For præcis et år siden

For et år siden så vores verden med et ganske anderledes ud. E havde været sløj i flere dage, og søndag d. 11. december kørte min bedste veninde mig til skadestuen. Til et besøg, der afslørede en farligt lav iltmætning, en iltmaske til min slappe lille pige og en ambulance til Hvidovre, og hvad der skulle vise sig at blive næsten en uge på børneafdelingen.

Det var uden sammenligning noget af det følelsesmæssigt hårdeste, jeg nogensinde har oplevet. Synet af mit lille barn, der ligger slap og bleg i en alt for stor seng vil for evigt være ætset ind i mit hjerte.

Jeg glemmer heller aldrig venligheden,forståelsen og den ekstra omsorg, som en sygeplejerske viste i et varmt kram, da jeg ikke kunne holde tårerne, bekymringen og afmagten tilbage.

Hun er kommet sig helt og fuldstændigt siden dengang. Også for skrækken for læger. Vi kiggede billederne igennem forleden. Hun kunne godt genkende sig selv og se, at hun havde været syg. Men samtalen fortsatte med hendes egen fortælling. Om at få medicin, så man bliver frisk. Om at få kram og kys og nogen, der hjælper, når man har det dårligt. Det er grundtonen i hendes fortælling om sin alvorlige sygdom – og fra sit liv i det hele taget. Det er jeg uendeligt taknemmelig for. Tænk at have så robust et barn. En der er så tryg og sikker, at hun lander på det positive og lagrer det i sig i stedet for smerten og angsten.

I år ønsker vi os en jul uden sygdom og især uden indlæggelser. Især efter et efterår med alt, alt for mange sygedage. Jeg ønsker det samme for alle jer derude på den anden side af skærmen.