Tillykke lille E - to år i dag

Sneak peek på vores nye soveværelse

I var ret mange, der havde tanker og input til hvilke farver, der skulle på væggen i vores nye soveværelse – det var ret hyggeligt at høre, så tak <3

Jeg endte med at prøve intet mindre end 7 forskellige farver af for at vende tilbage til en af de to første. Så var jeg til gengæld også sikker i min sag – farveprøver er virkelig investeringen værd i forhold til at komme hjem med 5 liter maling i en farve, der ikke fungerer ordentligt. Også selvom jeg endte med at bruge ligeså mange penge på prøver som på maling…

Mens Jonas var på vestkysten med pigerne i sidste uge, fandt jeg malerpensler og -tøj frem og fik malet både vores og pigernes værelse. Vi er slet ikke helt på plads eller i mål eller noget i samme dur endnu, men jeg tænker at det sidste må komme, når vi jeg er helt landet i stilen og hvad der kommer til at virke bedst hos os. Der er også nogle logistiske pladshensyn at tage, så måske vi alligevel ender med at sætte skabe op øverst på væggen igen, selvom jeg egentlig helst er fri.

Lidt smådims og hygge har dog fundet vej ind i soveværelset, og både vi og pigerne synes det er et skønt rum. Sengen er helt fantastisk at sove i, trods at den med sine 140 cm er noget mindre end vi har været vant til. Det er en Essential-seng fra Auping, der er både strømlinet og organisk i sit design og som bonus er Cradle to Cradle og dermed dejligt bæredygtig. Det tæller også. Farven er grå og vi har valgt Inizio-madrasser til i den mest faste hårdhed. Sådan sover vi bedst, men det er jo helt individuelt. Jeg ville altid anbefale at man prøver senge før man køber, og der er god hjælp at hente hos både Aupings egen flagshipstore, som ligger tæt på os – eller hos en af deres forhandlere rundt omkring i landet.

dsc_0250

Jeg tror ikke, at den fine Kartell-reol bliver boende på værelset. Jeg har mere lyst til noget organisk – måske noget Piet Hein Eek-agtigt i udtrykket, men jeg ved absolut at det smukke Sikker Hansen-tryk skal på væggen igen. Det er et arvestykke fra min farmors hjem og har hængt i hendes soveværelse i årtier.

dsc_0237

dsc_0238

Yndlingssmykkerne har fået et nyt hjem, når de ikke sidder på mig. Armbåndet som K fandt, halskæden med pigernes initialer, ringen fra min farmor og en enkel, grafisk ring, der kan et eller andet. Og når jeg engang har fundet sengelamper, kan jeg også læse før sengetid…

dsc_0245

Lillesøster (og K) er også vilde med sengen og hele stemningen i rummet, og de lister sig af og til derind for en rolig stund. For eksempel for at læse om, hvordan man bliver parisisk og prøve mors smykker.

Farven på væggen er Yunik – Classic Green i glans 5 (find forhandlere her) og den er så smuk. Både i morgenlys og aftenstemning – og selvom den havde et hint af mint i tonen de første timer efter optørring, så forsvandt det helt efter et døgns tid.

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tillykke lille E - to år i dag