Labour of love og kærlighed på finsk - et evighedsprojekt af et babytæppe

Børnehavetanker – noget brok, noget om at starte og om at tage afsked

Om godt en måned har jeg to børnehavebørn. I al fald for en kort periode. Det har affødt en masse tanker om vores erfaringer og læringskurven i at være forældre til et børnehavebarn – og hvad jeg gerne ville have vidst, at jeg kunne spørge til og overveje inden jeg traf et valg på mit barns vegne. Det er næppe en hemmelighed eller overraskelse, at vi siden august har været ret frustrerede i forhold til børnehave og især en storegruppe der ikke fungerede eller blev udfordret – og ikke mindst en ledelsesfacon, der får alt på mig til at stritte.

I midten af maj starter E sin karriere som børnehavebarn, og vi har helt bevidst og med fuldt overlæg gået udenom storesøsters børnehave. Bevares, især en af pædagogerne på ‘lillestuen’, havde vi allerhjertens gerne taget med os (virkelig gerne, faktisk, for hun er intet mindre end fantastisk), og madordningen for den sags skyld, men resten? Ellers tak.

Det startede ellers så godt efter skiftet fra den gamle børnehave, der lukkede. Der var en god håndfuld jævnaldrende piger, der hurtigt blev veninder, og der var overskud og glæde blandt pædagogerne på de to stuer, hvor de mindste børnehavebørn går. Der var fælles aktiviteter, der blev lavet cirkusforestilling og man tog på ture ud af huset – endda med bus eller metro af og til. Det lyder måske ikke af det store og slet ikke så usædvanligt, men siden august har turene gået til de to nærmeste legepladser eller – hvis det er helt vildt – til Sansehaven i Fælledparken eller det lokale bibliotek. Forleden sagde K ‘vi har været på Tårnlegepladsen’, da hun kom hjem, og det siger lidt om institutionens begrænsede rækkevidde på ture, at jeg blev endog meget overrasket. Det viste sig, at det var hende og Jonas, der havde været på Tårnlegepladsen, efter han hentede hende. Det burde jeg have sagt mig selv.

Der er en tung stemning på storestuen og man fornemmer hverken overskud eller lyst til at lave fælles projekter eller aktiviteter. For nylig har børnene endda lavet nøjagtigt det samme, som de allerede har gjort en gang. Nemlig været rundt i det meget nære område og set hvor hinanden bor (altså: kigget på hoveddøre. For dem der bor meget tæt på institutionen. Ikke dem, der bor bare lidt længere væk). Det er selvfølgelig sjovt for dem at se hvor hinanden bor, men to gange inden for et år?

Et år, hvor man også kunne have besøgt Statens Museum for Kunst, der absolut er i lokalområdet (ca 100 meter og et enkelt, utrafikeret lyskryds fra det bibliotek, man altså godt kan besøge) og som har ganske gratis (!) forløb netop tilpasset de store børnehavebørn og de læringsplaner, institutionerne arbejder ud fra. Man kunne også have benyttet sig af tilbuddet fra Cinemateket, hvor en af deres undervisere gratis ville komme ud i institutionen og lave en stop-motion workshop for de største børn. Målrettet deres niveau og som ikke ville kræve andet af pædagogerne end at de havde forberedt børnene på, hvad der skulle ske den dag.

Jeg har indtil flere gange gjort opmærksom på tilbud som ovenstående inklusive sedler med telefonnumre og mere info og andre lignende – og tilbudt at holde fri for at kunne tage med på ture, så man måske kunne lave lidt afveksling. Ikke mindre end et halvt år efter at det blev taget op på forældremødet, er det for nylig meldt ud, at man mener, at forældre er en hindring i stedet for en hjælp på ture. Den holdning har jeg hånden på hjertet aldrig før hørt udtrykt fra nogle andre institutioner eller forældre. I stedet bliver tilbud om at forældre tager med modtaget med kyshånd. Naturligvis er man ikke ansvarlig for andres børn, men siden hvornår er det IKKE en hjælp, at der er flere voksne til at holde styr på børneflokken og hjælpe med praktiske opgaver på tur? Jeg ved, at vi er minimum en håndfuld forældre i storegruppen, der gerne ville tage med på ture og give børnene den særlige mulighed det er, at have anderledes oplevelser sammen med deres jævnaldrende. Der er såmænd også undersøgelser, der peger på det gavnlige i netop dette. Ikke hver dag og ikke hele tiden, men en særlig udflugt måske 3 gange om året ville være så fint.

Det er et ledelses-issue, sådan som jeg oplever det, og institutionens holdning er, at man oplever nærområdet. Hvilket er fint. Men nærområdet er altså mere end de to-tre nærmeste legepladser. Nærområdet er også Kastellet, Østre Anlæg (der har en skøn legeplads), Statens Museums for Kunst, Zoologisk Museum eller Lüders Konditag. Især i en storegruppe, hvor man må forvente af børn på 5-6 år, at de er i stand til at gå lidt længere. Det kan de masser af andre steder. Man kunne jo også vælge at tage bussen hjem, hvis turen ud er mere end et par kilometer. Men når man går i storegruppen og alligevel skal på tur med de nystartede børnehavebørn på knap 3, bliver det selvfølgelig lidt vanskeligere. Det valg forstår jeg ærligt talt heller ikke. Der må vel være en pointe i at dele op i lille- og storegruppe og dermed skabe muligheder for at lave aktiviteter og udflugter på det relevante niveau for børnene.

