En kæmpe julegave. Den sødeste tiger fra Legeakademiet

Det år, mor ødelagde julen

– eller noget om at give sig selv lov at slække. På det hele.

Det er den 22. december. Juleferien er startet for os alle og vi har igen i år planlagt en jul på den måde, vi trives bedst. En sluttet kreds af de allernærmeste, ingen rejser gennem landet og uddelegering af juleforberedelserne.

Alligevel sidder jeg med en flad fornemmelse. Mest af alt – faktisk udelukkende – over mig selv. Det var ikke den her december, jeg havde planlagt. Det var ikke sådan, det skulle være. Med en mor, der har slæbt sig igennem med et minimum af overskud og efter devisen fake it till you make it. Jeg har ikke orket at tænde computeren om aftenen eller finde strikketøjet frem.

Det var jo meningen, at der skulle være fyldt med hyggeligt nærvær og overskud. At Nissen skulle lave sjove drillerier, at der skulle bages småkager og gåes ture, skøjtes og alt muligt andet. Ikke mindst fordi jeg i år, for første og måske sidste gang, har to piger, der tager julens magi og glæde helt til sig. Helt ind i de små hjerter.

De tror virkelig. På Nissen og på julen. Næste år er K måske så stor, at der er slået små skår af den klippefaste tro på, at der bor en Nisse bag den lille, blå dør. Det er i år, hun har haft mulighed for at blive hjemme lidt længere om morgenen eller holde en tidlig eftermiddag – eller et par dage hos Mormor og Morfar. Om et år er hun en skolepige, og så er den fleksibilitet ikke længere eksisterende.

Måske er det den nostalgi, der altid sniger sig ind ved årets afslutning, der spiller mig et puds. Men faktum er, at jeg ikke har levet bare tilnærmelsesvis op til egne forventninger til mig selv. Jeg har ikke orket. I stedet er jeg gået efter nemme løsninger og lave gærder. Det må man også godt. Jeg havde bare en anden virkelighed for mit indre blik.

Spørger man pigerne, er jeg ret sikker på, de har haft en dejlig december. Det er bare mig, der har skuffet mig selv.

Jeg forsøger at give mig selv fripas. At erkende og anerkende, at jeg har haft brug for at slippe tøjlerne og sænke barren. At det faktisk har slidt mere end jeg har vidst, at manøvrere nogenlunde helskindet igennem et efterår med urimeligt megen sygdom på kryds og tværs. Jeg er blevet uendeligt meget bedre til at give slip på forventningerne end før jeg blev mor. På den måde er moderskabet så fint. Det er på en og samme tid ønsket om at gøre det bedst tænkelige for sine børn – og på samme tid accepten af, at tingene må være gode nok som de er. Fordi man ikke kan planlægge og eksekvere perfektion i alle henseender i livet med (små) børn. Jeg kan i al fald ikke.

Jeg har ikke ødelagt julen. Det ved jeg godt. Jeg har gjort det så godt, jeg kunne. Men hvor ville jeg ønske, jeg havde kunnet gøre mere i år. Jeg håber, at juleferien bliver det pusterum, vi alle trænger sådan til. At vi kan få energien tilbage sådan for alvor i løbet de kommende 10 dage. Og hvis jeg har et særligt ønske, så er det, at jeg må være så uforskammet heldig at få en chance mere næste jul for at skabe magi for de små mennesker, der betyder allermest for mig.

skaermbillede-2017-12-22-kl-10-47-44-am^^ Det bliver en slags hvid jul. Jeg forsøger at kickstarte strikkeglæden igen med et nyt, blødt projekt. 

   

5 kommentarer

  • Eva

    Har meget de samme tanker! Prøver at ‘trøste’ mig med mine børn (5 & 6 år) har talt ned til jul siden november og glæder sig enormt selvom deres mor stresser lidt… ♥️ God jul til dig & dine

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Det lyder lidt som her… min søn er lige blevet 3 og kan og forstår så meget mere denne jul – men udover nissedøren og gaver i sokken (når jeg huskede det) har det faktum at jeg afleverede eksamensopgave i onsdags og vi kom hjem fra ferie den 3. gjort at der ikke er sket så meget andet… og nå ja – den der massive kvalme som hans kommende lillebror/søster tog med i sin rejse ind i min krop… shiiiiit… tænk at to graviditeter kan være så forskellige – og at den med kvalmen kommer nu hvor jeg har en 3-årig i huset… suk..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    Du beskriver mig, for et år siden (og lidt i år). Da jeg sad i bilen på motorvejen den 23/12 2016 trillede der en tåre, af præcis samme årsager, som du beskriver. Jeg gik på hjemme på barsel og “burde” jo have haft tid til at jule igennem med min dengang 4 årige. Istedet havde vi været småsyge og pludselig var december gået, uden jeg havde fået bagt en eneste julekage eller spise en eneste æbleskive.
    I år har stort set været det samme, og så alligevel ikke helt. Børnene har stadig været småsyge på skift, og der var stadig lidt for mange julegaver, der skulle købes. MEN, jeg har været meget bevist om IKKE at forvente for meget, og det har hjulpet.
    Fx. ville jeg gerne bage og pynte kager med min nu 5 årige. Det blev en nem løsning, hvor jeg købte færdige hjerteformede peberkager, som i løbet af december er blevet dekoreret med overdådige mængder glasur og krymmel. Det var enormt hyggeligt (for alle) og så venter vi med hjemmebag til en anden god gang.

    God jul til jer – er sikker på, at du slet ikke kan undgå at komme i den helt rette stemning, med to små forventningsfulde piger i huset. Og nu er der jo ganske snart.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lolly Torbensen

    Jeg kan trøste med at de elsker dig betingelsesløst alligevel – OG at de faktisk stadig som 8 årige tror på magien og glæder sig præsis lige så meget som de yngre søskende – hvis man selv har bevaret bare en snert af fantasi og magi i hjertet og kan formilde det videre (endda med begrænset energi til materielle udfoldelser fra moderens side ) Så slip du bare den dårlige samvittighed og nyd nærværet med børnene – det er jo det julen i virkeligheden handler om 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Du er ikke den eneste – se blot os i kommentarfeltet 🙂 December er herhjemme gået med alt for meget arbejde og en lille søn, der desværre lagde sig syg for en uges tid siden. Og forblev sådan til i går. Jeg skulle have købt julegaver, gjort julerent inden familiens indtog d. 24 og løst en række større opgaver på arbejdet, så jeg med god samvittighed kunne holde ferie d.22. Sådan blev det ikke. Den sidste uges tid har været en seriøs omgang familietetris, hvor spørgsmålet: hvem kan blive hjemme? har været dagligt oppe at vende. Øv. Men jeg husker mig selv på, at de – nu mere tilfældige, end planlagte – gaver under træet, de manglende hjemmebagte julekager mm. i virkeligheden ikke betyder det store. Faktisk begynder det hele først rigtig nu. Nu hvor har vi ferie – min søn, min mand og jeg. Ro og nærvær. De uindfriede forventninger – de er mine og ikke min søns. Det fejrer jeg sgu med et glas Amarone og Eddie Vedder på pladespilleren, og så siger jeg “pyt” til alt de vi ikke nåede. Det er noget nyt, jeg lærer mig sig 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En kæmpe julegave. Den sødeste tiger fra Legeakademiet