Ugen der gik. Lucia-stolthed og maveinfluenza.

Jeg er her endnu. Jeg ved godt, det ikke virker sådan, men det er virkelig ikke af ond eller sågar manglende vilje, jeg er så stille herinde. Ude i mit virkelige liv har den sidste uge (igen) været fyldt med sygdom. Min, Jonas’, pigernes. Det er næsten ikke til at holde ud efterhånden. Vi nærmer os noget, der ligner 10 uger siden september. Det lyder helt vanvittigt, som det står her, sort på hvidt. Tro mig, når jeg siger, at det også føles vanvittigt. Opslidende og uretfærdigt, faktisk også. Det er ikke det store, når man tænker på, at der er mennesker i verden med langt mere alvorlige problemer, men jeg føler mig snydt for de sidste 3 måneder. Snydt for tid og overskud til at pleje venskaber og lave sjove ting med mine børn.

Der har heldigvis været lyspunkter i ugens løb. I onsdags gik mit ældste barn Lucia med storegruppen i børnehaven. Det havde hun øvet sig på og set frem til i flere uger. Hun har øvet så megt, at lille E også har lært dele af den traditionsrige sang. Selvom jeg personligt synes, det er ret mærkeligt med Lucia på en ‘forkert’ dag, så var det utroligt rørende at se de små mennesker gå ranke og stolte og synge det bedste de kunne. Hun var så stolt og glad over optoget – det var næsten det bedste af det hele.

Fredag hankede jeg op i mig selv og tog hende med til Creative Space for at lave julegaven til E. Hun havde forberedt sig grundigt. Fundet billeder, tegnet skitser og overvejet komposition og farver. Inde på Instagram kan man se det halvfærdige resultat. Jeg er dybt imponeret over hendes evner. Jeg har hjulpet med lidt detaljer i ansigtet, men ellers er det den femåriges egne anstrengelser, man ser resultatet af.

Resten af ugen må til gengæld virkelig gerne ryge i glemmekassen. Hurtigst muligt, faktisk. Jeg har været sløj. Feber og forkølelse. E ligeså. K blev kaldt hjem fra børnehave torsdag med maveonde, og den lille satan virus fik jeg lov at overtage. Lørdag og søndag har mildest talt været op ad bakke. Det er en effektiv pre-juleslankekur, men det er vist også det, der er at sige af godt om den sag. Jeg gik i seng i går kl. 18. Kun for at stå op igen og kaste op i relativt imponerende mængder 40 minutter efter. I dag har Jonas også været ramt. Det kan ingen af os anbefale. Det er skidt nok med en voksen ude af spil. To voksne der kæmper sig igennem dagen og samtidig skal tilbyde et minimum af nærvær og forældreskab til de dér børn. Vi har gjort det, men det har været med næb og kløer. Heldigvis har vi nogle ret søde piger. De er gode til at finde på selv og til at lege sammen – når de altså ikke har klæbet til mig som burrer. Det er vist ikke nemt at se sin mor være sløj. Vi har set en hel masse (!) fjernsyn også. Overlevelse, I ved.

Jeg krydser sådan fingre for at vi nu – i det mindste for 2017 – er færdige med sygdom. Ikke mindst fordi Jonas og jeg faktisk har en dinner date i morgen. Babysitter-morfar er linet op og 9-retter venter forude. Hvis altså vi vågner i morgen og kan overskue tanken om mad i nogen former…