Ingen Dikkedarer Cardigan, garndetaljer og mine tilpasninger

Problemet med inklusion

Nogle indlæg er sværere end andre at skrive. Dette har ikke været let, for det er en svær balancegang at skrive og tale om det, der ikke fungerer. Især i en sag som denne. Til gengæld er det også ord, jeg har brug for at skrevet ud. Derfor vil jeg lige starte med at gøre noget helt klart. Jeg har den dybeste respekt for det arbejde, pædagogerne udfører. Jeg ser hver dag, hvordan de knokler og hvor unfair deres arbejdsbetingelser er i den situation, de er i. Det handler ikke om deres indsats, faglighed eller professionalisme og omsorg for børnene. Jeg er heller ikke ude på at pege fingre af bestemte børn, men i stedet italesætte forhold i hvilke inklusion bliver problematisk. Og så er jeg naturligvis farvet. Det kan næsten ikke være anderledes, når mit eget barn hver dag færdes i et uhensigtsmæssigt og ærligt talt grænseoverskridende miljø.

Som udgangspunkt er jeg enig i den etiske, filosofiske betragtning om inklusion og rummelighed. At der skal være plads i samfundet til alle. At vi hver især har ret til at indgå i fællesskaber med de kompetencer, vi kan bidrage med. Stort som småt. Det er i vid udstrækning både ønskværdigt og prisværdigt. Jeg har dog aldrig helt kunne komme overens med Kants kategoriske imperativ. Verden er mere gråtonet end sort og hvid, er min erfaring.

Daginstitutioner skal, efter loven, også være inkluderende. Og som udgangspunkt og i teorien er jeg enig. Problemet med inklusion opstår, når der ikke er ressourcer til at sørge for at den fungerer i praksis.

Problemet med inklusion er helt konkret, når et par udadreagerende børn dræner alles energi og sætter dagsordenen for en hel gruppe af børn. Når der ganske enkelt ikke er hænder til at sørge for at inklusionen lykkes.

Problemet med inklusion er, at mit barn og mange andre aldrig ved, om de bliver slået, sparket, kaldt rigtig grimme ting – ord og vendinger, der absolut ligger langt uden for normalen for fem-årige i børnehaver – eller, som det var tilfældet for min ældste datter i fredags, får tværet sand ud i hele ansigtet, næse, øjne og ører, at en voksen må hjælpe med at få det ud igen. Det fandt Jonas og jeg først ud af, da det var aften og tid til at vaske ansigtet. For her fandt vi små spor af sand, og dagens væmmelige overgreb vældede op igen i den femårige.

Jeg har efterhånden svært ved at lade være med at tænke videre. For hvad nu, hvis der sker noget rigtig farligt? Hvis nogen bliver skubbet ned fra et klatrestativ? Bliver ramt af en saks, der bliver kastet? Hvor langt skal rummeligheden gå – og hvor meget er det rimeligt at gruppen skal kunne favne?

Når inklusionen ikke fungerer, så bliver etiske og filosofiske idealer til et problem for hele gruppen. Der ligger sig en tone af utryghed og usikkerhed under legen og under alt det gode, som pædagogerne kæmper så hårdt – hver eneste dag – for at sætte i værk og stimulere. Som barn af folkeskolelærere ved jeg, at inklusion kan være rigtig godt. Men jeg ved også, at det ikke altid er den bedste løsning. Det er ikke alle børn, der kan trives i en helt almindelig folkeskole – det er hverken til glæde eller gavn for dem selv eller for resten af børnegruppen.

Det er ethvert barns ret at måtte indgå i en gruppe. Ikke at blive ekskluderet. Men det er også et barns ret at være tryg og at være i et ikke-voldeligt miljø. Det er utrygt at opleve sine venner, sig selv og endda de voksne blive overfaldet. Det er et svært emne og en vanskelig afvejning. Hvornår skal man inkludere – og hvornår bliver fællesskabet og resten af gruppen så kompromitteret, at inklusionen er til mere skade end gavn for den samlede børnegruppe? For mit vedkommende, så synes jeg, at grænsen er nået. For længst. Jeg synes det er meget langt fra at være i orden, at børn, der på stort set daglig basis udviser voldelig adfærd, kan få lov at fortsætte på samme måde. Og ja. Der er søsat initiativer og forsøgt at sætte flere hænder på. Men det har foregået siden starten af august og der er ikke sket nogen bedring af situationen endnu.

