Dawn of the Mombie

Kombinationen af en to-årig, der i de sidste par uger har sovet mildest talt uroligt, er vågnet og skreget midt om natten, og som napper og niver når hun kommer ind ’til mo-ar’, nogle dage med mavebøvl hos selvsamme moar i sidste uge og i tillæg alt for tidlige morgener kan udmatte selv den mest rutinerede mor.

I al fald kapitulerede jeg i går eftermiddags, da vi kom hjem fra Arla Food Fest, og blev sendt direkte i seng af Jonas. Og ikke på den sjove måde. Til gengæld gik jeg helt og aldeles kold og sov to timer sidst på eftermiddagen. Det sker aldrig. Det gør det virkelig ikke, og det siger ikke så lidt om, hvor træt jeg faktisk er i øjeblikket.

Det lugter lidt af den kroniske mombie-tilstand, der kendetegnede min barsel med K, hvor uafbrudt søvn var ligeså sjældent som at vinde i lotteriet. Bare med den forskel, at jeg er markant mere trænet i at mangle søvn nu end jeg var for 5 år siden.

Jeg aner simpelthen ikke, hvor uroen kommer fra, for det er ikke mere end tre uger siden, hun stort set sov igennem hele nætter. Fase, fase, fase, messer vi og krydser fingre, arme, ben og tæer for at denne specifikke fase meget snart er slut, så vi kan få sovet bare lidt mere.

Fandeme heldigt for hende, at hun i øvrigt er virkelig nuttet, når hun søger og tester ALLE grænser i øjeblikket og samtidig sover på den meget sporadiske måde. Og heldigt at jeg har en sød kæreste, der godt kan se, når behovet for lidt søvn er aldeles akut.