Smukke Kristiansand

Mareridt og andre 2-års kriser

På mandag har jeg en to-årig. En kærlig, stædig, skøn to-årig. Som mange af sine jævnaldrende har hun løbende livskriser. I øjeblikket er det søvnen, der er svær. Jeg læser en del steder i øjeblikket, at forældre skyder skylden på de lyse sommernætter. Jeg vil vove den påstand, at det ikke ville gøre den store forskel om det var midvinter eller midsommer. Det er ikke lyset, der er synderen.

Det er ikke søvnen som sådan, der er et problem, for hun synes stadig, at det er dejligt at skulle ind og putte. Både middag og aften. Det er markant anderledes end hendes storesøster, der mere end fem år efter sin fødsel stadig vægrer sig ved at sove. Lille E er fan af søvn. Absolut. Og vi har været mere end heldige med hendes putning indtil nu, for hun har grundlæggende bare lagt sig til at sove 9 ud af 10 nætter. 20 minutter var en lang seance – i modsætning til hendes søsters maratonputninger på op til 90 minutter.

Omkring to-års alderen sker der et eller andet med børn og søvn. Det har jeg efterhånden hørt fra rigtig mange andre forældre, og mine egne to piger lader også til at følge det mønster. For selvom lille E hjertens gerne vil putte og sove, så har hun ualmindelig svært ved at lukke ned og lade krop og hoved få hvile. Hun karter rundt, snakker, pludrer, fjoller, dimser og finder på tusindvis af spørgsmål og overspringshandlinger inden det lykkes os at hjælpe hende med at give sig hen til søvnen. Det tager mere end dobbelt så længe som det plejer de fleste aftener.

dsc_0213

Den sidste uges tid har nattesøvnen desuden været mildest talt urolig. Omkring kl 23 og godt og vel 4-5 timer frem råber og kalder og pjevser hun – i søvne, vel og mærke. Jeg tror, hun har mareridt. Alt det, hun er igang med at lære. Alt den viden, hun tilegner sig i rasende fart. Alt det, hun lige netop kan. Alt det skal hun have til at passe ind i sit verdensbillede. Det kræver blod, sved og tårer. Og natlig uro.

Det går over. Det ved vi. Vi har været der før. I mellemtiden drikker vi lidt ekstra kaffe og giver vi hende ekstra mange kram, nusser hende lidt ekstra og sørger for at tanke hende op på den tryghed, som giver hende mulighed for at lære og udvikle sig. Også selvom det betyder at hun bliver mere selvstændig for hver dag, der går.

   

2 kommentarer

  • Anne

    Vi har det på nøjagtigt samme måde herhjemme. Urolige nætter, mareridt og meget tidlige morgener. Det er hårdt for alle parter.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Smukke Kristiansand