Jeg er naturligvis enormt farvet af at være en forælder til et barn, hvis hverdag er været præget af netop den slags miljø. De voksne på stuen gør en gigantisk indsats, men der er ganske simpelt ikke hænder nok. Det er utilfredsstillende, det er utrygt og det er ikke godt nok. Hvis vi har en politisk (og etisk) ambition om at være inkluderende, så SKAL vi også kunne bakke ord op med handling og sætte de ressourcer ind, der sikrer at inklusionen bliver et positivt projekt. Kan vi ikke det, så er vi nødt til at overveje om inklusion er det rigtige.

Det kan den være. Jeg tror bestemt på, at vi lærer en masse af at møde mennesker, der er anderledes end os selv. Det er ikke fordi jeg ønsker at skærme mine børn fra alle, der ikke er som dem selv. Meget langt fra. Men der er forskel på at være åben og så dette. Jeg er voksen. Jeg har redskaber og kognitive evner til at forstå, hvad der sker, når jeg er i situationer, der er udover normalen. Jeg har desuden muligheden for at fjerne mig helt fra situationen, hvis jeg føler mig utryg.

Det har mit barn ikke.

22140972_10159373578630375_370603679133421341_n

   

20 kommentarer

  • Eva

    Enig. Og hvor er jeg ked af at læse om jeres oplevelse i fredags.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh altså! Jeg kender det. Jeg er pædagogen. Ikke i din datters institution, men i en anden insitituon. Og det er bare så skide svært og hårdt at være i! At forsøge at rumme det barn eller de børn, der har det svært, og samtidig passe på de andre, samle hele flokken, ikke udstille nogen, og arbejde på udvikling hos dem alle – på hver deres lille niveau.
    Benhårdt arbejde! Benhårdt. For både børn og voksne. Kram til jer! Jeg håber der kommer styr på det!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Tak for det input – det er faktisk rigtig rart med ord fra nogle af jer, der ikke er i forældrerollen eller som er forældre til børn, der er ‘de andre’.

      Det er en rigtig svær situation for alle. Må jeg spørge dig om noget? Er der et ‘tipping point’? Altså; er der en grænse, hvorefter man skal vælge en anden løsning, hvis der ikke er tegn på bedring? Eller er det bare ærgerligt og man må kæmpe videre som bedst man kan uanset hvilken støtte der gives (eller ikke gives?)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • S.

    Jeg er så enig – og hvor er det synd for K og jer. Vi er også inklusionsramt i Storemusens klasse – det er simpelthen hårdt! Har I overvejet et bh.skift?
    Masser af tanker, kh. S.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Tak for tankerne. Vi har overvejet, men dels har hun allerede skiftet børnehave en gang (da den gamle institution blev slået sammen med søsterinstitutionen og flyttede et godt stykke væk) og dels er der en rigtig god pigegruppe, som hun holder meget af. Og så er der tiden. Hun skal i skole til sommer. De tre ting kombineret giver ikke megen lyst til endnu et skifte – for hendes skyld. Men hvis det bliver meget værre, så må vi tage det op igen, for det er virkelig ikke en holdbar situation.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Puha, sikke en historie. Det lyder som om, at de er spændt hårdt for i den daginstitution, hvor din datter går. Det er dog et tidstypisk billede – og desværre et rigtig grimt ét af slagsen. En ting er de udfordringer, der naturligt må være i en børnegruppe, når nogle børn “fylder mere end andre” samt de udfordringer i personalegruppen, når man ved, at man ikke kan løfte opgaven – noget andet er de mange børn, som vi desværre taber på gulvet i forsøget på at lukke dem ind. Nogle børn har desværre så svære vanskeligheder, at der skal en specialiseret indsats til for at deres trivsel og udvikling kan sikres. Det tilbyder systemet desværre ikke – eller i meget ringe omfang – i dag. Dette er på ingen måde ment som en negligering af de vanskeligheder og bekymringer I har som familie, men som et indspark til debatten. For søren, hvor har de “svære” børn i institutionerne brug for noget andet – noget mere – så vi sikrer, at de går en fremtid i møde, som de er klædt på til. Selvom et barn er udad-reagerende er det jo ikke “almindelig” adfærd at bedrive overgreb på andre børn – det er et symptom på at barnet er presset og ikke får den støtte, som barnet burde i de omgivelse, som barnet befinder sig i. Forhåbentlig får beslutningstagerne øje på det med tiden og ser, at inklusion i sin grundidé er umærket, men i praksis – pardon my french – ubrugelig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Du har kondenseret det, der lige præcis er min pointe. Hvis vi skal inkludere, så SKAL vi sætte ressourcer og specialviden ind sammen med barnet. Ellers bliver det et problematisk miljø at færdes i for alle – OGSÅ (og måske især) det barn, der reagerer uhensigtsmæssigt. Tænk at være så presset hver dag, at man slår og sparker eller ødelægger andres ting? Det er jo også daglige nederlag.

