Store piger og særlige oplevelser

Frygt og Bæven

Jeg har det lidt svært med Kants kategoriske imperativ og en absolut skelnen mellem sort og hvid, rigtig og forkert, men jeg er helt med når det handler om Kierkegaards Frygt og Bæven.

Frygten er et grundvilkår i mennesket. Det handler (også) om selvopretholdelse og overlevelse. Det er en god ting at være bange for det, der kan slå dig ihjel. For mig fik frygten nærmest fysisk form ved fødslen af mine børn. For sammen med dem og den absolutte underlæggelse af et lillebitte menneskes behov fødtes også frygten for at noget skulle ske dem. At jeg ikke kunne passe på dem og skærme dem for alt ondt i verden.

Det kan jeg ikke. Det kan intet menneske. Af og til ville jeg næsten ønske, jeg troede på en gud. Bare en eller anden. For så havde jeg nogen eller noget at rette en bøn imod, når jeg ligger pande mod pande med et lille barn, der trækker vejret alt for overfladisk mens hun brænder af feber. Mens min erindring forsøger at blokere minderne fra sidste december. For ambulancer, indlæggelser, drop og en iltmætning der aldrig rigtig nåede op, hvor den burde.

Jeg tror ikke på noget guddommeligt. Jeg er ikke engang agnostiker.

Så jeg må finde et andet holdepunkt. En anden tryghed og base. Jeg vælger kærligheden. Og jeg vælger at lytte til det moderinstinkt, der er klogere end frygten. Jeg holder årvågent øje. Lytter og fornemmer små ændringer i vejrtrækningen, i søvnen, i bevægelserne.

Vi ved, hvad vi skal spørge efter denne gang. Hvis det skulle vise sig nødvendigt. Hvis angsten viser sig at være reel. Det er denne gang.

Frygten vil blive ved med at dukke op. Den er blevet et livsvilkår hos mig. Ikke et fremherskende et. Men den ligger altid lige bag ved lykken og holder vagtsomt udkig efter farer.

Lille barn. Bliv rask, vil du ikke?

15355757_10157831386475375_3361000700515860865_n

^^For snart et år siden på børneafdelingen på Hvidovre. Et alt for slapt, alt for blegt barn i alt for hvide omgivelser. Hjerte, brist ikke.

   

4 kommentarer

  • Tina

    Jeg forstår dig så meget.
    Når først vi bliver mødre, så dukker også angsten op for at miste vores skønne helt vidunderlige børn.
    Min datter fik alvorlig kræft for snart 6 år siden og hun har så ofte kæmpet for dit liv, ligget på Rigshospitalet år efter år imens jeg er blevet tilkaldt, fordi de tænkte at nu kunne hendes krop ikke kæmpe mere.
    Jeg har hende endnu, og jeg beder til Gud, for nogen må våge over hende, vi er jo kun mennesker og kan håbe det frygtelige ikke skal ske.
    Jeg håber ikke du må opleve den angst igen, lad os bede til Gud er der for vores børn og sørger for de bliver gamle.
    Jule tanker og hilsner til dig og dine!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Åh Tina. Jeg kan slet ikke forestillet mig, hvor hårdt et forløb det er for jer alle. Jeg håber, din datter kan helbredes så du kan se hende vokse op sådan som det var meningen. Mange, mange tanker til jer.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • God bedring med den lille mus. Håber ikke det bliver så slemt som sidste december. Men kender alt for godt frygten.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Tak. Jeg tror heldigvis vi er ovre det værste. Feberen lader i al fald til at være helt forsvundet i løbet af natten, og dermed er vejrtrækningen også mere på plads. Nu skal vi bare have lidt mere appetit og energi igen. Og lidt mindre snot, måske.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Store piger og særlige oplevelser