Quiet

Vi kan ikke være det bekendt

Min ældste datter fortæller det ikke længere til de voksne i børnehaven, hvis en af børnegruppens to udadreagerende drenge har slået hende.

Den lader vi lige stå lidt.

I knap fem år har vi haft personlige erfaringer med daginstitutioner. I løbet af de knap fem år har vi kunnet mærke forringelserne og besparelserne på området uhyggeligt tydeligt. I form af rammer, der reelt ikke længere giver mulighed for et godt børneliv eller arbejdsliv. Voksne, som brænder for deres fag og som rigtig gerne vil ‘deres’ børn, men hverken har hænder eller ressourcer til at slå til. En pædagog har kun to arme og et skød. Hvis vi fjerner for mange pædagoger er der ikke engang tilnærmelsesvis nok arme og skød til bare halvdelen af børnene. De er væk. Sparet væk.

Kontrasten fra børnehaven til dagplejen er skærende og grel. I vores fantastiske, kommunale flerbørnsdagpleje, lyder normeringen som en pastelfarvet, regnbueglitrende drøm. Men den er nøjagtig, hvad den bør være, hvis man ønsker ansvarlige forhold for de mindste i samfundet. Hvis man vil være sikker på, at der er muligheder for at se, høre og støtte det enkelte barns udvikling og indtræden i en gruppedynamik. Her er tre voksne til otte børn. Begge mine døtre har været så ualmindeligt heldige at få plads her, og vi kan ikke forestille os, at det kunne være anderledes.

Det er et fantastisk miljø. Der er ro, tid, overskud og glæde. Det er så tydeligt for alle, at her er rart at være. De voksne er et fast trekløver, og der er desuden en lille flok faste vikarer, der tilkaldes, når der er ferie, sygdom eller kurser. Ingen børn bliver glemt på en legeplads eller i et puderum. Der er tid til at holde i hånd, til alle sover trygt, og mulighed for at søvnen følger de mindstes rytmer på tværs af resten af gruppen. Der er tid til at arbejde med selvhjulpenhed på en kærlig og rolig måde. Til at to børn kan tage på natur-tur og samle blade, kastanjer og bær for at lave smukke stillebens i en gammel ramme, som pædagogen cyklede rundt for at finde i sin fritid. Fordi hun gerne ville og fordi de voksne her så åbenlyst har både faglig og personlig glæde ved deres arbejde. Sådan som det er, når man hver eneste dag ser og mærker, at man kan gøre det, man gerne vil. Min yngste datter løber hver morgen ind for at kramme alle og har aldrig travlt med at komme væk, når vi skal hjem.

Min ældste datter fortæller ikke længere til pædagogerne, hvis hun er blevet slået. Hun laver perleplader dag ud og dag ind side og side med sine jævnaldrende, fordi der ikke er overskud til andet. Selvom vi kan se, at hun efterhånden bliver rigtig dygtig til perlerne og til at lave mønstre og figurer, så er det langt fra optimalt. Faktisk er det ikke engang i orden. Det er ikke i orden, at der ikke er hænder og overskud til at lave afvekslende aktiviteter med børnene. Det er ikke i orden, at to børn med uheldig adfærd kommer til at tage al energien og at der ikke kan sættes ekstra ressourcer ind til dem, så de faste voksne kan tilgodese resten af gruppen. Det kan ikke passe, at der ikke findes overskud til at booke gratis besøg på museer eller besøg i institutionen fra kulturinstitutioner, der kan bidrage til anderledes og spændende aktiviteter. Det kan ikke passe, at de eneste udflugter går til legepladser indenfor gåafstand. Det er ikke ok, når lederen affejer det manglende overskud til andet end perleplader med, at det er stuens ledende pædagog, der er ansvarlig for aktiviteter.

21616540_10159283331945375_8048810297614331743_n

Jeg bliver tung og træt og ked af det, når jeg ved, at min datter er holdt op med at spørge efter hjælp. Når hun ikke siger det til nogen, hvis hun bliver slået, fordi hun ved, hvor lang tid, det tager, hvis hun først skal trøstes og den skyldige siden skal konfronteres sandsynligvis med en konflikt til følge. At de voksne reelt ikke har tid til at tage konflikterne, fordi der så ikke er nogen til at være med resten af børnegruppen. Jeg bliver trist på hendes vegne, men også de voksne, som forsøger så godt det er menneskeligt muligt, men som ikke har nogen reelle chancer for at nå alle børnene i løbet af en dag. Hun er heldig, trods alt. Hun er der sjældent mere end 9-15, og hun har såkaldt ressourcestærke forældre. Sådan har vi haft mulighed for at indrette vores arbejdsliv. Den mulighed er det langtfra alle, der har.

