DIY fastelavnskostumer: Popcorn og Frida Kahlo

Anmeldelse: Slut fred med dit viljestærke barn

[ ANMELDELSE – bog modtaget som anmeldereksemplar ]

Jeg har vist lidt frem på Instagram i januar, hvor jeg har læst mig igennem familierådgiver Smilla Lynggaards ‘Slut fred med dit viljestærke barn – og dig selv’, og I var rigtig (rigtig!) mange, der efterspurgte en anmeldelse af bogen og mine tanker omkring den. De kommer her. Lidt forsinket, for det har været en rigtig svær opgave.

Jeg ville nemlig rigtig gerne skrive en bragende god anmeldelse med lutter roser, for jeg kan så godt lide konceptet og tanken bag bogen. Jeg kan rigtig godt lide, i hvor høj grad den er på barnets – og i forlængelse heraf – på familiens side. At man ikke er forkert som menneske, selvom man agerer anderledes end flertallet, men at vi skal øve os på at skabe et miljø, der er positivt for alle familiemedlemmer.

Mine børn er ikke viljestærke i en sådan grad som nogle af de eksempler og beretninger, der er med i bogen, fortæller om. De har holdninger og temperamenter og store følelser som det kan være vanskeligt at navigere i, bevares! Men de overtager ikke og har ikke haft overtaget dagsordenen eller skabt uro på den måde, som der beskrives i bogen. Når det er sagt, så er bogen bestemt ikke kun til dem, der har meget viljestærke børn. Der er tanker i, som jeg tror, de fleste forældre kan have brug for at læse. Om at støtte sit barn i at udtrykke sig. Om at lære dem at håndtere deres følelser uden at korrigere eller udstikke nøjagtige retningslinjer for hvordan man gør det. Også de grimme og svære af dem. Måske især de svære følelser. Det er en styrke at kunne være i sin vrede og være i stand til at komme ud af den selv – og at vide, at man har nogen i kulissen, der er klar med åbne arme.

27867385_10160018909025375_7437439742799779284_n

Loyal over for børnene

Bogen er dejligt loyal over for børnene, og italesætter kontinuerligt at det IKKE er dem, der skal ændre sig. Den holder med de børn, der stikker ud og som føler sig forkerte, fordi de gang på gang oplever at deres ageren er anderledes og skaber uro og ballade. Det er en varm og omsorgsfuld tilkendegivelse af at de absolut ikke er forkerte på nogen måde. De er sig selv og deres ‘selv’ er mindst lige så værdifuldt og rigtigt som alle andres selv.

Det handler ikke om at regulere børnenes adfærd, men om at se på og ændre de rammer og mønstre, der skaber en uhensigtmæssig adfærd. At få forældre til at tænke over, hvorvidt hjemmets regler og omgangsformer er nogle, der giver plads til alle familiemedlemmer – og overveje hvilke værdier og normer, der reelt er vigtige. Hvilke dogmer, der kan slækkes på og hvilke, der skal holdes fast i, så ingens grænser overskrides og så hjemmet bliver det helle, som det bør være.

Der er øvelser til netop dette. Forslag om eksempelvis at udarbejde en helt konkret liste over, hvad der er vigtigt og hvad der gøres ud af vane frem for aktivt valg. En liste over, hvad man selv kan gøre for at undgå at eskalere en situation.

Gentagelser og sprog

Jeg startede med at skrive, at jeg ville ønske, jeg kunne skrive en bragende god anmeldelse helt uden anmærkninger. Det kan jeg ikke. Uagtet hvor godt og sympatisk et projekt jeg synes bogen er, og hvor meget jeg holder af grundpræmissen.

Jeg synes nemlig, at der er lidt problemer undervejs. Dels er jeg ikke pjattet med hverken format eller papir-type, men den slags er en smagssag, så det skøjter jeg let henover. Der, hvor min kritik ligger, er i en del af indholdet. Flere gange undervejs i læsningen fik jeg en tydelig deja vu fornemmelse, og mange af pointerne er gentaget unødvendigt mange gange. Her tænker jeg at en mere skarp redigering kunne have rettet op på fornemmelsen af at læse det samme igen og igen.

Jeg skal ikke kunne sige, om tanken er, at gentagelse fremmer forståelsen, men jeg endte med at have lyst til at springe i teksten. Det kan igen være mit personlige problem med denne genre. Jeg har skrevet om det før HER

Det er vanskeligt at formidle mere komplekse problemstillinger på en tilgængelig måde uden at miste dybden. Uden tvivl. Jeg synes desværre ikke det lykkes så godt her. Jeg føler mig talt ned til – hvorfor ikke stole på, at læserne er i stand til at forstå almindeligt, voksent sprog, men er nødt til at bruge nogle lidt smarte catchfrases ‘tag iltmasken på’ og vendinger i stedet? Jonas har også læst lidt med, men han kom ikke langt, fordi han blev heller ikke venner med sproget i bogen. Det går desværre lidt ud over de gode budskaber og pointer.

Sympatisk bog med gode budskaber

Alt i alt sidder jeg lidt uforløst tilbage efter at have læst bogen, og det er også derfor det har taget mig så længe at skrive anmeldelsen. Jeg ville så gerne have haft en åbenbaring i læsningen, men i stedet skulle jeg arbejde for at læse henover sproget og gentagelserne.

Til gengæld synes jeg stadig at projektet og budskabet er så vigtige og sympatiske, at jeg giver bogen mine anbefalinger. Især hvis du (også) har brug for redskaber og idéer til at møde dit barn i dets af og til voldsomme følelser. Indholdet giver stof til eftertanke og refleksion. Absolut. Og er der mange fine greb og pointer undervejs samt en kærlig, omsorgsfuld tone og tilgivelse til både børn og forældre.

Jeg har nævnt det før, men det tåler gentagelse, for jeg synes netop formidlingen lykkes forbilledligt. Hvis nogen skulle have interesse, så er Lone Franks ‘Den Femte Revolution’ i min optik et rigtig godt eksempel på vellykket formidling af vanskeligt stof i et tilgængeligt og samtidig intelligent sprog.

Find Smilla Lynggaards ‘Slut fred med dit viljestærke barn – og dig selv’ til 279 DKK HER

2 kommentarer

  • Louise

    Tak fordi du sætter ord på mine tanker ifht den bog.. Jeg havde det fuldstændig på samme måde, og måtte tygge mig igennem bogen til sidst.. Jeg hader nemlig også gentagelser – måske det er pga mit lidt utålmodige sind, det gør jeg ikke sige 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Tak for det. Jeg var lidt bange for det kun var mig, og at alle andre bare var begejstrede, så det er rart at høre, at jeg ikke er helt alene. Desværre, jo egentlig.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

DIY fastelavnskostumer: Popcorn og Frida Kahlo