My tiny sorority

‘Ja, det er jo en lille pige, der ligger her’

Sagt sådan lidt en passant af den sygeplejerske, der superviserede gennemscanningen, mens en anden øvede sig i at finde og dokumentere hjertet og alt det andet. På den måde var det nok meget fint, at det er tredje gang, jeg prøver det her. For det handlede ikke rigtig om mig ved scanningen – og det lille pigebarn under mit hjerte var mest af alt en skole-opgave i situationen. Det havde jeg været ked af første gang, men jeg har mærket små spark og puf og rumsteren hver dag siden 17. uge, så min mavefornemmelse var tryg og rolig, og det vigtigste for mig var at se, hvor moderkagen lå – for Jonas var det at kende kønnet og dermed gøre det kommende barn mere konkret.

Endnu en lille pige. Det er virkelig en gave – jeg lyver ikke, når jeg fortæller at både Jonas og jeg næsten ikke kunne få armene ned over beskeden til gennemscanningen.

Nogle har mere eller mindre direkte spurgt, om vi venter barn nummer tre, fordi Jonas gerne vil have en søn. Det er et utroligt ubehøvlet og ubetænksomt spørgsmål, hvis spørgeren selv tænker sig om og erkender implikationerne af det. Det negerer på en måde glæden ved pigerne. Som om noget er bedre end andet. Vi venter barn nummer tre, fordi vi ønskede os et barn mere.

At det er endnu en pige gør det til noget virkelig fint. Vi får et lille søsterskab herhjemme. Tre små piger til at dele glæder og sorger – til at lære af og om hinanden – til at være uenige og skændes og alt det andet, der følger med.

En lille dreng havde været noget virkelig fint på en anden måde.

Vi kender så mange, der kæmper og har kæmpet med fertilitet og med ufrivillig barnløshed. Vi føler os utroligt heldige og priviligerede over, at vi har kunnet undfange de børn, vi ønskede, på den måde og det tidspunkt, vi ønskede og planlagde efter.

Nu bliver det tilfældigvis tre piger, der er vores liv. Og jeg kunne ikke forestille mig noget andet.