Overspringshandlinger, leoprint og restauranter forbudt for voksne

Olivengrene og genfundet strikkemojo

‘Mor? Jeg vil gerne ønske mig nederdelen, du skal strikke, i sort’, sagde den fem-årige i går, mens vi gik i børnehave.

Således rakte hun håbefuldt og kærligt en olivengren ud ovenpå en af de mest rædsomme putte-sessioner, jeg kan huske. Hvor alt gik i hårdknude, hvor konflikten eskalerede og hvor vi begge endte tårevædede og udmattede.

Sort er den farve, jeg bruger mest, og dermed oplever K den som min yndlingsfarve. Så når hun beder om at få en nederdel i sort, handler det i mindre grad om, at hun faktisk ønsker det og i større grad om, at hun siger undskyld med andet end netop det ord.

Vi havde allerede fundet hinanden igen, inden vi gik ud ad døren. Undskyldt hver især. Talt om, hvorfor det måske går så galt af og til. Om at tage ansvar for sig selv. Olivengrenen med den sorte nederdel var således en ekstra fortrolighed. En ekstra cementering af nærheden mellem hende og jeg.

skaermbillede-2017-09-15-kl-12-01-02-pm

Sammen fandt vi ud af, at en anden farve måske ville passe bedre til resten af hendes tøj end netop sort, og det garn, jeg har købt, er i en lys kakaomælks-brun, der blev mere end godkendt.

Jeg har nemlig shoppet garn. For første gang i lang tid. Dels er jeg nået så langt ned i bunkerne hjemme, at der nu KUN er rester på enkeltnøgler, og det er altså ikke voldsomt inspirerende. De får ben at gå på med dukkestrik og småting til de nye babyer, der er kommet i venneflokken, men jeg har genfundet lysten til at strikke igen, og dermed kunne jeg også forsvare at købe ind til et par konkrete projekter.

Et lille, velkendt og velafprøvet strikketøj hjalp på lysten til det hele og nu er garnlageret opdateret og jeg er klar på mit næste projekt i en farve, der matcher både kaffe og kage umanerligt godt. Jeg glæder mig til at komme igang med noget til mig selv, som jeg ved, jeg kommer til at bruge rigtig, rigtig meget. Det er et stort projekt, så jeg har givet mig selv lov at have mindre projekter (eller i al fald et ad gangen!) kørende ved siden af. Noget af det, der dræbte min mojo, var at hænge fast i et træls stykke på et strikketøj, som jeg følte jeg var nødt til at få afsluttet for at lægge nyt op. Men af og til kan det netop være afvekslingen, der giver energien til at komme videre. I strik såvel som i livet. Ikke at det nødvendigvis er en god ide med for mange uafsluttede ender. Det er altid en balancegang.

Garnet til både mit ego-projekt og til K’s kommende nederdel er i øvrigt købt hos Nicoline Garn, hvor man ALTID bliver frygteligt fristet – og får rigtig god vejledning. Det er nemlig fordelen ved at shoppe i en fysisk (special)butik. Det er som regel ildsjæle, der ved rigtig meget om deres produkter, der står bag disken. Og det er værd at cykle og shoppe efter, hvis du spørger mig.

   

2 kommentarer

  • S.

    Sikker smukt garn – lomvien af det skinnende og den afdæmpede mohair må bli flot. Og jeg er så nysgerrig. Hvad strikker du???? Jeg mangler nemlig lidt strikke inspiration til min liste 🙂 og jeg mangler ego strik projekter efter sommerens strik til skønherlighederne herhjemme 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Jeg er igang med Ingen Dikkedarer Cardigan – fra Petiteknit og jeg synes den er så elegant og enkel! Og et stort projekt, må jeg også lige huske at få med. Men god til tv-strik!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Overspringshandlinger, leoprint og restauranter forbudt for voksne