Om lidt er der kommunalvalg. Jeg sætter min stemme ved nogen, der har en familiepolitik og som vil have minimumsnormeringer og hellere vil undgå skattelettelser end spareøvelser i en velfærdsstat, der ikke kan spares mere på. Om under et år skal min yngste datter starte i børnehave. Jeg kan ikke bære, hvis hun fra starten skal lære, at det ikke kan betale sig at spørge om hjælp. Det var min ældste datter trods alt næsten fem år, før hun måtte sande. Hvis ikke vi holder op med at spare på institutioner, uddannelse, sundhed og kultur, så bliver vi et ualmindeligt fattigt samfund. Et samfund hvor middelklassen fravælger det offentlige system og på den måde undergraver det hele – jeg overvejer, for første gang nogensinde, helt oprigtigt et privat alternativ til den kommunale børnehave for min lille pige. Et sted med ordentlige normeringer og forhold for både børn og voksne, og det er helt grotesk, at jeg ikke længere synes at kunne finde det i vores allesammens velfærdsstat.

18 kommentarer

  • Hørt!! Det er bare ikke godt nok, og det er jo helt forfærdeligt, at vi starter børnenes liv ud med den slags oplevelser. De kan sætte sig og kræve (be)handling senere. Vores ældste er lige startet i børnehave, og selvom der i hans private dagpleje “kun” var to voksne til 10 børn, så var det er vanvittigt kulturchok for os! Nu har han været der i fire uger, og vi har nu haft en uge uden gråd. Fordi vi har haft et møde med børnehaven om, at det bare ikke kørte godt nok.
    Det er ikke pædagogernes skyld. De er så søde, og de vil så gerne, men der er bare ikke tid – der er ikke hænder nok. Jeg forstår godt, mange forlader faget eller går ned med stress. Jeg tror simpelthen ikke, de spareglade politikere har stået i en børnehave siden dengang, der var tid til kærlighed. For man behøver ikke være der ret længe for at se, at det er kaos.
    Jeg sætter også min stemme på et bedre velfærdssamfund.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Åh, hvor er jeg ked af at høre det. Jeg håber, I snart får en dreng, der bliver gladere for børnehaven og at der bliver taget hånd om hans trivsel.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kathrine

    Jeg vil bare sige. Gør det! Flyt til privaten. Vi har lige rykket pga mistrivsel til et vidunderligt, dejligt sted – og vigtigst af alt; en ordentlig normering, med tid til omsorg.
    Hvor lyder det i grunden sindssygt. Tid til omsorg. Det er et helt basalt behov for de små, som vi accepterer ikke bliver tilgodeset.
    Det er ikke ok.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Åh, jeg overvejer også, men så bliver det tredje børnehave, hun skal i – og der er en rigtig god pigegruppe hvor hun går, med mange gode veninder og et par gode drengevenner også.

      Til gengæld kigger jeg efter det private på lille E’s vegne. For en sikkerheds skyld. For ja. Omsorgen og overskuddet er så vigtig.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Jeg er så enig med dine betragtninger! Og så ærgerlig over de forskelle, der hersker mellem de københavnske institutioner. Vores datter går i en dejlig børnehave på Indre Nørrebro, hvor de netop har lavet præcis de ting, som du nævner med dagplejen. Derudover også ting såsom at tage på tur og plukke æbler og derefter lave æblegele, være med i køkkenet sammen med kogekonen, få “Maler-John” og idrætspædagoger ud, osv. Sådan burde det jo være alle steder! Det er simpelthen så trist at høre, at andre børn ikke er så heldige 😔

    Stuens pædagoger og medhjælper tager 100% initiativ til disse ting. De fortæller desværre også om, hvor tung lederen er at danse med og beder til tider os forældre om hjælp i stedet. Hvilket jo egentlig ikke er en dårlig ting 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Forældreinddragelse er bestemt ikke ringe – men når der ikke engang er overskud til dét (jeg har spurgt og tilbudt min hjælp og tid!), så er det skidt.

