Barsels-countdown og post-påske blues

Det skal baby hedde og noget om hvad vi kalder vores børn

For rigtig mange er der en del overvejelser forbundet med at vælge navn til sit eller sine børn. Og man bliver pludselig bevidst om, hvor mange mennesker, man faktisk ikke kan lide i processen, for der er nogle navne, det absolut IKKE kan være. Under nogen omstændigheder. Jeg har personligt en håndfuld af den type. Udover dem, man af forskellige smagsmæssige årsager fravælger, naturligvis. Vi var ikke et øjeblik i tvivl med vores førstefødte, og det var også ret ligetil anden gang. Denne gang giver navnet lidt hovedbrud, men så er det jo godt, man har børn, der kan hjælpe.

funny-baby-name-people-hate

Fra det sekund, jeg fandt ud af, at jeg var gravid første gang, var jeg helt sikker på, hvad barnets navn skulle være. Jeg var også helt sikker på, det var en pige, fordi jeg simpelthen ikke kunne forestille mig at skulle have noget andet. Det viste sig, at jeg fik ret, og dermed var navnet også fastlagt fra 20 ugers scanningens afsløring af vores lille pige.

Jonas havde vist egentlig ikke så meget at skulle have sagt, men heldigvis synes han også godt om det eneste navn, jeg havde på skitseblokken. Eller. Skitseblokken var det jo reelt ikke, for navnet var helt fastmejslet i mig. Hun er opkaldt efter min elskede, fantastiske farmor. Det passer til hende. Virkelig. Stædigheden og selvstændigheden er spot on, og som det sker for de fleste, så ender ens navn med at blive en del af ens identitet.

Til anden pige i flokken havde vi et par navne i spil. Begge fra kvinder i bedstemorgenerationen, som havde haft betydning for os. Hun fik sit navn, da hun landede på mit bryst første gang.

For os føles det helt rigtigt at blive i familien, hvorved der skabes en kobling fra mennesker, vi har kendt og elsket og til de små mennesker, vi elsker mere end noget andet. Det er navne med historie og med mening. Der er tusind måder at vælge et navn på, og ingen er mere rigtige end andre, så hvis ens forfædre udelukkende har navne man ikke kan forlige sig med at overdrage til sit barn, kan man heldigvis vælge helt frit.

Ud fra et hensyn til barnet også, synes jeg. For der er også mange quirky og skæve og skøre navne derude og måske endda navne med lidt uheldige konnotationer. Med stavemåder eller stumme bogstaver, der betyder at barnet hele sit liv skal forklare sit navn om og om igen. Det, tænker jeg, kan man måske godt blive træt af i længden. Men igen. Føles det rigtigt, så føles det rigtigt.

Til lillesøster er vi imidlertid havnet i den situation, at de allermest oplagte pigenavne er brugte allerede, og det alternativ, vi havde i spil til E faktisk ligger ret tæt op ad det navn hun endte med at få. Selvom det er fint og jeg holder meget af navnet, er det derfor dømt ude.

Så. Vi kender ikke navnet endnu, og det er ikke sikkert, vi finder frem til andet end en lille håndfuld muligheder før fødslen. Til gengæld har vores børn nogle rigtig gode bud. Herunder ‘Prinsesse Rosamarieblomst’.

I går aftes, midt under middagen, siger E med stenansigt og nærmest professionel komisk timing:

“Jeg synes, babyen skal hedde ‘Bare Numse'”

Umiddelbart er det et ret fantastisk navn og helt sikkert et, som ikke er det samme som alle andres i hverken dagpleje, børnehave, skole eller voksenliv. Det er også et ret godt indianernavn, synes jeg. Men jeg tror nu nok, vi går i en anden retning og graver lidt dybere i familiearkiverne for at finde et pigenavn, der passer til vores kommende datter og som også matcher hendes søstres navne.

Hvordan har I valgt navne til jeres børn?

