Vinterklar små damer

At kende sine styrker – og svagheder

Der er få ting i livet, der udfordrer og udvikler mig som moderskabet. Det er en konstant læringsproces. Af og til med en meget stejl læringskurve – andre gange med et fladere, roligere tempo.

Jonas og jeg har kendt hinanden i snart otte og et halvt år – og igennem snart fem og et halvt har vi udviklet et samarbejde og lært hinandens styrker og svagheder at kende i hver vores rolle i familieenheden. Der er naturligvis variabler såsom træthed, søvnmangel, ydre omstændigheder i arbejdslivet, blandt familie og venner – men vi er efterhånden også kommet til at kende hinanden ret godt. Det betyder, at vi kan agere og reagere på hinandens underskud og overskud, så hverdagen kan komme til at hænge bedst muligt sammen.

Jeg har lært, at jeg absolut elsker at have børn. Jeg elsker rollen som mor, der for mig er helt rigtig og fantastisk givende. Den er også et kæmpe arbejde og kræver ofre og afsavn, men i sin helhed og som grundnote er mine børn det bedste der er sket mig. Nogensinde.

Jonas og jeg er vokset ind i hinanden med tiden og vi har lært at være eftergivende og tilgivende overfor hinandens mindre stærke sider. Jeg er helt og fuldt forelsket i tiden med et spædbarn og en baby. Det er en uendelig tilknytning og kærlighed ved sådan et lille, spædt væsen. Jonas er fantastisk til de lidt større babyer og ualmindeligt vidunderlig med børn. Jeg har en nærmest uendeligt lang line overfor babyer, der ikke gør andet end reagere på deres behov. Det er en af mine store styrker.

Til gengæld har jeg en markant kortere lunte over for børn, der bevidst gør noget, de ikke må. Over ‘uartige’ børn om man vil. Dét kan drive mig op ad væggene af ren irritation. Den fase, lille E er i netop nu – the terrible two’s – kommer til at kræve en hel del dybe vejrtrækninger fra min side. Det er vanvittigt frustrerende at hun igen og igen gør præcis det modsatte af hvad hun skal – eller kæmper imod alt vi siger. Det er en fase, og det er endda en nødvendig en, der skal give hende kendskab til grænser og en erfaring med både at sætte sin vilje igennem og at acceptere at blive mødt med modstand. Det gør det ikke nemmere. Ikke meget i al fald.

Jonas er meget bedre end jeg til at lade tingene glide af. Han er fantastisk til at deltage i legen og til at være tydelig og markant på en anden måde end jeg. Og lige nu er han lille E’s favorit, mens K i stedet oftere vælger mig til.

Hver især kan vi grave lidt ekstra overskud frem, hvis vi kan mærke på den anden, at der ikke er mere at give af. Det er et partnerskab, jeg er ualmindeligt stor fan af. Det kræver en landsby at opfostre et barn. Den mindste udgave af landsbyen er hjemmet. Herhjemme er vi fire mennesker med forskellige behov og på forskellige udviklingsstadier, der forsøger så godt vi kan at samarbejde om at skabe så rar en landsby som overhovedet muligt.21150122_10159212806355375_6205782899765915804_n

2 kommentarer

  • Julie

    Åh, du skriver altså bare så godt. Absolut en af de allerbedste blogs jeg læser!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Tusind tak for den dejlige kommentar! Det er jeg virkelig, virkelig glad for. Og stolt over, for jeg har dælme nogle dygtige kollegaer herude i blogland.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vinterklar små damer