Too much of a good thing?

Bjergbestigning med børn og det perfekte sted til et frieri

Vi er godt nok landet igen (efter 90 minutters forsinkelse i lufthavnen uden nogen form for information, K fik en ny veninde, selvom de ikke forstod et ord af hvad den anden sagde, og lille E nægtede at sove, men det er en helt anden historie…), men jeg bevæger mig alligevel tilbage til det skotske og en særligt fin dag.

Jonas var den eneste af os, der havde været i Edinburgh og Skotland før – og han havde en del bucket list-items, vi skulle opleve. Vi nåede faktisk de fleste af dem, og et, der var rigtigt vigtigt for ham, var bjergbestigningen op til Arthur’s Seat, der rager 251 meter op over havets overflade.

dsc_0125

Det lille bjerg er en del af Holyrood Park, der ligger lige ved siden af det kongelige slot for enden af The Royal Mile, og der er flere veje til toppen. Vi valgte den stejle, mere udfordrende vej. Eller. Jonas valgte. K småløb i forvejen og E stavrede også afsted på sine buttede ben, så hurtigt hun kunne.

Begge piger var imponerende dygtige. K gik og klatrede hele vejen op og hele vejen ned selv. Også selvom benene forståeligt nok blev trætte på nedstigningen, men hun var mindst ligeså stolt over at have klaret ‘udforskringen’ som hendes forældre var på hendes vegne. Seje, lille E ville gerne have klatret meget mere, men hun kom op i bæreselen, da stien blev for smal og stejl – og hun endte med at falde i søvn mod sin fars brede ryg på vejen ned. Arthur’s Seat er ikke et farligt bjerg at klatre op ad, og der er (stejle) klippe-trappetrin en god del af vejen på den svære rute, så man kan fint have børn med. Mindre børn i bæresele, men 4-5 årige vil også kunne klare turen selv med lidt hjælp undervejs (og et lager af chokolade! Maltheser’s var et hit for vores piger) Jonas var i øvrigt den eneste med ‘outdorsy’ outfit. Lille E og jeg selv klarede turen i vores Angulus’er, men K havde helt almindelige sneakers på. Det gik helt fint. Dog er det ret vigtigt med børn man kan ’stole på’ – altså; som kan følge instrukser og som ikke finder på at rende fra en. Det er ikke et farligt bjerg, men det er et bjerg.

dsc_0097

Jeg bliver nok aldrig den store bjergbestigerske, men da vi stod på toppen, blev jeg alligevel mindet om min klippeklatring i den australske ørken for over 10 år siden, og der er noget særligt over at stå på toppen og have frit udsyn i alle retninger.

Det havde været det perfekte sted for et frieri. Faktisk havde en del af mig troet, at det var nu, det skulle ske. En særlig oplevelse, et særligt sted, som har en særlig plads i Jonas’ hjerte og en udfordring, vi har klaret sammen som familie. Ikke mindst fordi han også havde talt om det skotske Sterling-sølvs fine kvaliteter undervejs på ferien.

dsc_0133

Det havde været det perfekte sted. Måske det bliver stedet for et andet par?

For det skete i al fald ikke for mig. Ikke i denne omgang, og manden endte med at slå en hånd for panden, da vi kom tilbage til lejligheden, fordi han ikke selv havde tænkt tanken. Under alle omstændigheder var det en skøn formiddag for alle. Der er noget særligt ved at have gennemført en udfordring eller et projekt sammen. Ikke mindst noget håndgribeligt som at bestige et bjerg.

   

4 kommentarer

  • Det lyder godt nok ualmindeligt smukt – hvis han inviterer dig op af bjerget igen, så ved du da helt sikkert hvorfor, og ellers ja – så finder han bare endnu et helt perfekt sted, en dag hvor det slet ikke lurer i dit baghoved <3 Jeg gad altså også gerne opleve det land en dag.

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Her var det en mail fra Fulbright-kommisionen ang. visum til USA, der førte til (haste-)bryllup. Jeg havde ellers også gået og ventet på et romantisk frieri 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Too much of a good thing?