At putte børn med en flaske vin

At skulle være stor, når man er lille

Weekenden synger på allersidste vers, og herfra kan vi se ud mod en uge, der indeholder flere aftener med planer end uden. Faktisk er det vist kun to gange i løbet af de kommende 7 dage, at vi alle fire kommer til at spise aftensmad sammen. Det er heldigvis undtagelsen snarere end reglen, men jeg taler på både Jonas’ og mine vegne, når jeg siger, at et par aftener uden børnene vil være en lise efter denne weekend.

Vi elsker dem. Pigerne. Begge to, højt og inderligt. Uendeligt og altid. Det ændrer bare ikke på, at selv den mest favnende og rummelige forælder kan blive træt helt ind i knoglerne af konstant at balancere på en knivsæg for at undgå bare de værste dramaer og raserianfald.

Lørdag var det lille E, der brugte hele dagen på at rase. Alt var et problem. Alle grænser skulle afprøves. Alle tårer skulle udgydes. Selvom K fik ro og tilbragte et par sjove timer med sin far i svømmehallen, så mærkede hun alligevel, at det var E, der fyldte mest i går. Som det empatiske og reflekterede barn, hun er, tog hun familiedynamikken på sig og blev den store.

Stor, dygtig, forstående.

Hun blev så stor og dygtig, at hun blev alt for stor. Hun er fem år gammel. Ikke femten. Ikke voksen. Reaktionen på alt det store kom i dag, hvor hun har raset og haft flere voldsomme udbrud.

Det løsnede, da hun sammen med mig drog afsted i den strålende septembersol mod Finders Keepers i Nordhavn og efterfølgende brugte næsten en time på Lüders-bygningens røde tag blandt massevis af andre børn og voksne, der udnyttede vejret til at lege og træne oven på byrummet. At vi gik på opdagelse blandt nybyg og gammelt havnemiljø på turen hjem. Det hjalp, at vi brugte positiv tid sammen i leg og fjol. Det trængte vi begge til. At få sat rollerne og ansvarsfordelingen på plads. Jeg er den voksne. Du er barnet. I rammer, der ikke handler om at bestemme, men om at assistere, grine og kramme.

Det hjalp helt ind til puttetid, hvor et jordskælv, der gik langt over Richter-skalaen, pludseligt, uforudset og midt på stigen op til sengen, rystede hende og betød over en halv times skrigende, rasende, afmægtig gråd. Det krævede to voksne mennesker i forlængelse af hinandens tålmodighed, før hun til sidst ville tages i favn og kunne hjælpes til at falde til ro, trække vejret helt igennem og endelig gå roligt med ind i seng igen.

Det er svært at være to år gammel og midt i en rivende udvikling. Det er svært at være fem år gammel og stor nok til at forstå, at man er den store, selvom man slet ikke er så stor. Det er ikke meningen at man skal være så stor, at man tilsidesætter sig selv helt. Ikke før man bliver nogens forælder, i al fald. I går – i silende regn – var det Jonas, der af flere omgange drog afsted på ture med et barn ad gangen, så jeg kunne få ro, trække vejret og genvinde fatningen. I dag var det mig.

På trods af det, så kommer denne weekend alligevel til at lagre sig i kroppens hukommelse som en bittersød blanding af tårevædede ansigter, tilbageholdte vrede voksenstemmer og dybe vejrtrækninger på lige fod med bløde barnearme, sjove små sætninger og gyldne krøller i blæsevejr. Sådan er kærlighedens væsen.

21616540_10159283331945375_8048810297614331743_n

^^Smukke, kloge, følsomme K med de fantastiske krøller. Kjolen er fra Little Mighty & Mint og kan findes HER

   

4 kommentarer

  • Mette

    Du er SÅ god til at sætte ord på hvordan det der forældreskab egentlig er. Vi har haft samme slags weekend. Det trækker tænder ud.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Tak. Og tak. Det er så hårdt af og til – ikke mindst fordi det er så vanskeligt at navigere i de små menneskers følelser på en både grænsesættende, anerkendende og rimelig måde uden at give køb på sig selv.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Det er lige der, vi er med vores femårige. Han er så stor og “tager sig sådan sammen”, og får nogle flip af en anden verden. Det hjælper på en måde at vide, at han ikke er den eneste, der har det svært med at være lille og stor på samme tid. Øj han kan blive så vred og ked af det. Tanker til jer, for pyh det er hårdt, og jeg tvivler ofte på, om jeg helt slår til.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Tak for det. Det er rart at vide, at man ikke er alene. Tanker til jer også. Der er ikke så meget andet at gøre, end at gøre det så godt man kan, og det er jeg sikker på, at både du og jeg gør. Selvom man også falder fladt på halen i forsøget af og til.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

At putte børn med en flaske vin