Let the kids

Åh, pas nu på… SE dig for… Kom ned fra den stol/bord/træstub…

Tager du også (lidt for tit) dig selv i at bekymre dig på forhånd om dine børns ve og vel, når de udforsker og udfordrer deres omgivelser motorisk? Eller er det bare mig, der er dén mor? Hende, der tager sorgerne på forskud og gennem alt for mange formaninger om at passe på, forsøger at skærme pigerne mod alle fald, skrabede knæ og blå mærker.

Jeg skal lade være. Faktisk helt være, med mindre vi taler om noget, der faktisk reelt er decideret farligt. Trafik, eksempelvis. Der er ingen grund til at overføre mine egne bekymringer på mine børn.

Jonas ruller med jævne mellemrum øjne af mig, når jeg beder dem om at passe på noget, og efter at have kendt hinanden i mere end 8 år, kan han også se de små muskelsammentrækninger i skuldre, arme og ved munden, der afslører, at jeg råber ‘PAS PÅ’ inden i, selvom ordene ikke når ud over læberne.

Jeg har været bange for at slå mig eller komme til skade så længe jeg kan huske. Jeg har undgået aktiviteter, der forhøjede risikoen for at falde, for at støde ind i ting og for generelt at slå mig. Rulleskøjter. Gys. Der var en grund til, at jeg aldrig blev ferm til dem, og kun kørte langsomt og iført alle slags beskyttere, der findes. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg har selvfølgelig haft skrabede knæ som alle andre børn og jeg har været ude og løbe og lege og er aldrig blevet pakket ind i vat. Det er min ting. Af en eller anden grund. Til gengæld har jeg aldrig været bange for at føde, og jeg har haft to fødsler, hvor jeg ikke har oplevet den grænseoverskridende smerte, som nogen desværre beskriver. Tværtimod har jeg følt mig kraftfuld og i kontrol begge gange.

Jeg har aldrig brækket noget. Jeg har forstuvet en fod som voksen, men det er også det. Jeg ved ikke, hvor det stammer fra, men jeg vil helst ikke give det videre. Og derfor øver jeg mig ret konstant i at holde mund. At lade pigerne lære deres egne kroppe, motoriske kunnen og begrænsninger at kende. Og at lade dem slå sig i processen. Trøste, sætte plaster på og give et ekstra kys.

Med grænser, naturligvis, for min 2-årige har endnu ikke færdigudviklet den respekt for tyngdekraften, der forhindrer hende i at gå ud i den tomme luft fra klatrestativet. 90% af tiden gør hun ikke. 10% gør hun måske ikke, og det måske er lidt for stort med fald på omkring 2 meter. Så jeg står stadig på sidelinjen med mærkaten hønemor på ryggen. Tæt nok på til at gribe hende, hvis det bliver nødvendigt. Så langt fra, som jeg tør stå. Et skridt i baggrunden, mens hun finder ud af hvordan hun kommer op på bunkeren inde midt i krattet.

Jeg kan ikke skærme dem mod livet. Vigtigere. Jeg skal ikke. De skal lære selv. De bliver stærkere, modigere og stoltere af det. Jeg kan se det, hver gang, de erobrer nyt territorium.

Let the kids.