Mustard Monday strikkerier

Ellens Hentesæt og noget om redebygning

Man kan sagtens strikke et helt sæt tøj på en weekend, når det er i størrelse nyfødt. Således gik jeg igang med at teststrikke ‘Ellens Hentesæt’ for Mette fredag efter at have fået sidste barn til at sove og lukkede de sidste masker af søndag aften. At det har taget ligeså længe at strikke det hele som at få syet knapper i taler vi ikke om.

Jeg burde nok i virkeligheden holde fingrene fra babystrik og andre forberedelser indtil jeg har fået overblik over, hvad der ligger i den kasse, vi har gemt fra pigerne, men redebyggeren er altså slået igennem her hvor jeg så småt er på vej mod 3. trimester. Det er ikke lige sådan at holde det instinkt i ave, og et ekstra strikket sæt (eller to) kan man altid bruge. Blev der sagt. Hentesættet er så fint og selvom det ikke er planen, at lillesøster skal hentes hjem nogen steder fra, så er der noget ganske særligt ved at have forberedt det første sæt tøj til det lille menneske, der bor under hjertet.

Jeg var forelsket på forhånd i de sneak peeks, jeg havde set på PetiteKnits Instagram, og jeg er generelt stor fan af Mettes enkle stil – og hendes altid velskrevne, letforståelige og lettilgængelige opskrifter. Det kan virkelig dræbe et strikkeprojekt med en dårlig opskrift, uagtet at det i teorien er et fint resultat, der kommer ud af det. I al fald for mig.

Ellens Hentesæt er unisex og sættet består af en bluse med skrålukning, enkle bukser og en lille kyse. Afhængigt af garnvalg og knapper kan man gøre det mere eller mindre ‘kønnet’, men det er også virkelig fint i en neutral farve, som den hvide udgave, sættets navnesøster var iført for snart tre uger siden.

29196262_10160192426900375_3814568748606554112_n^^Lillesøsters første sæt tøj er klar. Så mangler jeg bare ca halvdelen af hendes tæppe…

Der er tre forslag til garn i opskriften, der har 5 størrelser: 0 (1-3) 3-6 (6-9) 9-12 mdr. Jeg skal absolut have lavet blusen i en større udgave også. Den er min absolutte favorit i sættet. Jeg synes den er så fin med skrålukningen og jeg er især fan af den flotte kantafslutning i ribben, der går på langs hele vejen ned. Jeg synes bestemt ikke, der er brug for mere udsmykning end strikken i sig selv og så kan man altid gå all in på vilde knapper, hvis man vil. Jeg kan ret godt lide de rosa perlemorsknapper, jeg valgte.

Sættet til min sommerbaby er strikket i Duo fra Sandnes, der er mere velegnet som et sommergarn end fx ren Alpakka… og så gør det jo heller ikke noget, at de nye farver i Duo’en er virkelig pæne. Jeg havde købt rigeligt garn, for en sikkerheds skyld, og jeg endte med kun at bruge lidt under halvdelen af stakken (!). 126 g gik der samlet set til det lille sæt, så tre nøgler garn er rigeligt fint. Sandsynligvis også til str 1-3 mdr, tænker jeg. Jeg har strikket i en støvet pudderrosa (farvekode 4032)

Opskriften er blevet tilgængelig i dag og kan købes lige HER

4 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mustard Monday strikkerier