      Vi er helt enige i at filosofien er smuk, men praksis kan være alt andet end det.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Janne

      Ja, ubrugelig i en dansk kontekst, som det er nu. Det kan lykkes og i Italien har de haft succes med det gennem 30 år.
      Jeg mener, at vi ikke blot kan sige, det er ubrugelig i praksis. Det handler om, hvordan vi som samfund, herunder det politiske og økonomiske system og befolkning som helhed, griber det an. Lige som opdragelse til et demokratisk livs- og samfundssyn med menneskerettigheder er inklusion et fælles anliggende. Vi skal derfor være opmærksomme på, hvordan vi i samfundet taler om det og hvilke værdier, vi giver videre til vores børn. Herunder huske, at modsætningen til inklusion er eksklusion.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Tak for den spændende artikel.

      Jeg håber ikke, du læser mit indlæg som at jeg er modstander af inklusion. For jeg synes det er en gave med et samfund hvor der er mange stemmer og plads til forskelligheden.

      Jeg synes dog også, at den måde inklusion tvinges igennem på uden de fornødne ressourcer i daginstitutioner og skoler er dybt, dybt problematisk. For alle de børn og voksne der rammes af en utilstrækkelig og ikke-succesfuld inklusion.

      Og i samme åndedrag er jeg som forælder nødt til at sige fra over for et miljø, hvor vold er en del af hverdagen. Det kan simpelthen ikke være rigtigt at nogen børn skal opleve det i deres børnehaver eller nogen andre steder. Så indtil der er ressourcer til at løfte opgaven på en ansvarlig måde synes jeg man skal overveje helt overordnet hvilken pris inklusion også har. For mit barn, for de andre børn på stuen og især også for de børn, der dagligt kommer til at reagere på en måde, der gang på gang får de andre til at blive bange og utrygge i deres selskab og derfor kommer til at trække sig fra dem for at undgå at blive slået, sparket eller få deres ting ødelagt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nina

    Jeg er så enig med dig. For selvfølgelig har de udfordrede børn godt af at være i en gruppe med andre børn, men det skal være ressourcer til det.

    Min søn går i en institution der indtil for nylig har haft pladser til netop børn med særlige behov af forskellig art. Men i inklusionens “hellige” navn er de ekstra ressourcer de havde til dette blevet frataget dem. Og ja de voksne gør et kæmpe arbejde men det er tydeligt at de mangler de ekstra hænder!

    Det er så sørgeligt for alle parter at besparelser køres ind under titlen inklusion 😢

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Pyh hvor det lyder hårdt og som en svær situation!
    Min datter lige startet i børnehave og vi oplever heldigvis kun småting i forhold til det du beskriver. Og jeg kan mærke, når jeg læser dit indlæg, at jeg bliver helt løvemorsagtig og tænker, det ville jeg aldrig selv finde mig i, så hvorfor skal små børn! Jeg har overhovedet ikke nogen løsning, det virker bare så hårdt at usikkerhed om vold(som adfærd)skal være hverdag! Ikke ok for nogen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Janne

