Status

STOP mor-konkurrencen

Forleden havde jeg en virtuel samtale med en mor, der spurgte til mine erfaringer, men måske nok mest trængte til at høre fra en anden, at hendes barn bestemt ikke var bagud. For – som hun skrev – man ser så mange billeder og ord om børn, der er lynhurtige til at kravle og gå, og når ens eget barn på 11 måneder ikke rører sig en meter, så kan man tilsidst blive helt i tvivl om udviklingen går som den skal.

Hvis ikke Lillesøster havde været mit andet barn, og jeg selv hvilede så meget mere i rollen, havde jeg tænkt det samme.

Det slog mig efter vi havde ønsket hinanden en god aften, at det egentlig er rigtig ærgerligt, at det skal være sådan. Det er ikke ligefrem fordi man mangler ting at være usikker omkring som mor – og især som førstegangsmor. Mon ikke alle har hørt om mødregrupper, der bliver konkurrence-grupper, hvor det handler om at have den ‘bedste’ baby. Den der først sover igennem, spiser selv, kravler, går, taler. Jeg har heldigvis ikke personlig erfaring med den slags grupper. Mine mødregrupper har bestået af lutter rare kvinder og været dejligt fri for præstationsræs.

Det er til gengæld uhyre nemt at finde konkurrence-tendensen rundt omkring på de sociale medier. Forstå mig ret. Mor-pral skal der være plads til. Jeg gør det selv, og det er jo i virkeligheden bare et udtryk for den kærlighed og forundring og stolthed over de små væsner, man har skabt. Man må gerne prale – men det er mindre sympatisk at konkurrere. Den går begge veje, tror jeg. Man kan læse meget ind i billeder og tekst, som ikke var afsenderens hensigt. Især hvis man er lidt usikker. Det behøver ikke handle om børn – vægt, hud, indretning, job kan også læses som konkurrence. Men der er en tendens til at nogle forsøger at overgå hinandens historier om hvad deres babyer kunne hvornår. Og det er hverken hjælpsomt eller brugbart. For det kan da godt være, at Ellinor-Abildøje begyndte at kravle, da hun fyldte 5 måneder, men hvad skal andre bruge den information til? Specielt hvis det er i en tråd om et barn på 8 måneder, der lige er begyndt at krybe.

Det er nemt at sammenligne på grovmototikken og fysikken – det er så håndgribeligt og målbart. Men hvad nu, hvis det barn på 11 måneder, der bare sidder og sidder er fantastisk dygtig til at sætte klodser ovenpå hinanden eller har øvet sig på et varieret sprog – eller fået 10 tænder på 3 måneder?

Når det handler om børn, har normalen heldigvis utroligt vide rammer, og man kan altid spørge sundhedsplejerske eller læge, hvis man er usikker på, om barnet skal hjælpes på visse områder. Nogle skal opfordres lidt ekstra til at udforske verden, til at røre ved maden eller noget helt tredje.

Jeg synes, det ville være dejligt hvis vi holdt mor-pralen på egen banehalvdel, kommenterede på andres mor-pral med hjerter og andre søde emojis – og gemte konkurrencen langt væk. Eller at vi unfollower de profiler, der giver os bad vibes og prikker til usikkerheden. Det er heldigvis et frit valg. Moderskabet er ikke en konkurrence. Børn er ikke konkurrenter. Det er et langt, sejt træk med nogle helt igennem fantastiske og helt og aldeles forskellige små mennesker. Vi gør det hver især på den måde, der er rigtig for os og det barn, vi har.

