Bøger, der lærer dig noget om dem, du elsker

Vi er egentlig ude over den lyserøde fase med K. Den periode, som mange med piger i børnehavealderen oplever, hvor ALT helst skal være lilla eller lyserødt og ALT helst skal være kjoler. K har udlevet (og jeg har overlevet) den del af barndommen nu, og heldigvis er vi nået dertil, at mange farver er flotte og seje og at bukser ligeså vel som skørter kan være dagens outfit. Helt færdige med det lyserøde er vi dog ikke. Lige pt. er der to lyserøde bøger, jeg synes fortjener en plads på bloggen. For selvom de er lyserøde udenpå, er de hverken hvinende sukkersøde eller tuttenuttede indeni. Tværtimod er det begge bøger, der giver mulighed for at blive klogere på nogen...

En frygtelig kvinde – når mormor arrangerer date

Har din mor nogensinde sørget for at du kunne tage på date? Jeg tror, hånden på hjertet, aldrig det er sket før for mig. Men i dag arrangerede min mor en date for Jonas og jeg, som var både tiltrængt, dejlig og betænksom. Hun planlagde at tage toget ind til os for at passe pigerne, så vi både kunne spise en frokost ude og tage i biografen og se ‘En frygtelig kvinde’. Det er meget sjældent, vi er i biografen sammen. Både af – for småbørnsfamilier åbenlyse -logistiske årsager, men også fordi vi har ret forskellig smag i film. Vi var dog ret enige om, at denne ville vi gerne se sammen, og vi talte om filmen juleaften – og afledt...

Det bedste – og det værste – fra 2017

Det hører sig til, gør det ikke. Et tilbageblik på det år, der næsten er omme og et genbesøg i tankerne til det, der har været lykkeligt, og det der har været lidt tungere. Jeg har lyst til at starte med det svære, og gemme glæden til sidst. For at slutte indlægget og min egen tankerække på en positiv note. Jeg synes 2017 har været lidt hård at komme igennem, hvis jeg skal være helt ærlig, så jeg ser frem mod et nyt år, der forhåbentlig bliver fyldt af anderledes glæde og overskud. Hej chef. Nogen er syge. Igen. Noget, der har fyldt rigtig meget i den sidste del af året, har været sygdom. Ikke noget alvorligt, heldigvis, men bare...

Det år, mor ødelagde julen

– eller noget om at give sig selv lov at slække. På det hele. Det er den 22. december. Juleferien er startet for os alle og vi har igen i år planlagt en jul på den måde, vi trives bedst. En sluttet kreds af de allernærmeste, ingen rejser gennem landet og uddelegering af juleforberedelserne. Alligevel sidder jeg med en flad fornemmelse. Mest af alt – faktisk udelukkende – over mig selv. Det var ikke den her december, jeg havde planlagt. Det var ikke sådan, det skulle være. Med en mor, der har slæbt sig igennem med et minimum af overskud og efter devisen fake it till you make it. Jeg har ikke orket at tænde computeren om aftenen eller finde...

En kæmpe julegave. Den sødeste tiger fra Legeakademiet

[ Indeholder reklame – modtaget i gave ] Nogle gange er det virkelig svært at finde på en god gave. Andre gange er det let at finde på gaven – men sværere at føre idéen ud i livet. Siden vi besøgte Dyreparken i Kristiansand i sommer, har K talt om de fantastiske (og gigantiske!) realistiske plysdyr, hotellet havde udstillet til kig og til kram. Især var det kattedyrene, hun kastede sin kærlighed på – og tog en tårefyldt afsked med, det lille menneske. Derfor har jeg brugt lang tid på at søge efter lignende plysdyr, men det er overraskende vanskeligt at finde, når man nu både vil have størrelse og dyr, der ser ‘rigtige’ ud. Heldigvis kom de søde legetanter hos Legeakademiet mig...
Older posts