For to år siden...

Sommersøde piger og græsenkeland

I formiddags smuttede Jonas mod Fyn og en sommerfest blandt gamle venner, så pigerne og jeg har været alene på skansen i dag. Af og til er græsenketiden ren overlevelse. Det handler bare om at komme igennem dagen med mindst mulige konflikter og at trække vejret ekstra dybt.

Som pigerne bliver større, bliver det generelt lettere at være alene med dem. Lettere og hyggeligere, ikke mindst. K er dejligt selvhjulpen, E kan dimse omkring i egen leg en del af tiden og de vil bare hinanden så meget og nyder hinandens selskab. Jeg er lykkelig og priviligeret over deres indbyrdes, kærlige forhold. Bevares, jeg skal hjælpe, understøtte, sætte lege igang, mægle, skifte bleer, hjælpe med toiletbesøg, sørge for mad og oprydning og alt det andet. Men når solen skinner og pigerne er glade – så er de intet mindre end mit yndlingsselskab. Det gør jo heller ikke noget, at de (i al beskedenhed!) ser utroligt nuttede ud i matchende sommerkjoler.

20046428_10158984507935375_6867256674904795395_n

Vi tilbragte hele eftermiddagen på den lokale legeplads, og det var et par glade, trætte børn, jeg fulgte hjem igen til aftensmad, bad og godnatlæsning.

Min yndlingsdel ved græsenketiden er aftenroen. Jeg har magten over Netflix, kan blogge, strikke eller gøre lige hvad jeg vil og bare slå hovedet fra. Lave en kop te eller koffeinfri kaffe. Måske grave et eller andet lækkert frem fra skuffen. Roen er det bedste. Roen og tanken om mine to elskede piger, der sover trygt og roligt i hver deres seng.

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

For to år siden...