Alt er relativt

“En hård fødsel”

Sådan siger man om noget, der har været en stor, vanskelig opgave med forhindringer undervejs.

En hård fødsel. Jeg har været velsignet med to fantastiske fødsler. De har krævet arbejde, koncentration og – bevares! – man kan godt mærke veer. Men hårde? Nej.

Vi taler i stedet om en hård putning i øjeblikket. For begge piger, desværre. Lille E var syg i sidste uge, og det har åbenbart sat sig i putninger med skrigeri og uro. Hun vil være tæt, men ligge selv, aes men lades være i fred. I bund og grund ved hun ikke selv, hvad hun vil, og det gør det lidt svært at hjælpe hende effektivt. Det er stadig og igen mere end svært for K at falde ned og falde til ro i øjeblikket. Så svært, at aftenstunden, der burde være rar og rolig, med en sang og et kys, bliver højdramatisk og ulykkelig og vred for alle.

Det er svært at være i. For os alle sammen.

Vi forsøger at tanke pigerne op på nærvær i løbet af dagen. At bruge så meget tid som muligt i øjenhøjde, tale sammen, kramme, nusse og bekræfte vores forhold og kærlighed. I weekenden sørgede vi for ekstra alenetid med K. Lørdag så hende og Jonas en fodboldkamp, og søndag var hun med mig på dametur efter hendes ønske med shopping, juice og en masse holden i hånd. Taler om, hvad der skal ske, om hvordan vi alle kan hjælpe hinanden med at gøre det rart. Lige lidt lader det til at hjælpe. Putningerne er et mareridt. Uanset hvad vi gør, lader det til.

Uagtet vores bedste intentioner, ender det alligevel med, at en voksen på et eller andet tidspunkt hvæser ud af mundvigen, at nogle børn skal være stille. Når man har gentaget sig selv uendeligt med en rimelig, men bestemt stemme, uden resultat er det svært at undgå at skrue op for skarpheden i tonen. Med minimal effekt og maksimal dårlig samvittighed til følge.

Det kunne sikkert være både værre og bedre, og i det mindste er dagtimerne i øjeblikket relativt fredsommelige.

I det mindste elsker vi pigerne. Uanset hvad. Det er ikke relativt.