Bjergbestigning med børn og det perfekte sted til et frieri

Sart mor?

Min yngste datter bliver 2 år om mindre end to uger. I løbet af den tid har vi sovet hver for sig fire nætter. To af dem i december sidste år, hvor hun var indlagt på Hvidovres børneafdeling, og to i sidste weekend, hvor K og jeg var i Norge for at opleve Kristiansand og Dyreparken.

En enkelt gang har hun sovet helt uden sine forældre, men dog i sine trygge, hjemlige rammer. Det var også i sidste weekend, hvor hendes elskede Mormor kom ind for at passe hende.

I sammenligning med sin storesøster er hun blevet passet forsvindende lidt af andre end os – både i aften- og dagtimerne. Jeg troede egentlig, det var meningen, at man blev mindre ‘sart’ med den slags efter første barn. Sådan har det ikke været for mig. Ret langt fra, faktisk.

Det har naturligvis en hel del at gøre med pigernes forskellige personligheder og med hvor længe de hver især har ammet. K var meget langt fra en ‘nem’ baby, og hvis ikke jeg havde haft mulighed for at tage en times pause af og til, så havde jeg grædt en del flere tårer, end det var tilfældet. Vi stoppede desuden med at amme om natten, da hun var omkring 9 måneder og hun stoppede selv helt, da hun var 13 måneder.

K har altid været enormt udadvendt og aktiv, frygtløs og vader ind i alle omkring sig med store, larmende kærligheds-støvler på. Lille E er min bløde, milde kramme-datter. Soft-spoken og underspillet kærlig. Hun er den, der uddeler allerflest kram og kys i løbet af en dag her i huset, og både bamser, dukker og hendes familie bliver favnet i hendes bløde arme. Hun stoppede med at amme for kun halvanden måned siden.

dsc_0161

Siden jeg blev mor for første gang for over fem år siden, har jeg lært uendeligt meget om at være mor. Om børns udvikling og at understøtte den. Allermest den læring, der kommer gennem erfaringen, men absolut også den, man kan læse sig til. Bl.a. igennem vores kontakt med Institut for Psykologi, hvor K har været forsøgsbaby og siden forsøgsbarn i et studie om tilknytning. Som at helt små børn, i deres første leveår, kan knytte sig og skabe trygge omsorgsrelationer til to og måske tre mennesker. Som at det bestemt ikke er barnets behov at skulle i institution før de nærmer sig tre-års alderen og er klar til at møde verden uden deres nærmeste omsorgspersoner tæt på.

Det har ikke været en reel mulighed for os at en af os kunne hjemmepasse i pigernes første år. Vi har holdt omkring et års barsel tilsammen og begge piger er startet i institution omkring 13 måneder. Vi har lykkeligvis arbejdsforhold og arbejdstider, der tillader, at pigerne det meste af tiden har relativt korte dage i institutionerne, og vi har valgt en dagpleje med ualmindeligt fantastiske rammer. Vi kompenserer, så godt vi formår, for de rammer, samfundet har skabt til børneliv.

Måske jeg også har kompenseret ved at være en mor, der har holdt sit barn tæt. Bogstaveligt talt, for måske nogen husker, at lille E først krøb og kravlede, da hun var over 11 måneder. Men jeg har også i høj grad understøttet – og elsker! – hendes behov for nærhed, for kram og for kys. Jeg skal vænne mig til, at hun nu er på vej væk. I fysisk forstand er hun efterhånden ved at komme efter sin søsters trang til at udforske sin motoriske kunnen og verden omkring sig. Hun er ved at være klar til at møde verden uden sin mor – så længe hun har andre af sine yndlingsmennesker omkring sig.

Jeg har aldrig haft lyst til at sende mine børn på omgang til familiesammenkomster eller haft behov for at introducere dem for flasker tidligt, så jeg kunne få fritid. Det har ikke været rigtig for mig. Så ja. Måske er jeg en sart mor. Det lever jeg med. Det er min mor-stil, og jeg ser resultatet hver eneste dag i et par trygge, kærlige piger. Piger, der tør udfordre os og afprøve grænserne på en måde, som kun børn, der er absolut sikre på kærlighedens uendelige væsen, tør.

Det tæller også for noget.

