Om en hyggelig lørdag på trods og et par fine DIY-nederdele

Nostalgi

I dag, for præcis fem og et halvt år siden, gjorde vi rent og overdrog nøglerne for vores gamle lejlighed. I dag, for præcis fem og et halvt år siden, var vi trætte og matte ovenpå flytningen dagen før.

For præcis fem og et halvt år siden, fortalte jeg Jonas, at jeg mente, jeg havde fået de første veer midt i aftensmaden i vores nye hjem – for første gang ved vores spisebord i den spisestue, der nu deles af fire mennesker hver dag.

Han affejede det. Det var sikkert bare overanstrengelse og i øvrigt går førstegangsfødende altid over tid.

Ikke denne førstegangsfødende. Jeg har aldrig nået en terminsdato.

I morgen, lidt over 10, fylder K fem et halvt år.

For det var jo veer, jeg mærkede. En begyndelse til en fødsel, der gik lige nøjagtig som den skulle. Som skulle være den største, fysiske udfordring, jeg har oplevet. Hvor jeg kunne bruge den viden og forberedelse, jeg havde brugt måneder på at indstudere og hvor Jonas og jeg lærte at samarbejde som forældre for allerførste gang. Det blev en fantastisk, styrkende og livsforandrende fødsel, selvom den på ingen måde kunne forberede os på realiteterne som forældre til et barn, der sov sporadisk, selv som spæd, og som græd og græd og græd.

Fem et halvt år, der har lært mig mere om mig selv end hele resten af mit liv. Mine styrker og svagheder. Mine blinde punkter og hvor lidt jeg vidste om, hvad træthed er. Især har jeg lært hvor omsluttende og tilgivende kærligheden kan være.

Forleden talte jeg med en førstegangsgravid, der endnu havde et par måneder til termin. Og så kom det tilbage. Tankerne, følelserne. Forventningen og ikke mindst en snert af misundelse over det, hun endnu har til gode. Fødslen, der venter forude. Den stejle læringskurve og det første møde med et lillebitte menneske, der er sit eget og samtidig dit.

Min førstefødte. Min store K. Mit følsomme, empatiske, stædige, kærlige og sjove barn. Som i dag – i uhyggelig krigsmaling – var værtinde for en flok veninder til et Halloween-housewarming og hilste alle med et ‘dejligt, at du kom’ og et ‘mange tak for i dag’ på vejen ud og ind. (Selve festen og hvad vi serverede og pyntede med, skal jeg nok fortælle mere om en anden dag, når jeg ikke føler mig helt så nostalgisk)

22815340_10159511506710375_1664939702923391205_n

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om en hyggelig lørdag på trods og et par fine DIY-nederdele