    Åh, jeg forstår det godt og samtidig bliver jeg så trist af at læse det og kommentarerne. Som mor til en udviklingsforsinket dreng (pga sjælden kromosomafvigelse) opleves det så ensidigt, når det fremstår som om, det kun er børnene med særlige behov som er “problemet”.
    Min søn gik i alm vuggestue (integreret med børnehave) næsten 2 år inden, han endelig kom i specialinstitution. Han var så stille, trist, indadvendt hele den periode, sov sparsomt om natten pga overstimulation og havde mange generaliserede krampeanfald. Han var enormt sensitiv og kunne jo ikke rumme al den virak om ham, som der er i en alm institution. De “normale” børn kunne ikke forstå, at han ikke kunne rumme dem og var grænseløse i deres henvendelser til ham med og voldsomme i deres kropssprog. Så her var det altså alle de “normale” børn, som var problemet – og selvfølgelig rammer og ressourcer.
    Inklusion kræver gensidig anerkendelse, forståelse og tid fra alle parter. Derfor er det så svært i vores effektivitets- og præstationsorienterede samfund.
    Nu er min søn 10 år og udvikler sig så fint. Hans krampeanfald og manglende nattesøvn stoppede, da han begyndte i specialinstitution.
    I specialområdet har børnene VIDT forskellige behov og problematikker. Paradoksalt nok har jeg aldrig oplevet et mere inkluderende miljø end der. Kan kun sammenligne med erfaringerne med storesøster på 13.
    Hvad jeg vil sige med det: Inklusion er også kulturændring – og det tager altid tid.
    Bedste hilsner

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      “Inklusion kræver gensidig anerkendelse, forståelse og tid fra alle parter.” Du skriver det selv så fint. Inklusion kræver alt dette – men for at det kan gives, så SKAL der være ressourcer, rammer og specialviden til at hjælpe med inklusion og gode relationer på tværs.

      Jeg er ked af at høre, at I har haft så svær og ubehagelig en tid i en ‘almindelig’ institution. Almindelige institutioner med de rammer og vilkår, de har, er ganske enkelt ikke egnede til alle børn. Der er hverken viden, tid eller hænder til at håndtere børn der har forskellige udfordringer udover ‘normalfeltet’. Og derfor er det så vigtigt at der er specialiserede institutioner og skoler, der kan sikre at barndommen ikke bliver en konstant kamp for at skulle passe ind i en kasse, der ikke er lavet til en.

      Så. Jeg er enig med dig i at en kulturændring tager tid, og at inklusion kan være en god og vigtig ting. Men jeg kan på den anden side heller ikke stiltiende acceptere, at der er voldelige episoder stort set dagligt i min datters miljø – og at der slet ikke er sket nogen bedring i over 4 måneder.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria Bøg-Skov

    Kære Stine.
    Det gør mig virkelig ked af, som pædagog at det er endt sådan i din datters børnehave.
    Jeg syntes dog at du skriver så flot at det ikke er personalet skyld. Men ressourcerne.

    Jeg har selv arbejdet med børn med særlige behov før sammen med de andre børn og gør det også nu.

    Hvis institutionen ikke kan få ekstra timer til de børn, så er det op til lederen at gøre opmærksom på at institutionen ikke kan løfte opgaven.
    Men det kan lederen primært kun via mange henvendelser, så jo mere i forældre og pædagoger går på barrikader jo bedre. Ærgerligt men sådan er det desværre.

    Med håb om en bedre løsning for alle parter snart.

    Mvh Maria Bøg-skov

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Tak for dit input – og for rådet. Det er nemlig i meget, meget høj grad et ressourcespørgsmål, og hvis ressourcerne og de voksne med de særlige kompetencer ikke kan findes, så er det en ekstremt uholdbar situation for alle involverede.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lina

    Jeg får helt ondt i maven. Hvor er det bare overhovedet ikke i orden med så voldsomme overgreb og generel utryghed. Der må da være en stopknap et sted? Værktøjer ledelsen kan gøre brug af? Jeg er virkelig chokeret!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Jeg ved det ikke. Det er en rigtig dårlig situation for alle, men det lader ikke til, at der er nogen reel udvikling.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ingen Dikkedarer Cardigan, garndetaljer og mine tilpasninger