At kramme andres børn – trøst og omsorg i det offentlige rum

Krammer og trøster du andres børn? I det offentlige rum?

Jeg har tidligere skrevet om at sige fra over for fremmede børn på eksempelvis legepladser. Vi har af erfaring lært, at vi er den type træls forældre, der siger tydeligt fra overfor opførsel, vi ikke vil tolerere. Det betyder bl.a. at alle børn, der er på besøg hos os, skal indordne sig under hjemmets regler for, hvordan vi omgås. Der er eksempelvis ting, de voksne bestemmer. Vi hopper ikke i sofaen eller i vores seng. Vi taler pænt om og til hinanden og ingen kalder noget mad for ulækkert. Det er de fleste børn heldigvis også indforståede med – og desuden vant til hjemmefra – men af og til støder vi på nogle, der tror, at de bestemmer det hele og ikke behøver indrette sig efter fællesskabets regler. Første gang vi oplevede det, havde vi ikke svar på rede hånd, simpelthen fordi det slet ikke er adfærd, vi er vant til. Nu er vi forberedte og siger tydeligt fra med det samme. Det kommer K givetvis til at synes er både irriterende og pinligt om nogle år, men forhåbentlig vil hun og hendes venner også sætte pris på, at rammerne hos os er klare og ens for alle.

Men hvad når det ikke handler om at sige fra, men i stedet at trøste eller udvise omsorg?

I sidste uge var jeg med K til ørelægen for at få styr på, om min lille højtaler af et barn virkelig ‘bare’ taler ualmindeligt højt eller om hun taler højt fordi hun har svært ved at høre. (Hun taler bare højt. Ørerne er tip top, og ‘bip’-testen klarede hun til UG og med stor koncentration hele vejen)

I venteværelset var en (meget nuttet) babypige på omkring 7-8 måneder med sin bedstemor. Bedstemor forsvandt efter deres undersøgelse om hjørnet et øjeblik for at hente sin jakke, og den lille pige blev (forståeligt nok) ganske ulykkelig. Der sad et helt venteværelse fuldt af mennesker, der ikke havde travlt med andet end at vente, men ingen reagerede. Jeg gjorde. Det er muligvis en arbejdsskade, for på arbejde er jeg også vant til at rejse mig fra min kontorstol og tage andres babyer op, hvis de er kede af det eller trænger til at blive holdt, mens deres mødre prøver ammebh’er, men mere end det, tænker jeg, det simpelthen er et dybtliggende menneskeligt instinkt at trøste og berolige et barn, der trænger til trøst. Også selvom dets mor/far/bedste er lige om hjørnet. Eller at forældrene er i den anden ende af legepladsen og lige skal nå hen til det barn, der er faldet eller blevet ked af et eller andet. Det barn giver jeg også gerne et kram eller en hånd at holde ved.

I denne situation faldt det mig også helt naturligt og egentlig ganske magtpåliggende at rejse mig fra stolen og sætte mig på gulvet med barnet og give det et kram. Først forsigtigt for at aflæse den lille piges reaktion på mig som fremmed. Hun kiggede mig i øjnene og kastede hele sin lille krop ind mod mig og klamrede sig til mig med et stille suk. Derfor jeg tog hende på skødet og vuggede hende i armene, mens jeg fortalte hende, at bedstemor kom lige om lidt igen. Hun blev stille og åndedrættet blev roligt igen, mens hun vedvarende så mig i øjnene og holdt fast i mig alt hvad de små hænder kunne.

Det tog måske halvandet minut alt i alt, måske endda kortere tid, før bedstemoderen kom tilbage om hjørnet med jakken på. Pigen holdt godt fast i mig indtil bedstemor med sin krop rakte ud imod hende. Så lod hun sig overdrage til sin kendte omsorgsperson, roligt og trygt.

Havde jeg været bedstemoren, havde jeg nok gjort det lidt anderledes. Taget pigen med mig i garderoben så hun hele tiden vidste, hvor jeg var. Sådan gør vi tingene forskelligt, og ingen er perfekte. Det er ikke pointen.

^^De er også gode til at udvise omsorg for hinanden, mine to piger. Især hvis den anden er ked af det. Som regel deler de og hjælper hinanden.

Pointen er, at jeg synes, det burde være helt naturligt at udvise omsorg i det offentlige rum. Også over for fremmede. Især over for børn. Jeg håber virkelig, at der er omsorgsfulde voksne, der vil give mine børn et kram, hvis de bliver kede af det, og de står tættere på pigerne, end jeg selv gør. Det er måske kun et halvt eller helt minut, det drejer sig om, før barnets omsorgsperson kommer ilende. Det virker som uendelig kort tid og måske lidt overflødigt, men tænk at være lille og ked af det og opleve, at de voksne, der står tæt på éen, ikke reagerer. Man behøver jo ikke at mase barnet ind mod hele sin krop med det første – men at sætte sig i børnehøjde og give et forsigtigt kram eller tage en lille hånd og spørge om de er ok, viser barnet tydeligt, at man er opmærksomme på dem. At de ikke er ligegyldige eller kan ignoreres. Det handler ikke om at mase sig ind og overtage forældrerollen. Slet ikke. Det handler simpelthen om at reagere på andres behov.

Jeg håber, og tror, at min og vores adfærd smitter af på mine egne døtre. I al fald falder det K helt naturligt at gå hen til børn, der er kede af det, og forsøge at hjælpe eller trøste dem. Især hvis de er mindre end hende selv. E er godt på vej. Hun italesætter det ret klart. Når nogen – især babyer – er kede af det, så skal man hjælpe dem. Det gør man ifølge hende ved at tage dem op, kramme dem og give dem mad eller en ren ble. Sådan gør hun selv med sine bamser og dukker. Det gør mig glad.