11 kommentarer

  • Maria Bøg-Skov

    Kære Stine.
    Dit indlæg ramte mig lige i hjertekulen.
    Jeg er også mor til 2 børn og nummer 2 på 9 måneder, er blevet passet meget lidt i forhold til den store på 5 år. Det er virkelig gået op for mig at det ikke er babys behov at blive passet af andre. Det har taget mange konflikter at nå her, hvor jeg tør stå ved at jeg ved hvad der er det bedste for mit barn. Så tak for dit indlæg.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      <3 Tak selv. Det kræver virkelig sin kvinde at stå ved sine meninger og holdninger til hvad der er bedst for ens baby, når man vælger at skærme dem lidt. Der er en tid for alting og små børn har som udgangspunkt bare bedst af ikke at blive introduceret for alt for mange mennesker når de ikke er i en tryg havn.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Åhh Stine endnu engang får du mig til at føle, at jeg gør det rigtige som mor. Min lille baby på 5 måneder er meget mors dreng, følsom og eftertænksom – og aller modigst når han er på mors arm. Og jeg vælger at omfavne det, selvom alle andre både familie og venner pointerer, at det er mig, som ikke kan slippe ham. Selvfølgelig kan jeg heller ikke det, men jeg forstår bare hans behov. Men det kan være svært at være solomor på 24 år til et donorbarn, når man skal stå imod mange kommentarer om flaske introduktion så jeg kan få fritid, byture som jeg vel savner, og en baby “der vel også har behov for at savne hans mor” . Nej, i en alder af 5 mdr skal han ikke savne mig. Lige nu han skal opleve verden med mig.

    Tak Stine.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Hvor er det dejligt at læse. Tak for det. Og hvor lyder du som en ualmindeligt skøn mor. Du har helt ret! Det er godt nok tidligt at tænke at baby kan undvære sin mor i længere perioder. En time hist og pist kan være aldeles nødvendigt. Men en aften ude? Det kan tids nok komme, når I begge er klar <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Andrea

    Shit mine mindste blev rigtig tidligt passet af andre nu bliver de unormale

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Det er slet ikke det, jeg skriver. Det håber jeg også, at du kan læse. Jeg skriver ud fra, hvad der har været rigtigt for os og for mig. Inden for psykologien er der bred konsensus (og talrige studier) der peger på, at det lille barn har brug for få, trygge omsorgsrelationer i det første leveår, for at kunne knytte en sikker og tryg tilknytning som base for videre, sund udvikling. Det betyder ikke, at de ikke kan passes af andre, så længe den primære relation er den, der fylder mest.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Heidi kjeldgaard

    Lige præcis sådan har jeg opfostret alle mine 4 piger. Trods det overhovedet ikke var normen for hvordan man. gjorde , da jeg blev mor første gang for 25 (jøsses) år siden. Det er nu 3 voksne selvstændige og super kærlige og empatiske piger , den yngste på 11 ligeså.

    Dejlig dejlig læsning😘

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Min 2 et halvt årige har overnattet uden sine forældre én nat – i trygge rammer hos sin dagplejemor mens mor og far havde travlt med at blive gift.. det kan nok tælles på én hånd hvor ofte han har sovet uden sin mor (med mindre man tæller nætterne på gæsteværelset med). Hans seng står 20 cm fra min og ofte kommer han over i løbet af natten. Jeg føler mig ikke sart… men det er jeg sikker på at andre synes jeg er :-p

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Heldigvis kan andre hoppe og springe, så længe I begge er glade og trygge i jeres valg <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anja

    Øv det gør mig faktisk lidt ked af det, at man i et oplyst samfund skal betragtes som sart, bare fordi man som mor vil det bedste for sine børn. Jeg har oplevet det sammen som dig Stine, to meget forskellige børn, min ældste datter har altid været mors pige og er faktisk først i en alder af 3,5 år begyndt at lukke andre end mig, hendes far og ynglingspædagogen ind sådan rigtig. Det har kostet blod sved og tåre fra min side, at holde fast på mit, at hun ikke skal passes ude med overnatning før hun selv har lyst, at hun skal sove i vores seng så længe hun lyster etc. Min dreng på 7 mdr er helt anderledes, han sover bedst i sin egen seng, føler næsten jeg forstyrre ham hvis jeg prøver at sove med ham, han udforsker gerne og helst verden alene og følger slet ikke mig som en lille hund, som han storesøster gjorde i den alder. Kan vi ikke snart hold op med at pege fingere af hindanden og lade forældrene bestemme hvad der er bedst for deres børn(og det gælder også dømmende bedsteforældre, der klart mener det er min skyld min ældste ikke har ville dem før nu, ku yderligere bekræftiget i, at den yngste jo så gerne vil)

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Bjergbestigning med børn og det perfekte sted til et frieri