'Husk at få hvilet dig' og andre råd fra lægen

… sort mor-samvittighed

Det var et helt andet indlæg, jeg havde regnet med at skulle skrive i dag. Noget om at sadle om og ændre planer i sidste øjeblik og som resultat blive belønnet med børn, der mødes i deres behov. Noget om en stor pige, der trængte til fred og skærmtid – og en lille, der fik lov at tumle for fuld smadder og med smittende kluklatter.

b741f055-5149-46bc-8505-22ad0c05833a

Så blev det morgen. En helt almindelig morgen, der startede helt almindeligt, men som udviklede sig mareridtsagtigt i den retning, der giver kulsort mor-samvittighed og skrigende, rasende barnegråd. Det er (heldigvis) sjældent, vi har den slags morgener. Dage, i det hele taget. Især fordi jeg igennem de sidste år er blevet markant bedre til at håndtere gryende konflikter og tage dem i opløbet.

Ingen er perfekte, og nogle konflikter trapper så meget op, og så hurtigt, at det er rigtig svært at fange dem. Uanset hvor rap på fødderne, man forsøger at være. Nogle konflikter vil jeg heller ikke bøje af på eller gå på kompromis med.

Derfor kunne man i morges iagttage en ret presset, relativt tykmavet mor slæbe-bære sin næsten 6-årige, skrigende datter ned ad trapperne fra 3. sal og mosle hende op i cykelsædet. Alt imens barnet skreg og skreg og skreg. Fordi jeg insisterede på, at hun skulle have en elefanthue på og ikke kunne nøjes med en lidt for lille, lidt for tynd strikhue, der ikke helt når ned over ørerne længere. En hue, som faren var kommet til at love at hun måtte få på, fordi ‘så koldt er det jo heller ikke’ og ‘halvdelen af de andre børn i børnehaven har også bare sådan nogle huer’. I vinterens ultimativt koldeste dage. Jeg er grundlæggende helt og aldeles ligeglad med om alle de andre børn er på legepladsen i strømpebukser og undertrøje. Mit barn har elefanthue på i frostgrader. Not up for discussion, og jeg blev både frustreret og ked af at befinde mig på den ene af to forskellige forældresider lige der, hvor alle skulle ud ad døren, og hvor det havde været mest hensigtsmæssigt at være en fælles front.

Jeg skal være alene med pigerne hele næste uge, mens Jonas er på studietur på Lanzarote med sine elever – og jeg skal ikke risikere syge børn, fordi de ikke er varmt nok klædt på.

Jeg forsøgte at være anerkendende i mit nej, at favne hendes frustration og at byde ind med et rimeligt alternativ uden held. I stedet være blevet råbt ind i hovedet eller nakken i 30 minutter uden tegn på nogen form for afmatning i raseriet. Så råbte jeg tilbage. Fordi jeg også er et menneske med grænser og fordi min tålmodighed også løber tør.

Selvom man ikke må råbe ad sine børn. Selvom det aldrig hjælper og selvom det gør ondt på både hende og mig.

Den slags dage findes også, hvor det er mere end svært at gå fra børnehaven og se et lille, grådrandet ansigt i vinduet – selvom der er et par varme, trygge pædagogarme lige bagved. Og selvom vi ikke kunne være nået længere i konfliktløsningen lige der. Vi nåede at få krammet og sagt undskyld til hinanden, men det er bare aldrig helt nok.

Det er ikke nogensinde noget, jeg bliver stolt af. Hverken at råbe eller løsningen med at udnytte min fysiske overlegenhed (der i øvrigt heller ikke holder mange år endnu). Tværtimod. Men det er også en del af min virkelighed. Måske andre kan genkende sig selv – og måske nogen har brug for at vide, at de ikke er alene. Min erfaring er, at det er vi sjældent. Hverken med de smukke eller grimme sider af os selv. Hverken når det går godt eller når alting ramler. Så. Hvis du også kom til at råbe ad dit barn i morges, så er du ikke alene. Og jeg ved lige præcis, hvor ondt det gør. Og jeg ved, at vi begge arbejder rigtig hårdt på at undgå at gøre det, men må jeg også have lov at give dig en virtuel krammer og minde dig (og mig selv) om, at selvom vi er mødre, så er vi også bare mennesker. Som elsker vores børn, selv når de gør os så pressede, at vi kommer til at råbe.

   

2 kommentarer

  • Kirstine

    Jeg råbte ikke af mit barn i morges, men har desværre gjort det flere gange end jeg ønsker at være ved. Og jeg hader det – prøver altid at sige til mig selv, at nu skal det være sidste gang, at jeg lader mine frustrationer, afmagt og manglende tålmodighed løber af med mig, men ja… det kommer alligevel til at ske igen. Øv!!
    Men så må man jo bare undskylde, vise at det ikke var ok, og langsomt finder man også både at undgå situationerne på, som du også selv skriver men uanset er det bare øv – nogle gange er det sgu bare hårdt at være mor.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Det er det. Og så længe man reflekterer, øver sig og godt selv ved, at det ikke er den bedste løsning, kan man næppe gøre det bedre <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

'Husk at få hvilet dig' og andre råd fra lægen