Noget om småkager og kærlighed

Efteråret er officielt igang, når K får sin første omgang grim hoste. Det er så nu, hvis nogen skulle kigge ud af vinduet og betvivle rigtigheden i det udsagn.

Åh, jeg havde sådan håbet, at hun var vokset fra sin hoste efterhånden, for det er hårdt for både hende og os med et vinterhalvår, hvor hun stort set hoster hele tiden. Ikke bare småhoster. Det er så voldsomt, at hun kan kaste op af det, og det er slemt for hende og rædselsfuldt at høre på for os andre. Vi har været ved lægen hvert. eneste. år med det, men der er åbenbart intet at finde på hende. Ingen astmatisk bronkitis, ingen kold lungebetændelse, intet andet end hoste. Selvom jeg synes, det er helt vildt, at et barn skal hoste i næsten 6 måneder og det ikke er noget, man kan gøre noget ved. Eller sætte en slags diagnose på.

Sidste vinter var vi forbi en dygtig zoneterapeut på anbefaling fra min svigerinde, og utroligt nok så afhjalp det hosten en hel del (læs om forløbet her og en update her). Jeg har tænkt mig at booke en tid igen snarest. Om ikke andet så stornyder K at få nusset sine fødder, og hvis vi kan undgå bare den allerværste hoste, er det penge givet godt ud. Synes jeg. Jonas er mere skeptisk. #vestjydeforlife

Jeg var hjemme med en sløj, hostende K i går, og i dag og resten af ugen er hun i bedsteforældre-sanatorium. Mine forældre var forbi i går. Det har været planlagt længe, for der var bedsteforældre-dag i dagplejen. De havde også et teaterstykke at se på Nørrebro, og det var meningen, at de bare ville køre direkte hjem efter forestillingen, men i stedet svingede mine dejlige forældre forbi Østerbro sent i går aftes og tog en sovende K med hjem til provinsen. Så er der tid og ro til hende til at komme helt ovenpå igen – og aflastning til mig, der er græsenke samtlige aftener i denne uge, hvor Jonas har en fordeling af arbejdsrelaterede og sociale arrangementer i kalenderen.

For det er jo sådan, man gør, når man er nogens forælder. Man holder øje fra sidelinjen og så træder man ind og hjælper, hvor man kan, når behovet opstår. K elsker at være alene hjemme hos sin mormor og morfar. De nyder også at have hende på besøg, men det er et stort arbejde at have et barn i huset, når man ikke er vant til det. Hendes ophold hos dem er ligeså meget for hendes som for min skyld. Og for det er jeg evigt taknemmelig. Jeg har først for alvor forstået det, efter jeg selv er blevet mor og har fundet mig til rette i rollen. Alt det, mine forældre har gjort for mig gennem tiden. Al den hjælp, støtte og opbakning, de har ydet. Vi kan være uenige, bevares, men jeg ved med absolut sikkerhed, at de er der, hvis jeg har brug for det. Det understreges yderligere af en gestus som denne. Det er kærligheden i handlingen frem for ordet, og den kan ramme så meget dybere. Jeg gør det også selv. Udtrykker min kærlighed i handlinger. Som for eksempel nybagte chokoladesmåkager til et barn, der ingen appetit har. Men som godt kunne spise to kærlighedskager – og på den måde få lidt gang i appetitten igen, så der var lyst til rigtig mad og en avokado lidt senere.

Opskriften er søde, dygtige Annes, og findes lige her. Tip: Vi havde ‘kun’ to slags chokolade i skabet, men det fungerer også virkelig fint.