100

Min farmor var en ganske særlig kvinde. Netop i dag ville hun være blevet 100 år gammel, men jeg har manglet en fødselar de sidste 8 år på denne dag.

Min farmor er stadig et af de mest betydningsfulde mennesker i mit liv. Hun var der altid, hun hørte alle mine hemmeligheder og jeg delte alle mine kærestesorger med hende. Hun var en fantastisk kvinde. Min førstefødte er navngivet efter hende. Det kunne ikke være anderledes. De ligner hinanden af sind. Stædige som ind i helvede, men empatiske, humoristiske og stærke kvinder begge to.

To mænd i uniform nåede hun at være gift med. Hendes første mand var i søværnet (og så ærligt talt virkelig laber ud i en hvid uniform). Han døde ganske ung, samme år som farmors tvillingebror, og mens hun var gravid med deres første barn.

Hun sørgede, men fandt også kærligheden igen. Denne gang med min farfar, som var politimand. Høj, slank og fuldt ud klar til at tage hendes datter til sig som sin egen. Så brød krigen ud og på et tidspunkt måtte farfar gå under jorden. Nu havde farmor tre små børn at tage vare på i krigstid, alene. Selv da, kunne hun spare sammen af sine rationeringsmærker til at sende til sine forældre og svigerforældre, så de gamle også kunne få smør og sukker.

Hun skilte sig af med farfars tjenestepistol for næsen af tyskerne – gemt i barnevognen og med en lille deri og to små ved siden af samt deres kæmpe hund, King, gik hun ned i parken og smed den i søen. Hun fik aldrig kørekort, og når hun kørte på den private skovvej til deres sommerhus, klamrede drengene sig fast til bilens sæder.

Hun opdrog sine børn til at tænke kritisk, argumentere og være socialt bevidste. Hun gik ikke med i marcher for kvinder i 70’erne. Dertil var hun for gammel, syntes hun, men hun var så glad for de muligheder, som vi – hendes børnebørn – havde for uddannelse og ligestilling. En af hendes største oplevelser i barndommen var at komme i det kongelige teater med en kvindelig lærerinde, der var langt forud for sin tid, og hvis pædagogik ikke havde virket gammeldags i mine børns daginstitutioner.

Farmor var fremsynet, modig og rummelig. Hun elskede kaffe – og en snaps. Og selv langt oppe i sine 80’ere gik hun ikke af vejen for at flirte med et flot stykke mandfolk.

Jeg ville sådan ønske, at hun kunne have mødt manden i mit liv. Set mine børn. Hun ville have elsket dem. De havde elsket hende.

Skål for dig, farmor. Tillykke med de 100 år. Du er evigt savnet og for altid højt, højt elsket.