min egen barndom. I takt med at den biologisk nære forbindelse mellem det lille barn og moderen løsnes – og barnet udforsker og udfordrer sin omverden – kan jeg se, hvordan pigerne kommer tættere og tættere på deres far. Endda i sådan en grad, at min førstefødte i langt de fleste tilfælde går til Jonas frem for mig. Hun elsker og ser op til sin far, og de to har så mange fælles interesser og en kæmpe glæde ved hinandens selskab.

E er mere sin mors pige – også hvad angår spisevaner og smagspræferencer – men jeg kan se, at hun også er begyndt at søge sin far på en anden måde. Børn skal distancere sig fra deres forældre i takt med at de vokser op og finder en egen identitet, og man spejler sig og vender sig generelt i udviklingen fra forælderen af eget køn. Det gjorde jeg også. Som voksen og ikke mindst som mor er jeg igen kommet meget tættere på min egen mor, men som teenager var det allermest min far, jeg gik til.

Selvom jeg generelt er ret forelsket i min høje mand – selv nu, næsten 9 år efter vi mødte hinanden første gang – så er det svært ikke at smelte fuldstændigt indeni, når jeg igennem de sidste 6 år har set ham vokse både som menneske og som omsorgsperson i kraft af og i selskab med sine døtre.

Deres mandlige rollemodel viser dem, at omsorg og nærvær følges naturligt hånd i hånd med fysiske udfordringer og en insisteren på, at man godt kan klatre et trin højere i klatrestativet. At mænd og fædre er dem, der er rigtig gode til at lave mad (og sovs!) og at hele familien selvfølgelig hjælper hinanden med huslige pligter. De har også lært, at fædre lige skal have 3 kopper kaffe, inden de er rigtig vågne og at aviser de facto fungerer som lydtætte rum.

De ved, at mødre er markant bedre til at rydde op end fædre (i al fald hjemme hos os), og åbenbart har de oplevelsen af, at det er mig, der bestemmer mest. Måske fordi jeg ikke er helt så let at lokke på afveje som deres far. De er begge deres fars øjesten og de kan begge sno ham om deres lillefinger. Smut med øjnene – uanset om de er blå eller brune – hovedet på skrå og en sød stemme virker næsten hver gang.

31224730_10160371627615375_7937001530379468800_n^^Rod og bunker og kaos i baggrunden – far/datter hygge i forgrunden. Jonas er meget bedre til at lege end jeg er. Pigerne elsker ham for det. Også for det.

Bland jer udenom

Vi mangler ikke en dreng for at fuldende vores familie. Vi ønskede et barn mere. Medmindre forældrene selv udtrykker håb om et bestemt køn, så har det ingen plads at antage at der overhovedet er en præference. Det kan da godt være, at de kommende forældre har et hemmeligt ønske om enten en pige eller en dreng, men italesættelsen fra andre er uhøfligt og ubetænksomt. For at sige det relativt pænt. Det er en underkendelse af andre de andre børn i sig selv.

Der er ikke noget, der er mere rigtigt end andet, når man får børn. Jeg glæder mig over at få tre piger. Ikke fordi jeg partout ville have det sådan, men fordi det er sådan, det blev. Jeg kan se masser af fordele og skønhed i at skulle leve med en flok søstre – og der er givetvis også ting, der bliver både lettere og sværere, fordi de har samme køn.

Sådan vil det være uanset hvilken sammensætning børneflokken har. Det afhænger også ganske af, hvem ens børn er, vil jeg mene.

Så skal vi ikke blive enige om at stoppe med upassende, ‘sjove’ kommentarer om kommende børns køn eller om en børneflok af samme køn? Og måske endda øve os i at have en (mere eller mindre) skarp bemærkning på tungen til næste gang, der kommer en bemærkning i vores retning? Det har jeg i al fald tænkt mig – nu hvor jeg er kommet mig over overraskelsen i, at der overhovedet er den slags input til vores kommende, tredje datter.

24 kommentarer

  • Nina

    Helt enig! Jeg har også oplevet kommentarer om at om nogle år skal vi da have en treer så jeg kan få min lille pige (vi har to drenge).

