Store pige

Status på ugen som græsenke, fødselsdagsplaner og det løse

Sent i aften kommer Jonas hjem igen og dermed er min uge som græsenke officielt slut. Det er gået bedre end forventet. Jeg er noget mindre krøllet, end jeg havde regnet med at være, selvom jeg også kan mærke, at min krop er ved at være træt og at der ikke skal de helt store udfordringer til, før jeg er nødt til at hanke gevaldigt op i mig selv.

Pigerne har været skønne. Det er de (selvfølgelig) som udgangspunkt. Jeg havde dog frygtet en uge med en to-et-halvt-årig i selvstændigheds-rasen og en næsten-seks-årig, der kan starte storkonflikter med en løsningsvilje, som selv Sophie Løhde ville betegne som stejl, ud af den blå luft. De piger har jeg slet ikke set i denne uge. Kun i ganske korte glimt. I stedet har jeg haft fornøjelsen af kærlige, søde væsner, der har leget fint og hyggeligt sammen og hver for sig og som har sovet godt de fleste nætter.

Bevares, vi havde en nat med alt for megen uro, alt for lidt søvn og som resultat heraf en dag med trætte, pyldrede og overgearede børn. Og en mor, der næsten ikke kunne vente til sengetid og som gav helt frie tøjler med Ramasjang og snacks. Overlevelse, I ved.

Som en sjælden luksus har jeg endda haft alenetid. Mine forældre tog pigerne med hjem på en miniferie med et par overnatninger, så jeg kunne få tid til at sidde ned, sove igennem og bare tage vare på mig selv og baby (udover at gå på arbejde, handle og udføre den slags praktiske opgaver, som hører med til livet generelt, naturligvis) De blev, som forventet, forkælet og hygget om efter alle bedste-kunstens regler. I går eftermiddags kom min søde veninde og hendes familie, inklusive kælehund, forbi med aftensmaden. Men ellers har det været mig og mine små damer. På nogle punkter er det nemmere at være en forælder. Der er en, der står for skema og planlægning. En, der træffer beslutninger. En, der bestemmer over fjernbetjeningen efter puttetid og ikke behøver dele chokoladen med nogen.

Jeg foretrækker at være to. Ikke mindst som gravid. Dels er der det praktiske. At være to til at hjælpes ad, hente og bringe, lave mad, rydde op, handle, skifte bleer og læse (forskellige) bøger eller deltage i to samtaler på samme tid. Dels er der den følelsesmæssige del. At være to til at smile over søde ord og vendinger. At få et kram af et par stærke arme og vide, at man er et team, der kan klare det hele.

Det bliver lettere hver gang, jeg er alene med dem. De bliver større og mere selvkørende og jeg bliver dygtigere til at hvile i det og lade nogle ting og ikke mindst mine egne ambitioner fare. Jeg foretrækker dog absolut den familiekonstellation, vi har til daglig.

Pigerne glæder sig helt vildt i i morgen tidlig, hvor de kan give deres far et godmorgen-kram og en kop morgenkaffe. Jeg glæder mig især til at kunne fejre fødselsdag på søndag med hele min lille familie. Studierejserne falder altid i uge 10 og ikke sjældent overlapper det med min fødselsdag. I år, for første gang i flere år, er Jonas hjemme, når jeg officielt rykker tættere på midten af trediverne end starten. Det er helt fint med mig at blive et år ældre. Jeg er, hvor jeg gerne vil være lige nu. Til gengæld er det svært at finde på ønsker. I al fald ønsker, der handler om mig og ikke om baby, for redebygger-genet lader sig ikke helt fornægte.

Jeg har ønsket mig tid. Et ophold eller en rejse kun for Jonas og jeg. Ikke fordi jeg ikke kunne bruge et par nye støvletter (det kunne jeg efterhånden virkelig godt!) eller en lækker bluse eller en smuk taske. Endda en ny sofa. Men fordi jeg allerhelst vil have muligheden for at få en oplevelse kun med ham, jeg elsker – inden der kommer en ny baby at elske og tage vare på, og en miniferie for voksne naturligt nok er en umulighed i de næste to-tre år. Man kommer langt med hverdags-kærlighed, men det giver altid noget ekstra og følelsen af samhørighed styrkes, når vi er afsted sammen. Selvom vi ikke er i tvivl, så er det rart at blive bestyrket i, at vi rigtig gerne vil hinanden stadigvæk, efter snart 9 år og snart 3 børn.

40198_10150224303025375_419323_n

… og så glæder jeg mig helt utroligt til at se, hvad K har fundet på, for hun ser mere end finurlig ud, når hun får øje på den pakke, hun har lavet til mig. Der er nu noget særligt ved gaver fra børn lavet med omhu og kærlighed.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Store pige