Når fortiden indhenter en

Afmagt

Det siges, at det er sundt at græde. At det renser og klarer luften, ligesom en tordenbyge om sommeren.

Der var ikke meget katharsisk renselse eller rolig eftertænksomhed over mine tårer da de kom i morges, mens jeg var alene på kontoret. Den knugende og knugede stemning og fornemmelsen af afmagt har siddet i mig hele dagen og ligget som en grågrumset tone henover mit udsyn.

I morges startede K i storegruppen i børnehaven, men det, der skulle have været en hyggelig og lidt spændende indgang til det sidste år i børnehaven, blev forvansket og grimt af en rædselsfuld morgen fuld af skrigende gråd, lynende vrede blikke og afvisninger. Min store pige glædede sig, og var naturligt også lidt spændt og nervøs ved udsigten til at skifte stue – selvom det er samme børnehave blandt voksne og børn, hun kender i forvejen. Langt de fleste af hendes ‘nye’ stuekammerater er nemlig også blandt de store børnehavebørn, der er rykket i storegruppe henover sommeren. Men spændingen og nervøsiteten eksploderede i en ødelæggende hidsighed, der gjorde alting til en gigantisk konflikt.

Hun og jeg har et skræmmende ens temperament. Forskellen er, at jeg har 33 års øvelse i at tøjle det. Øvelse i at agere mere hensigtsmæssigt, selv når jeg bliver presset. Øvelse i at trække vejret og huske roen. Det var ikke mig, der skreg i morges. Det var min datter. Når hendes verden ramler, er det mig, hun rammer som en orkan. Hvor det før var mig, hun trak ind til for trøst og sikkerhed, er det nu det modsatte. Hun skubber mig væk med ord, med lyd, med sine arme, hvis jeg forsøger at nå hende. Hun kan skrige hysterisk i halve timer og hun bliver fanget i sit eget raseri. Hun vil ikke lytte, ikke falde ned. Hun vil ikke mig. Det er svært for hende at rumme de store følelser. Det er svært at lære at håndtere dem på en måde, der ikke rammer andre.

Det gør ondt at være vidne til og at blive ramt af. Det er mit ansvar som voksen at håndtere det. Mit ansvar at huske på, at kærligheden er der, selvom afvisningen er både kontant og konstant i øjeblikket. Det kan jeg som regel godt. Det kunne jeg bare ikke i dag. I dag gik den ind under huden og sved i øjnene og moderhjertet.

dsc_0194

Morgenens tårer var ikke rensende. De bragte ingen klarhed eller løsninger. Det var en opgivende, trist gråd fra et såret moderdyr, der ikke ved, hvordan hun skal nå sit barn i øjeblikket. Det er den væmmelige følelse af at blive afvist dagligt af et menneske, jeg elsker uendeligt højt.

Hun vælger sin far. Det er vidunderligt, at deres forhold er så tæt og fortroligt. Det er vigtigt, at hun vælger en af os til at hjælpe sig ud af sine kriser. Det gør bare pokkers ondt, at det slet ikke er mig.

Det er bare en fase.

 

Ikke?

   

11 kommentarer

  • Mette

    Tak fordi du også deler det svære ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sara

    Åh, det er svært. Min datter, som også er fra april 2012, er i udpræget grad fars pige. Jeg er sure mor, skrappe mor, dumme mor! Virkelig ikke rart for nogen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Nej, det er nemlig slet ikke rart bare at være hende den dumme… Kram til dig også.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Heidi Kjeldgaard

    Kære søde dig. Det ER en fase, det love jeg!!!! Det er bare så fandens hårdt mens det står på. Jeg har 4 piger , 3 nu voksne og efternøleren på 11. De har alle 4 reageret som din store pige især i den sidste tid i børnehaven . Det handler i
    Bund og grund om løsrivelse fra dig, hendes mor. Hun skal finde ud af hvor hun selv står og hvordan hun håndterer det bedst . Nogle håndtere det så mere elegant end andre, det kan vi hurtigt blive enige om.
    Min ældste datter har et voldsomt temperament ( jøsses altså) og det har slået gnister i mellem os, jeg har nemlig også temperament men jeg når hende ikke til knæene hvad det angår !!! Men det hele vender igen. De første skole år er som regel ganske gnidningsfrie , så kommer præ teen perioden hvor man( sgu) får en forsmag på hvad der venter én i teenagerperioden. MEN!!! Jeg lover dig når hun bliver større viser gun dig sin hengivenhed så du slet ikke forstår hun har været så strid som lille.

