33 going on 22

Det er Valentins Dag, og selvom Jonas og jeg ikke tilbringer dagen sammen, så er vi i stedet sammen med resultaterne af kærligheden. Og jeg synes det er på plads med endnu en kærlighedserklæring her også.

Jeg er årgang ’84 og et søndagsbarn fra marts, og det betyder, at jeg om ungefär 2 uger må vænne mig til at være 34 år og dermed officielt ‘midt i 30’erne’ frem for ‘i starten af 30’erne’. Det har jeg det såmænd fint med. Jeg har egentlig ikke været ramt af nogen alderskriser endnu, men det kan naturligvis nå at komme.

Jeg er bestemt heller ikke utilfreds med, hvor jeg er i livet. Jeg arbejder på deltid, så jeg kan se mine børn – og de mig – så meget som muligt. Jeg har mulighed for at tilrettelægge min hverdag og mit arbejdsliv relativt fleksibelt. Jeg har også faglige ambitioner, der går udover deltid – men jeg har ikke travlt med at skulle opfylde dem mens pigerne er små. Det er mit og vores valg, og det føles rigtigt for os.

Jeg har en dejlig kæreste, og selvom vi absolut kunne være bedre til at øve os i at være kærester frem for småbørnsforældre, så har hele denne vintersæson handlet mere om overlevelse, logistik og sygdom – og det kan vi også sagtens holde til. Det har vi egentlig aldrig været i tvivl om, og nu er der pludselig gået næsten 9 år siden vi første gang så hinanden tværs gennem et rum. Vi har aldrig set os tilbage siden. Jeg har to dejlige døtre, og med dem og moderrollen er jeg vokset så meget og så meget mere ind i mig selv end jeg troede muligt.

Det bliver et godt år. For lige nu er jeg 33 going on 22 uger. Til sommer er jeg 34 og mor til tre. Vi glæder os alle fire til at blive fem. En hel håndfuld. Et hjem med børn på 0, 3 og 6 år. Hvor heldig har man lov at være?

<3

PS) Sidst var I rigtig mange, der havde lugtet lunten om en kommende baby – har I været ligeså skarpsindige denne gang?