Smukke, unika gulvtæpper

At genopleve traumer

‘Nej, nej, moar – jeg vil ikke’ græder min lille pige og vender sig bort fra lægen og mig i fosterstilling.

 

Det stikker og brænder inderst inde at se min stærke og kærlige to-årige reagere sådan, men jeg ved jo godt hvorfor et ganske almindeligt og ufarligt lægebesøg bliver oplevet som voldsom og væmmelig for hende.

Lillesøster og jeg har været til to-års undersøgelse i dag, og det var en hård omgang. Både for hende og for mit hjerte.

Siden hendes indlæggelse i december sidste år, har lægeskrækken sat sig i hende. Hun bliver panisk angst for alt, der minder om medicin, læger og at skulle stikkes, og jeg bebrejder hende bestemt ikke, for det var en barsk lungebetændelse, der havde tag i hende for snart et år siden. Og selvom både læger og især sygeplejersker på børneafdelingen var fantastisk empatiske, så ændrede det ikke ved, at hun skulle have skiftet drop, få medicin og tjekkes på alle tidspunkter af døgnet. Selvom vores praktiserende læge er rolig, varm og empatisk, så sidder minderne som en håndgribelig angst i mit lille barn.

Vi havde ellers forberedt os. Læst Totte, fundet læge-legesagerne frem og øvet hjemmefra. Taget yndlings-HopHop med. Hun ville hellere end gerne vejes, måles og vise lægen og mig, hvor hurtigt de små ben kan løbe. Men så snart kjolen blev trukket op og stetoskopet fundet frem, gik hun i baglås og græd angst.

Jeg aede, krammede og trøstede og forsikrede hende igen og igen om, at det var ok. At der ikke skulle ske noget farligt eller noget, der gjorde ondt. Og hun endte med at finde sig i det. Modvilligt og bestemt ikke afslappet, men vi kom igennem alle undersøgelser og fik endda også tjekket om der er nogle skævheder i det ben, hvis fod vender lige lovlig meget indad. Det er i øvrigt en længere historie, som må komme en anden gang. Om sløve SSP’er og opmærksomme dagplejere og alt sådan noget.

dsc_0401

Hun valgte en lille, gul plastikand som belønning og var formildet da vi legede i venteværelset efterfølgende. Til eftermiddag har hun på eget initiativ fundet stetoskop og legemedicin og behandlet sin bamse som en måde at bearbejde sit eget traume på. For der er ingen tvivl om, at det er et traume for hende.

Om det nogensinde helt slipper sit tag, uanset hvor meget vi forsøger at hjælpe hende, eller om hun vokser fra det i takt med at frontallapperne vokser, er endnu uvist. Jeg håber det sidste. For hendes skyld, for hvor hårdt det ellers er for mig at være vidne til, så kan jeg kun gisne om, hvor væmmeligt det har været at være inden i lille E i formiddags i lægens konsultation.

 

   

4 kommentarer

  • Årh, lille menneske altså. Vi var også til to-års forleden. Heldigvis var der ikke noget at spore i fht. angst eller generel utryghed ved sygeplejersken, men modsat jer “nøjedes” vi også med to korte indlæggelser, og ikke en lang.

    Kram til E… og til moren

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Tak for det – og hvor dejligt at der ikke har sat sig noget i C

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • S.

    Åhhh, jeg kender det desværre så godt med traumer pga indlæggelser og blodprøvetagning, medicin i drop mv. Vores ene pige (som har været indlagt med nyrenbækkkenbetændelse…) hader også læger – og er bange når vi tager afsted, skal bæres ind osv. Men leg med bamser, stik i bamser og lægeudstyr har (også) hjulpet os lidt videre… Men det gør ondt på alle at se hvor dybt det stadig sidder…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Åh, det er også en ordenlig omgang. Det er hårdt at være vidne til. Jeg tror også svaret ligger i den fortsatte bearbejdelse og at møde dem i angsten og anerkende den.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Smukke, unika gulvtæpper