Gode mænd (og helt tørt vasketøj)

Store piger og særlige oplevelser

Det slog mig i dag, hvor store mine piger er ved at blive. Begge to.

K er taget til provinsen for at have et par julehyggelige dage med mormor og morfar, men forinden var hun med sin far i Tivoli for at indsnuse stemningen – og prøve et par af deres yndlingsforlystelser. Hun elsker især den 100 år gamle rutschebane. Bjergrutschebanan, som hun kalder den.

‘Far? Må jeg godt prøve den selv?’, spurgte hun i dag. Det måtte hun godt. Hun er stor nok ifølge højdemåleren. Og sig selv. Og sin far. Umiddelbart havde hun fået et nej fra mig, men så var det jo heldigt, at jeg var hjemme med E.

‘Sidder du alene?’, spurgte vognstyreren min store, lille femårige. ‘Ja’, svarede hun. ‘Og jeg er ikke bange for noget. Heller ikke for højder.’ Hun elskede det. At køre i den store rutschebane helt selv.

Det er ikke mig, hun har det fra. Fantasi, sangglæde, stædighed og blå øjne. Absolut. Modet? Nej.

I mellemtiden tog vi det mere stille herhjemme. En alt for kort middagslur krævede en lang, rolig opvågning med plads til et par kriser undervejs. Tid til at rase ud over et rensdyr, der ikke trak sin slæde rigtigt. Tid til at falde ned igen og få en kæmpestor krammer. Tid til at ville være lidt alene på børneværelset mens tankerne faldt på plads i det lille hoved – og tid til at læse en af yndlingsbøgerne igen.

Senere fandt vi overtøjet frem og gik forventningsfulde ned mod den lokale kirke for at høre en julekoncert med kor. Lille E glædede sig til at høre Halleluja’er, og jeg havde pakket lidt at spise og læse i. Det er aldrig til at vide, hvordan et sådan mere voksen-rettet arrangement falder ud når man har små mennesker med. Lille E havde en kæmpe oplevelse. Hun sugede til sig med øjne og ører, da sangen fyldte rummet, klappede begejstret med resten af publikum, når et nummer var forbi og sad roligt og stille i mellemtiden på mit skød, hvor hun kunne se koret.

Vi blev ikke til hele koncerten. Halvvejs, efter fællessangen, trak vi os tilbage alle tre. En halv time er nok for en to-årig. Det er måske i virkeligheden en del af hemmeligheden ved at tage afsted med (små) børn. At vide, hvornår man skal stoppe for at sikre at det bliver en god oplevelse for alle. Havde hun været urolig eller utilfreds, var vi gået med det samme, men hun var så optaget af oplevelsen, og hun har talt om koncerten hele aftenen. Mindet sin far om at man skal være stille, når nogen synger – og huske at klappe bagefter.

Ingen af delene havde kunnet lade sig gøre for et år siden. K havde været for kort til at køre i rutschebanen selv. E havde ikke kunnet forstå spillereglerne til en koncert. Det er en frygtelig kliche. Det med tid og børn. Ikke desto mindre er det sandt, og jeg holder fast i, at de begge stadig allerhelst vil sove sammen med mig, elsker at nusse, kysse og kramme og fortæller os alting. Hvem ved, hvor store de er blevet næste år.

24232223_10159680573130375_2290469773899920672_n

^^Ja. Det er både grynet og uskarpt. Men det er min lille, store pige, der er helt klar til at høre julekoncert. I hjemmestrikket bluse (HER) og hjemmesyet nederdel (HER). Og med to rensdyr i de små, stadig buttede hænder.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Gode mænd (og helt tørt vasketøj)