Ingen Dikkedarer – et stort egoprojekt

Jeg løftede sløret en smule for mit store egoprojekt i sidste blogindlæg, og nu er der nogenlunde nok masker løbet over pindene til at det giver mening at tage lidt billeder af processen. Jeg har (som nok en hel del derude i strikkeland!) kastet mig over Mettes Ingen Dikkedarer cardigan, der er mindst ligeså enkel, brugbar og fin som sin ’søster’, sweateren, som jeg har strikket to eksemplarer af indtil videre. Bortset fra, at vrangmasker aldrig bliver mine yndlinge, så er jeg næsten endnu mere begejstret for cardiganen end sweateren. Det siger ikke så lidt. Det er også altid fint at lære noget nyt, og dette er mit første forsøg med Provisorial Cast On (jeg har indsat et videolink nederst...

Olivengrene og genfundet strikkemojo

‘Mor? Jeg vil gerne ønske mig nederdelen, du skal strikke, i sort’, sagde den fem-årige i går, mens vi gik i børnehave. … Således rakte hun håbefuldt og kærligt en olivengren ud ovenpå en af de mest rædsomme putte-sessioner, jeg kan huske. Hvor alt gik i hårdknude, hvor konflikten eskalerede og hvor vi begge endte tårevædede og udmattede. Sort er den farve, jeg bruger mest, og dermed oplever K den som min yndlingsfarve. Så når hun beder om at få en nederdel i sort, handler det i mindre grad om, at hun faktisk ønsker det og i større grad om, at hun siger undskyld med andet end netop det ord. Vi havde allerede fundet hinanden igen, inden vi gik ud...

Overspringshandlinger, leoprint og restauranter forbudt for voksne

[ Indeholder reklame ] Det er blevet lidt tungt herinde på det sidste, synes jeg. Det fylder bare så pokkers meget i øjeblikket. Det med raseriet, med børn der afsøger grænser og som mangler at kunne selvregulere temperamenter henholdsvis. Jeg trænger til en pause. Ikke mindst fra at skrive om det. Så i stedet vil jeg fortælle let og overfladisk om noget af det gode, der sker. Om en ny, fin termojakke, K har modtaget i gave, og som hun er evigt glad for. Om at tage på restaurant forbudt for voksne. Om rare ting. Det kan man godt have brug for. Ikke mindst en tung torsdag i silende regn. Jakken kom ind ad døren forleden, og det er en...

#objectsforoutfits

Nogle gange er det nemmere at blive i overfladen og det overfladiske end at dykke ned bagom. At kigge på billeder af smilende børn i stedet for at forholde sig til skrigende, vrede morgener og temperamenter, der slår gnister. At gå på opdagelse i småfjollede, men nuttede hashtags og undlade at reflektere alt for meget over sorgen i at fejle og at måtte pakke sine egne følelser ned og vende sig bort fra et grædende barn bag en rude. På engelsk hedder det at compartmentalize. At opdele sindet i pænt forseglede bokse, så det grimme og svære kan gemmes væk, mens man holder fokus på det hverdagsagtige og voksenpligterne. Så man undgår at sætte sig i fosterstilling lige efter man...

At skulle være stor, når man er lille

Weekenden synger på allersidste vers, og herfra kan vi se ud mod en uge, der indeholder flere aftener med planer end uden. Faktisk er det vist kun to gange i løbet af de kommende 7 dage, at vi alle fire kommer til at spise aftensmad sammen. Det er heldigvis undtagelsen snarere end reglen, men jeg taler på både Jonas’ og mine vegne, når jeg siger, at et par aftener uden børnene vil være en lise efter denne weekend. Vi elsker dem. Pigerne. Begge to, højt og inderligt. Uendeligt og altid. Det ændrer bare ikke på, at selv den mest favnende og rummelige forælder kan blive træt helt ind i knoglerne af konstant at balancere på en knivsæg for at undgå bare...
Older posts