SwimFin - sej sikkerhed til små svømmere

CIFF Kids – K’s favoritter

Det er snart tre uger siden, det var modeuge i København, men det tager af og til lidt tid at komme fra oplevelse til indlæg her på Østfronten. Jeg synes altid det er en fornøjelse at være afsted og opleve de nye fine ting, tale med de passionerede mennesker bag de forskellige brands og lave en mental liste over mine favoritter til efterårssæsonen. De sidste 3 år har K været med og hun elsker det! Hun glæder sig og hun har efterhånden en række mennesker hun skal rundt og hilse på – i år med små, hjemmelavede gaver til  nogle af dem, vi har lavet samarbejder med i det sidste halve år.

Hendes og mine favoritter stemmer af og til overens, men vi har selvfølgelig også forskellige fokusområder, og derfor deler jeg årets oplevelse op i to. Jeg starter med det, der fik K’s hjerte til at banke lidt hurtigere.

ciff-k-favoritter

^^Krea-leg hos Fabelab, den sødeste siddepude hos TeddySit, skoletasken in spe fra Jens Storm Kbh, yndlingsuld til de store børn, dukke-venner og seje sko til store piger var nogle af højdepunkterne for K på denne udgave af CIFF Kids. Ligesom økologisk chokolade og superheltinder på tøjet.

Leg og hygge hos Andemors Verden og TeddySit

Det allerførste vi skulle, var at aflevere små gaver til de skønne kvinder bag Andemors Verden og TeddySit. K elsker sin Isak-siddepude og sin store, smukke Así-dukke, og hun ville så gerne give et kram og personlig tak for dem. Derudover er det altid hyggeligt at være hos Pia og Line. De er simpelthen de mest hjertevarme, dejlige kvinder. Udover de praktiske og venlige siddepuder er der også humørpuder og puffer hos Pia/TeddySit, men både K og jeg faldt for den nyeste version af siddepuden med et ‘håndtegnet’ look, der er så ny, at den ikke er kommet online endnu. Hos Line/Andemor er der altid masser af vandleg at gå i krig med, og sådan en chance lader K ikke gå fra sig. For udover de smukke, smukke Así-dukker har Line også SwimFin, Moluk og mange andre fine legesager til små vandhunde.

Bæredygtige, økologiske Kinderæg

Næste favorit var en økologisk og bæredygtig udgave af Kinderæg – nemlig Play in Choc – der pt. forhandles online og et par steder i København. Bl.a. i Eco Ego og Lush Shop. En æske af bæredygtigt, genanvendeligt pap indeholder et samlesæt der bliver til et af 18 dyr, et infokort om dyret og to små pakker chokolade uden laktose, tilsat sukker og kun ingredienser af høj kvalitet. K elsker (elsker!) at indsamle viden om dyr, så det var helt perfekt for hende.

27973683_10160076285035375_1508245709347313312_n

Jens Storm København og en kommende skoletaske

Vi nåede ikke langt videre, før K spottede Jens Storms fine stand og susede hen til ‘sin’ taske på væggen. Hun elsker stadig den bordeaux rygsæk og faktisk har hun været helt overbevist om, at vi ikke skal købe en skoletaske til hende, for hun har jo allerede den. Dog er den originale rygsæk for lille til at indeholde skolebøgerne, selvom den er perfekt til børnehavebarnet, så hun kunne næsten ikke være i sig selv, da hun fandt ud af, at der faktisk kommer en skoletaske-udgave af rygsækken! (Moren var også svært begejstret) Generøst tilbød hun at E kunne overtage den lille taske, når hun fik skoletasken – og vi prøvede demo-modellen på. Den sad supergodt, stropperne er lidt mere polstrede end på den lille taske, og der er stadig remmen over brystet. Der kommer også en gymnastikpose og penalhuse til, og den kommer inden skolestart i august. Dét glæder vi os til. Begge to. Jeg lover at råbe højt, når de er tilgængelige, for prisen kommer også til at blive rigtig fair (under Lego-taske niveau)

Mini-makers til kreative hoveder

Hos Fabelab havde de et helt hjørne, der dragede min krea-glade datter til sig som magneter. Senere på foråret kommer der en hel række nye produkter i deres Mini-Makers serie med masser af muligheder for at klippe-klistre og brodere sit eget legetøj. K var vildt skuffet over, at vi ikke kunne tage det hele med hjem med det samme, for hun har virkelig fået smag (og flair) for især broderi. For nu nøjes vi med at glæde os til maj og alle de krea-projekter, der venter forude.

