Det sørgeligste i verden

I øjeblikket er min yngste datter i et mere stille humør end vanligt. Ikke hele tiden, for der er masser af spilopper og grin i hende også. Men der er en melankoli og lettere til tårer end hun plejer.

Det er ikke den slags tårer, der kommer af vrede og frustration eller smerte. Det er en stille gråd. Det er en gråd og et behov for at sidde tæt, der udløses af en bog, en sang eller en tanke. Jeg tror, hun er igang med at udforske og lære sørgmodigheden at kende. At blive fortrolig med den slags følelser og lære at håndtere dem.

Forleden ved spisebordet startede en fjollet tanke med at blive så trist, at det næsten ikke var til at bære. Det kræver sit af en to-årig at håndtere det sørgeligste i verden. Og det kræver sit af forældrene ikke at komme til at smile over hendes tankerække.

“Mine tænder har glemt min fødselsdag”, sagde hun og selvom sætningen startede med glimt i øjet og et skævt smil, så endte det med at gå op for hende, hvor sørgeligt det faktisk var, hvis nogen glemte hendes fødselsdag. Så sørgeligt, at ansigtet fortrak sig og den lille krop blev helt krøllet sammen og hun var nødt til at komme over og sidde helt tæt hos mig, mens følelsen blev bearbejdet.

Det er rørende at være vidne til. Hvordan hun lader sig selv fordybe i den nye følelse, undersøge den og være i den. Det er også godt, at hun kan komme videre og at det ikke fylder det hele, men jeg tror grundlæggende, det er sundt for børn at lære alle slags følelser at kende. De glade, de vrede og de triste. At vide, at man kan opleve det og at det er ok at føle på forskellige måder. At det ikke er forkert eller noget, der skal gemmes væk. Man må gerne være glad, vred, trist, lykkelig og alt indimellem.

Jeg forstår hende godt. Sørgmodighed kan være en ret skøn følelse at dykke ned i. Tænk bare på al den litteratur og film med netop melankolien som tema og omdrejningspunkt. Det er, i mangel på bedre ord, romantikken om igen. Selvom det ikke er sandsynligt hverken Jane Austen eller Brönte-søstrene ville være enormt imponerede over at tænders glemsel udløste samme tårer som ulykkelig kærlighed og umulige forbindelser!