    Og jo det kunne da være sjovt at prøve at have en pige. Men nej! Vi skal ikke have en treer – heller ikke selvom det med 100 % sikkerhed blev en pige. Jeg er SÅ glad for vores drenge og tror på at de får rigtig meget ud af hinanden. Ligesom jeg også tror de kunne have lært en masse og fået en masse ud af hinanden hvis det var en pige og en dreng.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Enig. Og enig. Det er nemlig bare slet ikke det, antallet handler om.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Ja jeg genkender kommentarerne. Vi venter vores fjerde pige og vi glæder os:-) Jeg har flere gange taget mig selv i at måtte forsvare vores beslutning og sige at vi altså ikke har valgt barn nr 4 fordi vi ønskede en dreng.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Åh et stort tillykke til jer <3 Fire børn lyder altså også skønt, og det er jo lige præcis lige skønt uanset om de er piger eller drenge eller en blanding.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • frksnuppstrikk

    Takk fordi du skrev dette. Min lille nyfødte er jente, og vi har en gutt fra før. Kommentarene vi har fått er at da er dere vel ferdige, nå som dere ha en av hver. Hva er det for noe vas? Det betyr ingen verdens ting hvilket kjønn våre barn har! Jeg jatter med, gidder ikke ta diskusjonen, men syns det er i overkant flåsete av folk.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Åh, tillykke med din lille pige <3

      Det ER nemlig noget pjat at kommentere på køn. Det er jo ikke derfor, man vælger hvor mange børn man ønsker sig.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Dejligt indlæg og hvor kan jeg dog relatere. Vi har 3 drenge på 5, 3 og 7 mdr og da jeg var gravid 3 gang, var der nærmest ingen der sagde tillykke da de fik at vide det var en dreng.
    Sætninger som “ så må I have en fjerde”, har jeg hørt uendelig mange gange. Jeg er en stolt dremgemor og mine 3 drenge er meget forskellige af både udseende og sind. Et sundt og rask barn er et mirakel HVER gang, uanset køn, så tak for at tage dette emne op og TILLYKKE med dine 3 piger 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Bare… wow! Det er helt ærligt ikke ok. For det handler jo netop ikke om køn men om et barn, når man vælger nummer 2 og 3 og så videre. Og børn – også af samme køn – er jo vidt forskellige. Tak. Og i lige måde med dine drenge.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Tankevækkende indlæg. Jeg har tænkt hvordan jeg formulerer mig bedst i en kommentar og nu prøver jeg: Grunden til folk kommenterer på kønsfordelingen kunne også bare være fordi, at når man kan få forskellige køn, så er der mange der gerne vil prøve det. Ligesom mange vælger to forskellige kugler is og ikke to ens. (Og ja, jeg ved godt at børn af samme køn ikke er ens ;-)) Og så er den ikke længere.
    Jeg skriver det fordi jeg selv falder uden for normen ift aldersintervallet på mine børn, hvor der ikke er de “perfekte” ca 3 år imellem. Hold bu kæft, hvor har folks kommentarer om det (i deres øjne uheldige/ærgerlige/godt det ikke er mig attitude ift aldersspændet på mine børn det provokeret mig, især da jeg var gravid. Det trykkede på en øm tå om ikke at falde inden for normen/det perfekte/ kald det hvad du vil. Og ellers er mit liv og valg heri ret meget inden for normen. Det gav ihvertfald mig stof til eftertanke at deres meninger gjorde mig så harm… Og i dag er jeg jo totalt ligeglad og forstår nok egentlig godt deres tanker, omend jeg stadig mener – og er helt enig med dig i – at de burde holde dem for sig selv 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Jeg elsker ellers ret meget sammenligningen med børn og is <3 De er begge søde og skønne, men man kan også få lige lovlig meget og trænge til en pause… lige indtil næste morgen, hvor man godt gider mere af begge dele.

      Måske har du ret – men jeg synes nu stadig, det er uartigt at sige. Lidt ligesom at skulle kommentere på, hvor langt eller kort der er imellem børnene.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mette

      Præcis, er glad for du læser den gode intention i min kommentar. At være gravid er det skønneste, og at så blive mødt med et “det kunne have været bedre/ej, det er da lidt en nitte du bærer rundt på med det køn/aldersinterval osv.”, er simpelthen bare så træls

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Det gør jeg bestemt. Jeg synes det var meget fint skrevet.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lika