kaya1

^^Throwback til Bean, 2 år. Photo cred: Jess Lycops for Magic Robes

Bean er et af de børn, der var hurtig på grovmotorikken. Hun begyndte at krybe, da hun var 6 måneder og kravlede for fuld hammer, rejste sig op af alting og ville gå i hænder et par måneder senere. Hun har altid været enormt stærk på grovmotorikken. I dag, hvor hun kun lige er fyldt fem, følger hun med i de tricks, de syv-årige laver på klatrestativerne. Det er en af hendes forcer og fikspunkter. Der er andre områder, hun ikke er stærk i. For eksempel mestrede hun aldrig puttekasser. Hun prøvede en gang og blev rasende og smed det hele væk, hvis klodser og huller ikke gad, som hun ville. Nu kan hun lægge puslespil på 100 brikker, men det gør lidt ondt i øjnene på os voksne at se, hvor lidt grundforståelse hun udviser for at matche brikkerne på deres former.

Alle børn har deres styrker og svagheder. Alle mennesker, for den sags skyld. Jeg er dygtig til at synge og har altid elsket at læse og skrive, men jeg har helt vildt svært ved at bedømme hvor stor en bil er, når jeg sidder i den.

Lillesøster, til gengæld, hun sad glad og tilfreds på sin tykke blenumse, og dimsede der, hvor hun blev sat, indtil hun blev godt 11 måneder. Hun er rigtig dygtig til finmotorik – jeg vil skyde på, at hun næsten kan løse en puttekasse hurtigere end sin søster, trods aldersforskellen.

Jeg elskede at være på barsel med en baby, der var stationær. Det var så meget lettere og mindre stressende end at forsøge at holde hendes søster fra at komme til skade hvert 3. minut. Da først Lillesøster havde lyst til bruge tid og energi på at lære at komme omkring, gik det til gengæld hurtigt. Fra hun begyndte at krybe og til hun krydskravlede gik der 2-3 uger. Man kan aldrig vide.

dsc_0393

^^Lillesøster, 10 måneder. Babyblød, stationær og helt tilfreds med livet.

Vi var i sin tid småfrustrerede over, hvor relativt lille Beans sprog var, da hun nærmede sig to (åh, hvor blev vi meget klogere…), men da hun først rigtig åbnede munden var det helsætninger, der kom ud. Lillesøster har et gigantisk ordforråd, der vokser eksponentielt dag for dag og nogle gange time for time – men det er først for nylig hun er begyndt at kombinere ord og fagter til sætninger. Andre børn har en anderledes sproglig udvikling, men er til gengæld eksperter på helt andre områder.

Længe leve forskelligheden og alle vores fantastiske, dygtige børn. Uanset hvad de er dygtige til!

8 kommentarer

  • Julie

    Åh hvor er det sandt! Vi har sådan et barn der er helt vildt grovmotorisk.. han kravlede f.eks. på en (skrå) ribbe omkring hans et års fødselsdag.. puslespil og puttekasser (især sidstnævnte – han hiver stadig låget af og putter klodserne i; hvor svært kan det være?) er ikke lige hans kop the.. og sproget? Der skal seriøst snart til at ske noget før moren (som i øvrigt er pædagog) ikke bliver bekymret for alvor.. han snakker og snakker men nægter konsekvent at gentage de ord vi siger..
    vi vil jo bare alle sammen have at de skal have et dejligt og ubesværet liv – og så i øvrigt være sikre på at det ikke er vores skyld, skulle det alligevel ske..

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      HAHAHAHHA – Jonas er jeg var flade af grin over løsningen på puttekasserne. Det er jo genialt! Det er i den grad at kunne tænke ud af boksen. Og det er sjovt, for grovmotorikken er så tydelig, og det er meget nemt at forholde sig til for fremmede også. ‘Nej, hvor er han dygtig til at…’, mens finmotorik og sprog i de første år mest er noget, man som forælder ligger mærke til.

      … og hvis morens bekymringer for sproget bliver ved, så kan man vel få en talepæd. til at kigge med via institutionen for at se, om der skulle være noget, man kan arbejde mere konsekvent og aktivt på? Især hvis I ved, at der ikke er blokeringer i selve øret, der er til hinder?

