Strikketip: De fineste, bløde elefanthuer (gratis opskrift)

Hvad mødre gør for deres børn

Moderkærligheden er en underlig størrelse. Den er der bare, lige pludselig, sammen med et instinkt, der ikke er til at undertrykke, og som er enhver løvinde værdigt. Et intenst, altoverskyggende behov for at tage vare på sit afkom.

Jeg tror først, man for alvor forstår omfanget, første gang man selv oplever det. At få sit barn i favnen er en overvældende oplevelse. En bølge af ansvar, der kan føles kvælende til tider, men som for evigt er en del af min eksistens, og som kommer rullende i større eller mindre voldsomhed igennem resten af mit liv. Det kan godt være, at ammehjernen glemmer ordet for køleskab, men den registrerer de mindste ændringer i barnets tilstand og humør.

Moderskabet er fyldt af modsætninger, modsigelser og en fornemmelse af altid at være lidt bagud. Det er det største, jeg kender, og det gennemtrænger alt. Fra de største følelser, til de mindste og allermest flygtige øjeblikke. Det er at være den vigtigste person i verden, og altid at sætte sig selv i anden – eller tredje – række. Der er altid nogen, hvis behov kommer først. Det er ligemeget, om man selv er syg. Man trækker sig selv op ved det inderste af hårrødderne med det yderste af neglespidserne og så gør man det bare. Fordi der ikke er nogen alternativer. Man er altid mor. Menneske, kvinde og alt muligt andet. Men først og fremmest mor.

Jeg ser det i min yngste datter. Moderen i hende vokser frem og bliver tydelig, når hun tager vare på sine børn. Det er så ømt og vidunderligt og rørende at opleve moderskabet igennem hende.

Det er et instinkt, og der er uden tvivl tusinde generationers nedarvede hjerneforbindelser, der sikrer artens overlevelse. Det er det, der gør det så ubetvingeligt stærkt. Moderens er i vores natur, men ikke alene der. Omsorg er kultur. Det er tillært. Naturens behov er at yde den, men kulturen er måden, hvorpå hun udtrykker sin moderkærlighed. Hun ser på mig. Jeg så på min mor. Som børn har set på og lært af deres mødre siden tidernes morgen.

20664949_10159131940125375_8225965779377218455_n

I går aftes, træt og mat af to dage med opkast og feber, satte hun sig i lænestolen og læste godnatbog for sin Mimi. Puttede hende omhyggeligt og kærligt i dukkesengen, inden hun kravlede op i sofaen til mig for at tanke op på den omsorg, hun selv så rigt deler ud af til dem, hun elsker.

I morges, ganske tidligt, satte min egen mor sig i et tog for at passe på mit lille barn i dag, så jeg kan passe mit voksenliv i et samfund, hvor barnets første sygedag aldrig helt er nok til at det kan blive rigtig rask.

Det er det, mødre gør. Det er så stort og småt på samme tid, for omsorgen og tiden er den største gave i den mest verdslige indpakning. Det er storslået kærlighed i brunt indpakningspapir. For det er jeg evigt taknemmelig. For kærligheden i sit enorme omfang, og lige netop i dag i en ganske særlig grad for min egen mors kærlighed.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Strikketip: De fineste, bløde elefanthuer (gratis opskrift)