Quiet

Her er stille. Her har været stille hele dagen.

Der er en helt anden energi, når K ikke er hjemme. En mere rolig energi og jeg husker mig selv på at lade op og suge til mig, selvom det samtidig føles både tomt og en lille smule forkert at hun ikke er her.

Der er så nemt med kun et barn at tage vare på. Det synes jeg, fordi jeg normalt har to små menneskers behov at tilgodese. To dejlige piger at høre, kramme, læse for, tale med og hjælpe. Jer, der har tre eller flere, synes ganske givet også, at to børn er lige ud af vejen. En til hver hånd. Man kan ikke sammenligne, for man kan kun leve sin egen virkelighed. Det er lettere, når der kun er en. Men det føles mest rigtigt, at vi er flere – og der er også en særlig glæde ved at opleve pigerne sammen. Snige sig til at overvære deres leg og et hemmeligt kram og overgivent fnis mellem de to.

Jeg savner min store pige, men jeg må indrømme, at det er en hjælp kun at have en, når jeg er alene om eftermiddagen og aftenen. Jeg udnytter muligheden for at rette min udelte opmærksomhed mod min yngste datter, der har brugt dagen på at synge, fortælle og lege helt stille og roligt. Vi har haft tid til det hele. Tid til at læse en ekstra bog og til at følge en pludselig indskydelse uden at tage hensyn til andre end os to. Tid til at kigge ud af vinduet og lytte efter regnen og kirkeklokker i det fjerne i tyve minutter.

Det er en sjælden luksus. Tiden til tosomhed. Så jeg gemmer savnet i hjertet og holder fast i glæden ved at bruge udstrakt tid med den lille, kære pige, jeg har herhjemme, og som ser det som sin fornemmeste opgave at sørge for, at ingen mangler kys og kram.