    Jeg har en dreng i forvejen og venter et barn om små 2 måneder. Vi kender ikke kønnet på barnet – det var ikke vigtigt for os denne gang (selvom det også er lidt angstprovokerende – man ved jo alt andet næsten og gjorde det også første gang), da vi ønsker os et barn og ikke et køn. Men hold faaaast jeg har hørt mange gange om det ikke ville være fedt med en pige. og jo, det ville det da, men faktisk ville jeg blive lige så glad for en lillebror. Hvorfor? Fordi det er det, jeg kender til og kan forholde mig til. Og fordi jeg har den dejligste af slagsen. Så en mere vil jeg blive meget lykkelig for. Men det forstår folk ikke rigtigt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Folk skal holde sig til deres egen butik, altså! Åh, hvor spændende med et ukendt køn. Det har jeg ikke temperament til, hvis man kan se kønnet til gennemscanningen, men jeg kan sagtens forstå det med at vente til fødslen. Sådan var det jo i ‘gamle’ dage også. Jeg forstår det godt! Et barn er skønt uanset hvad, men det er i al fald i teorien lidt lettere med et køn man ‘kender’ i forvejen.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stephanie

    Jeg har en pige på 4 og en dreng på 1/2 år og da jeg var gravid anden gang, og fortalte at vi ventede en dreng, var det hver gang den samme kommentar “Ej hvor dejligt. Én af hver, det er jo perfekt!”.
    Hmm ja, men jeg har selv en lillesøster og det ville jeg bestemt ikke have haft noget imod at min datter også fik, selvom vi selvfølgelig er lykkelige for vores lillebror <3
    Tillykke med jeres kommende lillesøster!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Tak! Og ja, det er virkelig noget mærkeligt noget. Som om det er mest ‘rigtigt’ med en af hver.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Janne

    Der kan være mange velmenende, men ufølsomme kommentarer.
    Som mor til en storesøster og en lillebror, hvor lillebror er udviklingsforsinket som følge af en kromosomafvigelse, er jeg ofte blevet spurgt, om vi ikke skal have et barn mere. Det er med argumenter som at det vil være rart for den store med en normal søskende og/eller, det er synd for hende, at hun ikke har en normal bror.
    Velment, fordi de kerer sig om den stores fremtid.
    Ufølsomt, da det kan indikere, at den mindste ikke er lige så værd.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Åh, det er også ret tankeløst. For selvfølgelig er begge lige meget værd og bidrager med værdi på hver deres måde. Ligesom alle børn gør. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Jeg er mor til drenge, og er også blevet mødt med den – at det på en eller anden måde er synd for mig, at jeg ikke kommer til at prøve at have en pige. Jeg håbede faktisk på en pige i begge mine graviditeter, nok fordi det var det køn, jeg bedst kunne forholde mig til som kvinde. Jeg fik i stedet to fantastiske drenge, og har aldrig følt, at jeg er gået glip af noget som helst❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Jeg kan sagtens følge dig – jeg ville også have haft svært ved at forholde mig til en dreng, indtil sådan en var kommet. Fordi ens egen referenceramme jo er ens eget køn.

      Hvor er det altså mærkeligt at folk synes, de skal kommentere på andres familiekonstellationer.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Jeg er pt selv gravid – og har i forvejen en søn.. og hånden på hjertet, så ‘ønsker’ jeg mig en pige.. så har jeg ligesom en af hver; et sæt… med den første kendte vi ikke kønnet, men jeg var fra starten overbevist om at han var en dreng.. og måske handler det hele bare allermest om at jeg har en storebror og derfor en eller anden ide om at “man” får en dreng først og så en pige.. Med det sagt så er jeg helt enig med dig i at det må være den enkelte families sag – og ikke andre!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      – og man må SÅ gerne ønske sig noget i sit hjerte. Det ændrer jo ikke på, at man elsker det barn, der kommer. Stort tillykke, i øvrigt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lika

    Det kræver også en vilje ikke at kende kønnet. Det er super fristende ikke at ville have det at vide og jeg har det meget blandet med det. Men nu er jeg i uge 34 og nu har jeg holdt mig i skindet så længe, at jeg ikke vil give op 🙂 Og så håber jeg, at det er det værd for den oplevelse der venter ved fødslen. Og jeg håber (uden at vide det) at det vil motivere mig ekstra ved fødslen – men det er vist mest en ammestuehistorie. Anyways – du har ret. Det er bare nemmest at forholde sig til et køn, man allerede har 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Det kan jeg virkelig (!) godt forstå! Det er ret sejt også – jeg er sikker på, det bliver så spændende og forløsende at finde ud af ved fødslen.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Egoistisk barsel? 10 arbejdsdage tilbage