Yndlings-merino til store børn

Vi stoppede naturligvis også forbi Stine og Roots & Wings Merino, der var taget turen fra New Zealand og Bay of Plenty for at deltage i CIFF Kids for første gang. Jeg var med til lanceringen af brandet for et par år tilbage, og siden jeg fik det silkebløde merino i hænderne og på mine børn for første gang har jeg ikke set mig tilbage. Jeg har skrevet om det flere gange også (bl.a. HER), og jeg kan ikke anbefale Roots & Wings nok. Jeg har – hands down – aldrig oplevet uld, der var blødere, finere, holder pigerne bedre tempererede eller er mere holdbart og langtids-dueligt. Det er ikke billig uld. Sådan kan det ikke være, når det er økologisk og bæredygtigt og af den absolut bedste kvalitet, men til gengæld kan man bruge en body i over et år, når det er de lidt større størrelser. E kan faktisk stadig være i sin str. 12 mdr, selvom hun er 2,5 år.

Til gengæld har vi savnet uldtøjet til K det sidste års tid, for selvom det går op til str 5 år, så er mit lange barn vokset ud af den størrelse. Men NU (eller, lige om lidt) kommer der en linje, der går helt op til 13 år – uldbluser, lange leggings og strømper, der både er perfekte til undertøj i vinteren eller som det inderste lag på skituren. Det er samme lækre kvalitet, men med et lidt mere råt udtryk, der matcher målgruppen perfekt. K prøvede tøjet på, og hendes 122 cm passede perfekt i str 6-7 år. Jeg kunne ikke få hænderne ned over at der nu endelig kommer noget, vi kan bruge i mange år frem og hun elsker selv den lækre kvalitet. Roots & Wings virker måske ikke i købsøjeblikket som en budgetløsning, men på sigt betaler det sig. Min erfaring er, at 1 body herfra holder bedre end 3 billigere modeller, og selv efter mere end et års brug kan jeg ikke se på E’s bodyer, at de har været vasket utallige gange.

Seje sko til store piger

Vi nåede også forbi Bundgaard og kigge på hvad de byder ind med til efterår og vinter. K forelskede sig i et par vinterstøvler med absolut coolheds-faktor. Lige dér gik det endnu mere op for mig, at jeg er ved at have en rigtig stor pige – for selvom hun også syntes, at de klassiske Chelsea-boots er fine, så var det noget andet, der trak. Der kommer nogle supercool sneaker-agtige støvler og støvletter og med muligheden for at vælge mellem enten uld- eller fleecefoer. Uldfoer er perfekt til børn, der skal være ude i lang tid ad gangen, mens fleece er en rigtig god løsning til skolebørn, der er ude i frikvartererne og samtidig ikke skal koge på fødderne i uldstøvler indenfor i timerne.

Superhelte er selvfølgelig også for piger!

Vi har elsket Wheats samarbejde med Disney siden de begyndte, og Charlotte er helt eminent til at fortolke de klassiske og elskede Disney-figurer til funktionelt og lækkert børnetøj. K er både vild med prinsessetøjet og med superheltene, men i august talte vi med Charlotte om, at der manglede nogle kvindelige superhelte i universet. I januar spottede K med det samme den Wonder Woman-t-shirt der hang blandt alle de fine kjoler. Hun blev SÅ glad for at se en af sine power-heltinder på blusen og Charlotte fik et kæmpe, taknemmeligt kram. Den kan vi næsten ikke vente med at se i handlen. Jeg er generelt ikke til så meget print på tøj, men når det nu skal være, så må tøjet gerne være i en høj kvalitet og velsiddende og det er Wheat. Printet er supersejt og jeg elsker at der både er prinsesser og superhelte i pigernes univers, for selvom K også er vild med de mandlige superhelte, er der noget særligt ved de kvindelige rollemodeller.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

SwimFin - sej sikkerhed til små svømmere