      Det er så ærgerligt at der ikke er generel konsensus om at hvis den danske arbejdsmarkedsmodel skal fungere med to udearbejdende forældre, at forholdene for de små skal være ordentlige. Forsvarlige. Omsorgsfulde. Det er en myte, at institutioner er til for børnenes skyld, og den skal vi holde op med at genfortælle.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Carina

    Jeg er helt enig, besparelserne har medført at ingen af vores børn kommer i danske institutioner før skolealderen.
    Men vi må som forældre tage et stort medansvar. Besparelserne sker kun fordi det store tavse flertal acceptere det. De seneste 10 år har vi både haft rød og blå flertal landspolitisk uden ekstra midler til børneområdet. Det er udelukkende fordi det ikke er vigtigt for vælgerne. Minimumsnormeringer er hundedyrt og kommer kun hvis vælgerne vil have det og indtil nu har mange ikke prioriterer det nok.
    I København er det tankevækkende at der er klart født flertal og SF er stolte af en budgetsftale hvor de får en ny park til Nordhavnen men er villige til at spare yderligere på børneområdet.
    Perdonligt tror jeg ikke der sker reelle ændringer de næste mange år, før forældre reelt er klar til at prioritere det på bekostning af skattelettelser mv.
    Indtil da må Danmark ihvertfald undvære vores skatteindtægter og jeg aflevere med tryghed mine unger til 5-6 pædagoger til max 20 børn. Det er nemlig muligt andre steder.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Jeg er enig i, at det er et kollektivt ansvar. Indtil stemmerne bliver sat (markant) hos politikere med en forsvarlig politik omkring velfærdsstaten kommer der nok desværre ikke til at ske det store. Udover at det offentlige og kommunale bliver mere og mere nedslidt og miskrediteret. Jeg ville ønske, at politikerne holdt op med at se på meningsmålinger og populisme og i stedet turde at være så gammeldags, at de traf valg og beslutninger med sigte på fremtiden. 5, 10 og 20 år ude i fremtiden. For eksempel som Merkel, der absolut ikke altid vælge de populære valg, men som til gengæld er en, folk ved, hvor de har. Og den slags er der tydeligvis stemmer i. Hvor har I mon base, hvis jeg må spørge?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Carina

      Vi er flyttet til England og har fundet verdens bedste sted til vores børn. Der er nu også mange dårlige steder her, men dog minimumsnormering.
      Personligt tror jeg vilkårene vil forringes i en årerække endnu i dk indtil forældre begynder reelt at brokke sig og også i højere grad finde alternativer.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Jeg er (desværre) overbevist om, at du har ret. At det kommer til at blive endnu værre. Og at hele det offentlige system bliver udhulet med mindre rigtig mange råber rigtig højt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg kan godt forstå dine betragtninger, og som pædagog kan jeg kun være enig i, at vi er bundet på hænder og fødder, og at overskuddet er derefter.
    Et pudsigt faktum er, at normeringerne faktisk ikke har ændret sig på landsgennemsnit de sidste 10-14 år, men det er krav til pædagogisk dokumentation, adm. Opgaver og dagsstruktureringtilgengæld, og det æder al vores tid…. og overskud. Konstante omvæltninger i arbejdsmetoder, test osv tager al for meget tid væk fra børnene, væk fra vores kerneopgave. Langt de fleste institutioner opererer med en 60/40 fordeling af pædagoger vs. medhjælpere, hvilket automatisk fagligt kvalificerer de omsorgspersoner, som omgiver vores børn.
    Jeg skiftede fra kommunal til privat arbejdsplads i januar, og normering er ikke anerledes her, end det jeg forlod. Men det er måden, arbejdet bliver faciliteret på der er markant anerledes… Her kan jeg rent faktisk arbejde med kerneopgaven på børnenes vilkår og ikke på regeringens.
    Ud fra mit perspektiv som pædagog, skal regeringen til at lytte til os, når vi råber højt om, at vi ikke kan klare flere arbejdsopgaver, og at kvalitet ikke skal måles i kompetencetests, men i trivsel… hos både børn og voksne. Hvis man fjernede de arbejdsopgaver, som ikke tjener kerneopgaven direkte, ville det afgive flere ressourcer til dagligdagen og så ville man igen kunne mærke nærvær i de kommunale institutioner.
    /Cecilie