Det her handler absolut ikke om de pædagoger, der hver eneste dag knokler for at yde omsorg og skabe rum og leg og aktiviteter til ‘deres’ børn. Der er mange, mange dygtige, engagerede mennesker i det fag endnu. Heldigvis! Deres vilkår er alt for ringe, og for nogle betyder det forståeligt nok at det går ud over energien – eller bare lysten og overskuddet til at lave projekter med børnene.

Til sammenligning har vi været til fernisering i dag i dagplejen. Vi har fået lov at se de forskellige kunstprojekter, de små mennesker har udarbejdet gennem den sidste tid – og E var verdens stolteste over at vise sine værker frem. Især det, hun havde lavet til sin elskede storesøster. Noget lignende ville være så nemt at oversætte til børnehaven og ikke kræve specielt meget i forhold til hverdagens aktiviteter. At have som månedens projekt at lave henholdsvis tegning, maleri og måske endda collage eller små skulpturer, der til sidst blev udstillet så forældrene kunne se dem. Det kunne være ud fra et bestemt emne, der passer i årshjulet. Måske til en eftermiddags-fernisering. Måske bare noget, man kunne se, når man hentede sit barn. At give den kreative udfoldelse en ramme og et mål frem for ‘bare’ at tegne og lave perleplader, der krølles ned i børnenes respektive skuffer for aldrig at blive set igen og at skabe et fælles projekt for børnegruppen.

30706283_10160345647095375_9077136775612203008_n^^Lidt snyd, for det er ikke fra hverken dagpleje eller børnehave, men derimod fra et besøg i Børnenes Værksted på Statens Museum for Kunst.

Så. Goodbye and good riddens til det sted lige om lidt. Flere af jer skrev og spurgte på om vi overvejede at tage K ud af børnehaven, da jeg luftede mine frustrationer i efteråret. Det gjorde vi ikke (i al fald ikke seriøst). Mest af alt fordi hun har så gode relationer dernede, som det ville have været synd at fjerne hende fra.

Vi melder K ud af institutionen med udgangen af juni. Hun skal alligevel holde sommerferie i juli inden skolestart i august. I mellemtiden er jeg spændt på at se, hvordan E tackler overgangen fra dagpleje til børnehave. Hendes børnehave er et lille sted lidt længere nede ad vejen fra os, og vi kender flere med børn der har været rigtig glade for den. Både som 3-årige og som 5-årige. Det bliver stort og vildt, naturligvis, men hun er begyndt at italesætte det selv og ser frem til at blive en stor børnehavepige med stolthed i stemmen.

Jeg ville ønske, at jeg for et par år siden havde spurgt mere ind til forældre-involvering og aktiviteter/projekter for børnene i både lille- og storegruppe. Jeg ville ønske, jeg havde forholdt mig mere kritisk og aktivt til spørgsmålet om nærmiljø og udflugter. Måske mest af alt ville jeg ønske, der havde været en leder, der faktisk forholdt sig til forslag og tilbud og den ekstremt begrænsede radius i udflugtsmål i stedet for at skyde alting ned med armene placeret stramt over kors.

   

4 kommentarer

  • Julie

    Jeg forstår udmærket dine tanker – her sidder vi i en lille landsby i Jylland og ville ELSKE de muligheder.. i min søns børnehave (og min mands arbejdsplads) har de simpelthen ikke økonomi til de busture der er nødvendig for at komme til en større by hvor der er flere tilbud.. altså er den slags minimeret til 1-2 gange om året.. omkringliggende legepladser? Haha.. der er mere eller mindre kun børnehavens egen.. tilgengæld er skov og natur nok tættere på end hos jer – ligesom de har haft æg til udregning ifm påske..

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Jamen, det er jo det, jeg synes er så skørt! At man ikke udnytter bare lidt af de mange, mange fantastiske muligheder. Ja, børnene oplever også ting med deres forældre, men det er jo noget helt andet, når man er sammen med sine venner på tur. Og hvis din søn kommer på tur med bus 1-2 gange om året er det 1-2 gange mere end min datter. Og når der er overskud til at lave hyggelige projekter også så er I hestelængder foran. Promise. (PS: Jeg troede faktisk, der var fri transport til institutioner og skoler?)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Jeg håber den nye børnehave lever bedre op til jeres forventninger. Og nu sætter jeg pludselig mere plads på vores egen institution som jeg ellers ikke har tænkt, var specielt fremme i skoene. Her har styregruppen kørt vikingetema op til skolestart og bla. været med naturvejleder på Islands Brygge, på vikingemuseet og har lavet stop motion film. Min datter er kun 3, så for hende har der været et par ture lidt tættere på.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Jeg tænker, det ikke kan være mere værre ift nogle af de issues, vi har! Det lyder da som nogle superfede projekter – og en fantastisk udflugt. Når man er 3 er behovet et andet end når man er (næsten) 6, og det er lige præcis derfor, det giver mening at udnytte opdelingen i en storegruppe og en lillegruppe.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Labour of love og kærlighed på finsk - et evighedsprojekt af et babytæppe