   

11 kommentarer

  • Lykke

    Kære Stine, tak for navneindlæg. Jeg tænkte på, hvordan forholder i jer til andre familiemedlemmers meninger om navne? Deler i seriøse forslag med mormor/farmor/jeres søskende etc. eller holder i de mere seriøse navne-forslag tættere til kroppen?
    Kh

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Det var så lidt – der var ingen tvivl for min familie om hvad min førstefødte skulle hedde, men ellers har vi egentlig holdt det ret meget for os selv. Ikke fordi det er hemmeligt, men fordi det føles ret privat.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nadia

    Hvad hedder dine børn? Totalt antiklimaks at læse hele blogindlægget og bare sidde og tænke: HVAD HEDDER DE UNGER!? haha

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      HAHA – sorry! Det kommer af og til i Stories på Instagram, når vi taler sammen, men jeg har valgt at det ikke kommer på skrift 😉 Så er de ikke helt så lette for andre at google senere hen.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helle

    Min søn hedder Huxi. Så det er et navn, jeg forestiller mig, der er delte meninger om, fordi der ikke er meget historie i det. Men min mand og jeg har indtil videre mest oplevet, at folk er vilde med det. At det er et navn med styrke i, som præsten der døbte ham sagde. Oprindeligt kunne vi ikke blive enige om drengenavne, men jeg foreslog blandt andet Axel, som min kære morfar hed. Der blev min mand lidt forelsket i x’et, og så foreslog han Huxi, og så var jeg solgt. Jeg kan af og til godt være lidt nervøs for, om nogle folk tænker, at vi bare gerne ville finde et totalt unikt navn til vores helt mega unikke barn, for sådan var det slet ikke – vi synes bare, det er pænt og passer til ham 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Der er jo en million gode grunde til at vælge som man gør – og heldigvis ender barnet og navnet i 99,9% af alle tilfælde med at være helt rigtige sammen <3 Jeg synes det er rigtig fint med en Huxi. Og jeg elsker at det er x'et fra morfar der er med.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    Jeg gik igang med at finde de gamle generationer i kirkebøgerne – det var egentlig også hyggeligt at grave alle de gamle og sjove navne kombinationer frem.

    Vi endte med at tage en tip-tip-tip-oldefars navn og bruge pige-versionen. Et navn som folk ikke synes er mærkelig, men alligevel er der ikke mange der hedder det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Hvor lyder det også fint – jeg er vild med slægtsnavnene. Og sikken en god idé at vælge den feminine udgave.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Mine hedder begge noget gammelt nordisk/dansk og vist lidt i bodegastilen. Der har været nogle i både min mands og min familie med de navne, dog langt ude. Vi var enige om, at de ikke skulle opkaldes efter familiemedlemmer, som vi kendte/har kendt, men egentlig er jeg begyndt at fravige det valg lidt i tankerne, for jeg vil gerne have en Ruth, hvis vi får en treer (som er en pige). Min mormor, som jeg elskede højt og var meget tæt med, hed Ruth. Hun var storesøster til 7, mistede sin mor tidligt, og det ansvar havde formet hende på godt og ondt, så jeg vil gerne have en elsket lillesøster, der hedder Ruth. Men indtil videre nøjes vi med to børn, og hvem ved, måske får vi ikke flere – eller i stedet en dejlig dreng.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nina

    Vores ældste er navngivet efter en familietradition i min mands familie, hvilket gør, at han hedder det samme som sin farfar, hvilket er lidt bøvlet til tider, da farfar stadig lever, men samtidig er det hyggeligt at føre en tradition videre. Det er et navn, der ikke er så meget fremme for tiden, hvilket vi begge ret godt kan lide. Så da vi skulle navngive vores anden søn gik vi også efter et navn, der ikke var på top 50. Og så er han opkaldt efter min afdøde mor, da en eventuel datter skulle have haft hendes navn. Men da vi ikke regner med at skulle have flere børn har vi valgt en maskulin version, der samtidig passer godt til storebrors navn.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Her har der ikke været meget slinger i valsen. Jeg har altid gerne villet have en pige, som skulle hedde Liv. Jeg synes, det er sådan et enkelt, smukt og stærkt navn. Til gengæld har jeg ikke haft nogle drengenavne, jeg var særlig vild med. Da jeg var gravid første gang, blev jeg glad for ét drengenavn, og det kunne min kæreste også godt lide. Vi kendte ikke kønnet på forhånd, men vidste, at vi enten skulle have en Liv eller en Alfred. Det blev så verdens skønneste Alfred. Nu er jeg gravid igen, og denne gang har vi valgt at få kønnet at vide. Allerede inden var vi igen enige om to navne: Liv og Arthur. Denne gang er det en Liv, der holder til under mit maveskind ❤️
    Vores overvejelser har ikke været dybere, end at det simpelthen har været de (få) navne, vi har været vilde med.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Barsels-countdown og post-påske blues