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Tak for dit input – det er faktisk rigtig interessant at høre fra en indefra. Vi kan se helt konkret, at der er færre personaler på stuen, men det kan selvfølgelig godt ‘bare’ være prioriteringen i vores institution. Ikke mindst i ydertimerne, hvor der efter 15 kun er en voksen til alle børnene. Både i folkeskolen (hvor mine forældre har været hele deres arbejdsliv), i sundhedssektoren og i institutioner er dokumentations-kravene og papirarbejdet vokset helt ud af proportioner. Og det er – som du skriver – præcis det, der fjerner fokus fra kerneydelsen. I dette tilfælde i særlig grad omsorg. Det er så ærgerligt at overskuddet til det, der er hele pointen forsvinder i en endeløs række af perleplader. Jeg er så træt af efterslæbet af Fogh-regeringens miskreditering af ‘smagsdommere’, der jo faktisk reelt var eksperter på de områder, de udtalte sig om. Det er måske også en tendens i det postfaktuelle samfund, men kan vi ikke alle snart blive enige om at nogen ved mere end andre. Og at man skal lytte til dem, der ved, hvad de taler om?

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Hvor gør det ondt at høre endnu en af “de” historier. For det er sgu ikke i orden. Min mand og jeg var selv af den overbevisning, at vores søn skulle gå i en kommunal institution, da han skulle i vuggestue i august. Det var dér, hvor vi ville lægge vores “stemme” og vores engagement, fordi vi grundlæggende troede (og i teorien til stadighed tror), at det er vigtigt at bakke op om vores fælles kommunale institutioner og skoler. Skæbnen ville at vi ikke kunne tilbydes i en plads i en vuggestue – ej heller en dagplejer i nærheden af vores bopæl – hvorfor vi med lys og lygte ledte efter andre alternativer. I dag er vores søn i den skønneste private institution, hvor han går i en børnegruppe med både vuggestue- og børnehavebørn og ansatte, der i den grad vil stedet og børnene og har ideelle rammer, der muliggør at de kan gøre det, som de er bedst til. Der er tid til masser af en-til-en kontakt og fordybelse, levende lys hver morgen, fuld øko-kost og sang og godnathistorie, når der skal soves lur <3 Jeg ville også gerne ha' stået benhårdt fast på mine principper, men jeg havde simpelthen ikke nerver til at gamble med min søns trivsel. De bedste tanker til jer og særligt til din seje, store pige <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Nej, det er slet ikke ok. Og det er præcis det, der også er svært for mig. Ideologi og principper versus trivsel. Men bortset fra perlepladerne og de åbenlyse problemer, så er det er rigtig, rigtig god veninde- og vennegruppe, hun er del af, og det har jeg på den anden side heller ikke lyst til at fravælge på hendes vegne. Slet ikke, fordi hun allerede har skiftet børnehave en gang, og fordi der trods alt er omkring 8 måneder tilbage af hendes børnehavekarriere. Hvilket i sig selv er ret vanvittigt…

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Eva

    Hvor er det trist at det er blevet sådan – at de massive besparelser indenfor bla børn, ældre og sundhed er kommet så langt, som de er. Har ikke så meget mere at tilføje – du skriver det så præcist. Blot vil jeg tilføje jeg håber I finder en god løsning – både nu, og på sigt når lillesøster skal i børnehave.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det er bare ikke okay. Slet ikke okay.

    Jeg oplevede desværre lidt det samme med Oline. De samme aktivitet hver evig eneste dag, og hun røvkedede sig. Hun gik fra at elske hendes børnehave til at hade den. Det var en privat bh, så desværre er privat nødvendigvis ikke bedre. De skal jo drive den for samme budget som den kommunale medmindre de har øget egenbetalingen. Desværre

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Det er det ikke – og øv, at I også oplevede det selvom det var i andet regi! Og det hænger så meget sammen med personaleressourcerne – om der er ildsjæle, der kan drive det trods manglende budgetter. Håber, hun og I er glade for skolelivet?

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Quiet