    Alle mine voksne døtre har været de faser igennem og jeg har 3 super skønne døtre som viser mig deres kærlighed hver eneste gang vi ses, i daglige sms’er , og jeg bliver bekræftet i, at jeg har gjort det godt nok og har gjort det rigtige. Det betyder ikke at jeg ikke har grædt i afmagt ( og nogen gange i raseri- må jeg med skam erkende) men så har min mand trådt til og givet mig “fri”. Jeg har gået lange ensomme ture med den gamle hanhund mens jeg græd og vred min hjerne over hvad der igen gik galt… men det er sådan med piger, je glam huske det lidt selv da jeg var en stor poge ihverfald . Hvor var jeg dog træt af min mor men også af mig selv og min opførsel .
    Pludselig en dag gav det hele mening…. jeg blev voksen ❤️ Det betyder ikle din datter ikke elsker dig , det betyder “bare” at hun er ved at finde dig selv.

    Jef har spurgt mine piger om, hvordan de synes deres barndom har været , om jef har skældt meget ud og været sur… og de siger alle 3 , at de har haft en vidunderlig og tryg barndom med en mor der altid var der og forstod …. de har jo også deres far men som pige er tilknytningen til mor noget specielt . Så fat mod , tør øjnene . Du gør det godt og det ved din datter udemærket godt. Jeg lover dig, du kommer til at høste frugterne af dit gode arbejde med og for din datter, bare vent og se.

    Kram til dig.

    Kh Heidi

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Tak for det. Jeg var også selv strid ved min mor, og det er nok en del af processen med at blive voksen og selvstændig. At udvikle sig.

      Og hvor er det et smukt svar fra dine piger – det må skabe glæde helt ind i hjerterødderne <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Heidi Kjeldgaard

      Det kan du tro det gør…. og de to ældre venter sig begge to. Den ældre skal have nr 2 pige om 14 dage ca og nr 2 skaæ hav en dreng ( endelig i den efterhånden omfangsrige pigeklan😉) og det før mig egentlig rigtig godt at se, at ihvertfald den ældste datter , agere overfor sin 4 årige som jeg også har været over for Marika da hun var lille . Så ubevidst må hun jo synes det har virket❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria Gerey Bak

    Åh, kære du. Det er en ringe trøst, men vi har haft en blandet tid på det seneste med en periode med daglige nedsmeltninger, som nu har været på retur, ferien kom belejligt… Her er det faderen med det ens temperament der bliver afvist.
    Derudover har vi haft STOR glæde af et par samtaler med Smilla Lynggaard og hendes bog ‘Slut fred med dit viljestærke barn’. http://smillalynggaard.dk
    Knus og tanker fra Amager

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      <3 tak for dig. Oh, jeg håber ferien har givet ro til alle. Det så i al fald skønt ud! Også muligheden for en kort voksenferie.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Laura

    💔💔💔
    Min ældste har også mit temperament. Og jeg blev så fanget af dine ord om, at du har haft 33 år til at lære at tøjle det. Jeg har haft snart 35 og af og til virker det ikke som om, jeg har lært at tøjle det, når konflikten med V eskalerer. Det er noget, jeg arbejder meget med. Det er en slags sorg, at jeg ikke bare altid kan rumme hende fuldt og helt.
    Hun har så meget ild i sit sind – hun kan skrige, råbe, slå med knyttede næver og sige nogle helt forfærdelige ting (a la “jeg vil ikke bo med dig mere, og jeg kunne godt tænke mig at have en helt anden mor!”. Jeg er simpelthen ikke i stand til at smile overbærende af det.)

    Fase, fase, fase… Jeg messer det for mig selv og mener det! Også på dine vegne.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Jeg er bestemt heller ikke altid i stand til at være den voksne, og det er simpelthen sådan en hård følelse at være i, når det hele eksploderer. Åh, det er virkelig også svært at høre fra sit barn. Fase, fase, fase – og måske også nogle professionelle redskaber til at tackle de små, store temperamenter og viljer? Det overvejer jeg i al fald.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Når fortiden indhenter en