Mine bedste barsels-tips

Fem nedsmeltninger i minuttet #deterenfase

Oh, jeg havde helt (og lykkeligt!) glemt, hvor *dejligt* og *berigende* det er at bo sammen med en to-et-halvt-årig. Hold. Nu. Op. Hvor er der mange konflikter, nedsmeltninger, store følelser og fuldstændigt uforståelige sammenbrud en enkelt time, for slet ikke at tale om en hel dag, kan indeholde.

Det dræner. Vi er hele tiden et åndedrag fra at skulle håndtere en pige med tårerne ned ad kinderne, at finde en god løsning på noget, som hun IKKE vil men som vi skal. Fx at spise aftensmad/skifte ble/have tøj på og andre urimelige ting. Jeg er begyndt, helt upædagogisk, at gå et par skridt ud ad døren eller op ad trappen, hvis hun er gået i baglås og nægter at komme med. Hun er så stor og tung efterhånden, at jeg hverken kan eller vil slæbe hende op og ned ad trapperne eller bære rundt på hende. Det kan min krop ikke holde til. Jeg gør det altid klart, at jeg gerne vil hjælpe. Gerne vil holde i hånden. Gerne være sammen med hende. Det virker. Hun kommer og hun lærer at jeg faktisk mener det, når jeg siger, at nu er det nu.

Vi vælger også vores kampe. Spisetid, eksempelvis. Det fungerer bare ikke at tvinge en skrigende vildkat til bordet og ned på stolen og forvente at hun spiser noget. I stedet virker det (som regel) at give hende lov til at lave noget færdigt inden hun kommer. Læse en bog færdig som sin dukke. Køre en tur med barnevognen til babyen sover. Så sætter hun sig ind til os andre, når hun er klar – og har oplevelsen af medbestemmelse.

Til gengæld bliver det påtalt med det samme og hver gang hun tager noget fra sin søster og går igang med at destruere det. (Den snart-6-årige får i samme ombæring at vide, at hun også lige må komme ind i kampen. Hun er meget større og stærkere og kan godt fysisk fravriste sin søster det, hun ikke må tage)

Det er en fase. Jeg ved det. Vi ved det. Det er svært at være to-et-halvt og være igang med at løsrive sig og blive selvstændig. Det er hårdt at kæmpe og hårdt at rumme i det lille hoved. Det kræver lige dele at man løber væk og opponerer mod alle regler – og at man har meget, meget brug for sin mor og nærheden. Dag og nat (gaaaab!)

skaermbillede-2018-01-19-kl-11-49-54-am

Det er en fase. Den slutter på et tidspunkt (hvor hun så bliver en herlig threenager…) og det hele bliver lettere igen. For hende og for os. Sådan er det og sådan skal det være. Heldigvis er der altid kaffe. Og vi har indtil flere bagere rundt om hjørnet. Og bland selv slik-pushere. Og en partner, der kan give et kram, et kys og luft til at man lige går en tur, når man ikke kan trække vejret dybt længere uden at være i akut risiko for at implodere af indestængt vrede og afmagt.

Det er edderbankeme heldigt, at man elsker dem så højt (og at de indimellem alle kriserne er så nuttede). For kærligheden udholder og tåler alt. I al fald når det handler om ens børn.

   

4 kommentarer

  • I hear you, sister! Og når ens 2,5-årige oftere IKKE sover lur, end hun sover lur, så skal man ind imellem tage et godt greb i sig selv for ikke at hive alt håret ud af hovedet, men bare lade en smule sidde.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      OUCH! Hun er tidligt ude, den lille C! Her er middagsluren heldigvis stadig en daglig begivenhed. Jeg tør slet ikke tænke på hvordan det ellers ville være. K stoppede med at sove lure i weekenden, da hun var 2 år og 8 måneder (lige omkring juleferien, hvilket var pænt træls…) men sov i dagplejen til hun stoppede der. Hun sov aldrig lur i børnehaven – men de var vist heller ikke så gode til at sørge for at de mindste blev tilbudt det. E er gladere for søvn end sin søster, så jeg håber, hun fortsætter et godt stykke tid endnu!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    JA!! Og når ens 2,5 årige datter, bare liiige skal tusind ting før hun kan komme og tage flyverdragt på, selv selvfølgelig, ellers er den først helt gal, mens man står og prøver alle kneb og baby lillesøster skriger træt fra sin lift…man bliver så træt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Jep. Især når der er andre, man også skal tage hensyn til, kan det blive svært. Jeg er begyndt at gå et par skridt ud ad døren, når hun er gået helt i baglås. Så kommer hun. Det er totalt upædagogisk, men det virker, og vi taler (naturligvis) om, at jeg ikke går fra hende. Jeg er bare på ved, fordi vi skal afsted.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

Mine bedste barsels-tips