STOP mor-konkurrencen

Forleden havde jeg en virtuel samtale med en mor, der spurgte til mine erfaringer, men måske nok mest trængte til at høre fra en anden, at hendes barn bestemt ikke var bagud. For – som hun skrev – man ser så mange billeder og ord om børn, der er lynhurtige til at kravle og gå, og når ens eget barn på 11 måneder ikke rører sig en meter, så kan man tilsidst blive helt i tvivl om udviklingen går som den skal.

Hvis ikke Lillesøster havde været mit andet barn, og jeg selv hvilede så meget mere i rollen, havde jeg tænkt det samme.

Det slog mig efter vi havde ønsket hinanden en god aften, at det egentlig er rigtig ærgerligt, at det skal være sådan. Det er ikke ligefrem fordi man mangler ting at være usikker omkring som mor – og især som førstegangsmor. Mon ikke alle har hørt om mødregrupper, der bliver konkurrence-grupper, hvor det handler om at have den ‘bedste’ baby. Den der først sover igennem, spiser selv, kravler, går, taler. Jeg har heldigvis ikke personlig erfaring med den slags grupper. Mine mødregrupper har bestået af lutter rare kvinder og været dejligt fri for præstationsræs.

Det er til gengæld uhyre nemt at finde konkurrence-tendensen rundt omkring på de sociale medier. Forstå mig ret. Mor-pral skal der være plads til. Jeg gør det selv, og det er jo i virkeligheden bare et udtryk for den kærlighed og forundring og stolthed over de små væsner, man har skabt. Man må gerne prale – men det er mindre sympatisk at konkurrere. Den går begge veje, tror jeg. Man kan læse meget ind i billeder og tekst, som ikke var afsenderens hensigt. Især hvis man er lidt usikker. Det behøver ikke handle om børn – vægt, hud, indretning, job kan også læses som konkurrence. Men der er en tendens til at nogle forsøger at overgå hinandens historier om hvad deres babyer kunne hvornår. Og det er hverken hjælpsomt eller brugbart. For det kan da godt være, at Ellinor-Abildøje begyndte at kravle, da hun fyldte 5 måneder, men hvad skal andre bruge den information til? Specielt hvis det er i en tråd om et barn på 8 måneder, der lige er begyndt at krybe.

Det er nemt at sammenligne på grovmototikken og fysikken – det er så håndgribeligt og målbart. Men hvad nu, hvis det barn på 11 måneder, der bare sidder og sidder er fantastisk dygtig til at sætte klodser ovenpå hinanden eller har øvet sig på et varieret sprog – eller fået 10 tænder på 3 måneder?

Når det handler om børn, har normalen heldigvis utroligt vide rammer, og man kan altid spørge sundhedsplejerske eller læge, hvis man er usikker på, om barnet skal hjælpes på visse områder. Nogle skal opfordres lidt ekstra til at udforske verden, til at røre ved maden eller noget helt tredje.

Jeg synes, det ville være dejligt hvis vi holdt mor-pralen på egen banehalvdel, kommenterede på andres mor-pral med hjerter og andre søde emojis – og gemte konkurrencen langt væk. Eller at vi unfollower de profiler, der giver os bad vibes og prikker til usikkerheden. Det er heldigvis et frit valg. Moderskabet er ikke en konkurrence. Børn er ikke konkurrenter. Det er et langt, sejt træk med nogle helt igennem fantastiske og helt og aldeles forskellige små mennesker. Vi gør det hver især på den måde, der er rigtig for os og det barn, vi har.

^^Throwback til Bean, 2 år. Photo cred: Jess Lycops for Magic Robes

Bean er et af de børn, der var hurtig på grovmotorikken. Hun begyndte at krybe, da hun var 6 måneder og kravlede for fuld hammer, rejste sig op af alting og ville gå i hænder et par måneder senere. Hun har altid været enormt stærk på grovmotorikken. I dag, hvor hun kun lige er fyldt fem, følger hun med i de tricks, de syv-årige laver på klatrestativerne. Det er en af hendes forcer og fikspunkter. Der er andre områder, hun ikke er stærk i. For eksempel mestrede hun aldrig puttekasser. Hun prøvede en gang og blev rasende og smed det hele væk, hvis klodser og huller ikke gad, som hun ville. Nu kan hun lægge puslespil på 100 brikker, men det gør lidt ondt i øjnene på os voksne at se, hvor lidt grundforståelse hun udviser for at matche brikkerne på deres former.

Alle børn har deres styrker og svagheder. Alle mennesker, for den sags skyld. Jeg er dygtig til at synge og har altid elsket at læse og skrive, men jeg har helt vildt svært ved at bedømme hvor stor en bil er, når jeg sidder i den.

Lillesøster, til gengæld, hun sad glad og tilfreds på sin tykke blenumse, og dimsede der, hvor hun blev sat, indtil hun blev godt 11 måneder. Hun er rigtig dygtig til finmotorik – jeg vil skyde på, at hun næsten kan løse en puttekasse hurtigere end sin søster, trods aldersforskellen.

Jeg elskede at være på barsel med en baby, der var stationær. Det var så meget lettere og mindre stressende end at forsøge at holde hendes søster fra at komme til skade hvert 3. minut. Da først Lillesøster havde lyst til bruge tid og energi på at lære at komme omkring, gik det til gengæld hurtigt. Fra hun begyndte at krybe og til hun krydskravlede gik der 2-3 uger. Man kan aldrig vide.

^^Lillesøster, 10 måneder. Babyblød, stationær og helt tilfreds med livet.

Vi var i sin tid småfrustrerede over, hvor relativt lille Beans sprog var, da hun nærmede sig to (åh, hvor blev vi meget klogere…), men da hun først rigtig åbnede munden var det helsætninger, der kom ud. Lillesøster har et gigantisk ordforråd, der vokser eksponentielt dag for dag og nogle gange time for time – men det er først for nylig hun er begyndt at kombinere ord og fagter til sætninger. Andre børn har en anderledes sproglig udvikling, men er til gengæld eksperter på helt andre områder.

Længe leve forskelligheden og alle vores fantastiske, dygtige børn. Uanset hvad de er dygtige til!