Who ARE you?!

Gennem hele vores karriere som forældreteam, har søvn været noget af det, der har fyldt mest hos både Jonas og jeg. Måske mest mig, fordi det trods alt er mig, der har taget hovedparten af de søvnløse nætter. Helt biologisk og lavpraktisk fordi jeg har ammet, men også fordi det har været mig, pigerne har krævet om natten – og fordi jeg er markant bedre til at blive vækket om natten end Jonas. Fx er jeg i stand til at vågne og fungere nogenlunde rent kognitivt.

Med K overgav vi os fuldt og helt til samsovningen, efter at have kæmpet med uendelige putteseancer, og det gav og giver stadig enormt meget mening for mig at samsove med små børn, så længe de har brug for den nærhed, det giver. Lille E har vi praktiseret samsovning med fra den nat, hun blev født. Efter hun begyndte at rulle og krybe blev hun puttet i sin egen, lave seng og lige så stille er der sket et skifte i hendes præferencer.

Hvis K kunne, ville hun stadig foretrække at sove med os, men hun er efterhånden så stor (mentalt og fysisk), at det ikke er praktisk. Ikke, hvis Jonas og jeg gerne vil sove i samme seng. Fredag får hun lov som en fast regel, og så sover en af os i stedet på sofaen.

Lille E, derimod. Hun vil sove i sin egen seng. I så høj grad, at hun blev rasende i nat, hvor hun havde en opvågning og tøffede søvndrukken ud af sin seng. Ikke om hun skulle putte mellem mor og far.

‘SOVE MIN SEEEEENG’ skreg hun, da jeg forsøgte at nusse hende til ro i smørhullet, og kæmpede for at komme op og komme ud.

‘Vil du gerne sove i din egen seng?’, spurgte jeg, og fik et ganske roligt og afmålt ‘Ja’ i retur. Der er klare fordele i at kunne kommunikere sprogligt med sit lille barn, selvom man kan være nok så dygtig til at læse deres øvrige signaler.

Godt så.

Ud af dobbeltsengen og ind på børneværelset, hvor hun selv klatrede op i Juno’en og bad om at få dynen puttet om sig. Jeg skulle lige blive siddende i et par minutter, mens hendes åndedræt blev roligere og tungere, hvorefter jeg kunne gå ind i min egen seng igen. Og sove resten af natten.

Det er mærkeligt. Virkelig mærkeligt, faktisk, at have en to-årig, der insisterer på at sove selv i sin egen seng.

Det får hun lov til. Selvom hendes behov åbenlyst er andre end hendes søsters var på samme udviklingstrin, så skal de naturligvis respekteres på lige fod. Lille E har hele sit liv været en meget større kælepotte end sin søster, og begyndte også først meget senere at udforske sin omverden gennem en decideret fysisk adskillelse fra mig, så jeg tror måske, hun er blevet rigeligt tanket op på kropskontakten i de første par år af sit liv.

^^Samsovnings-fornægter-typen, der heldigvis stadig gider masser af kram i løbet af dagen.

Tænk engang, hvor forskellige børns behov er, selvom de er vokset op i samme miljø og ud fra samme genetiske blanding. Det er lige dele fascinerende og fantastisk, og jeg skal lige vænne mig til, at min lille pige altså IKKE gider det dér samsovning længere.