En speltblogger går offline
Det har været stille herinde. Det ved jeg godt.
En del af årsagen skal findes i at vi drog vestpå og holdt en dejlig efterårsferie hos mine svigerforældre. Ro, vestenvind og detox fra både iPad, computer og telefoner. Det fungerer bare ikke for mig at skulle slæbe computeren med og blogge mens resten af familien er samlet i stuen.
Det trækker også tænder ud, at vi nu i en hel måned har været ramt af sygdom på kryds og tværs i min lille familie. Både børn og voksne. Den slags har det med at dræne overskuddet til alt andet end at smide sig i sofaen, fiske strikketøjet frem og tænde for Netflix (eller, hvis det er onsdag, Den Store Bagedyst) Det er i perioder som denne, jeg er glad for, at mit levebrød ikke afhænger af mine skriverier herinde. Jeg har kæmpe respekt for dem, der lever af at skrive om sig selv – for der er vitterligt perioder på dage (og uger), hvor lysten ikke er den helt store for mit vedkommende.
Sluttelig havde jeg også brug for en pause. En pause fra mere eller mindre spydige kommentarer, omtaler og beskeder. Jeg deler ud af os og af mig selv. Når det er sødt, når det er surt og når det er rigtig hårdt. Det alene kræver et vist mentalt overskud, og når det er brændt væk af alt for længe med alt for lidt søvn, alt for mange hostende børn og almen travlhed, så er det alt for let at lade det komme under huden.
Når man deler ud af sig selv, når man har en mening og en holdning, så er der naturligvis nogen, der er uenige. Sådan er det. Sådan må det være. Det er aldrig min agt at udstille eller latterliggøre – og som udgangspunkt er jeg åben for dialogen og diskussionen. Men debat skal holde sig på et vist niveau. Man skal holde sig til emnet og ikke gå efter manden. Eller, rettere, kvinden, i dette tilfælde.
Østfronten er min lille verden. Jeg er uendeligt taknemmelig for, at I læser med og jeg bliver så glad, når jeg hører, at I kan bruge mine erfaringer, overvejelser og følelser til noget i jeres egne liv. At et indlæg kan vække genklang og en fornemmelse af, at I ikke er alene.
Jeg er ikke forsvundet eller færdig. Jeg skulle bare lige have mulighed for at trække vejret.
Åh, altså, jeg er helt med på dit hold her. Da jeg læste det andet indlæg fik jeg det helt dårligt, fordi jeg er fast læser hos jer begge og bestemt ikke synes den kommentar var fair. Jeg har også givet mit besyv med på den anden blog. Bliv endelig ved med dine skriverier – dine indlæg er nemlig SÅ gode.