      Tak for en skøn kommentar <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Caroline

    Jeg kan virkelig nikke genkendende til det du beskriver her. Jeg har tvillingepiger på et år, og den ene kravlede da hun var omkring 8 mdr, nu står hun og kan gå omkring fra møbel til møbel. Hun er sindssygt hurtig og fuldstændig frygtløs når det kommer til fysiske udfordringer. I vuggestuen kalder de hende udbryderkongen. Intet af det pludder hun siger giver dog mening overhovedet. Hendes søster derimod. Hun kan møve sig på maven i en radius af en meter eller to, men det er virkelig først kommet inden for de sidste to ugers tid. Til gengæld kan hun sige adskillige ord, har en fantastisk finmotorik, kan gøre tydeligt opmærksom på hvilken sang man skal synge for hende (lille Peter edderkop vinder næsten hver gang) og har generelt en kæmpe forståelse for ting. Men hun nægter pure at flytte sig. Det skal nok komme. Messer moren til sig selv igen og igen. Og igen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Det skal nok komme. Virkelig. Peter Edderkop er altså også hyggelig, og det er jo vildt avanceret og sindsygt god hjernetræning at kunne kommunikere effektivt. Herhjemme elsker vi også at synge. Som regel er det ‘Ih-ay-low’ (red: Jens Hansens bondegård) og Hjulene på bussen, der vinder. Hvis det er på iPad-en, er det Biebers ‘Baby’ eller Tangokat. Men når man er træt, så er det altid, altid Aakjærs ‘Stille, hjerte, sol går ned’ <3

      Hvor er det i øvrigt vildt spændende at det er så markant selv hos tvillinger. Du får jo i den grad oplevet, hvor store individuelle forskelle der er på børns præferencer.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Ah, jeg gad godt, at både SP, jordemoder og andre indstandser messede “tro på dig selv” til førstegangsmødre. Det kunne jeg da godt selv have brugt. Min dreng kravlede ved 6 mdr og tog sine første skridt ved 10 mdr. Til gengæld siger han næsten ikke et kvæk, og er nu 20 mdr. Men det skal nok komme. Lige nu har han travlt med at udforske verden på sin egen måde.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      JA! Endnu mere end de gør. For jeg tror faktisk, at det bliver sagt, men man kan også selv være så meget i en usikkerheds-boble at google tager over, og SÅ går det virkelig nemt galt.

      Jeg siger lige til dig: tro på dig selv! Man kan aldrig høre det nok gange, og du har jo fuldstændigt ret. Det skal NOK komme. Bean begyndte først at tale sådan andet end i mindre omfang, da hun var fyldt to. Der gik det til gengæld også stærkere end stærkt. Og din dreng har jo helt klart haft et fokus på grovmotorikken. Det er fedt – og læser og taler man med sine børn, så kommer sproget også med. Han forstår jo, hvad I siger (tænker jeg) <3 til jer og tak for kommentaren

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Man skal bare huske på at man som forælder også bliver nødt til at finde en indre ro og tillid til at man gør det godt nok. For som du også skriver, så kan man nemt komme til at læse og høre en masse ting som faktisk ikke står eller bliver sagt, men som man så tillægger det pga. ens egen usikkerhed. Selvfølgelig skal kvinder stoppe med at gøre moderskabet til en konkurrence, men man skal også stole på sig selv og sine evner. Man har også selv et ansvar for ikke at lade sig gå helt så meget på. Og selvfølgelig bliver man påvirket, det gør jeg da også selv. Men hvis man nu arbejdede lidt med den indre ro omkring sit forældreskab, så er det måske nemmere ikke at lade sig påvirke så meget.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Det er jeg helt enig med dig i – men meget ofte er der en stor sårbarhed og usikkerhed i hele det nybagte (ikke mindst hvis det er første gang), og det er helt naturligt. Når man først har fundet sig til rette og fundet ro i forældreskabet, kan man meget bedre glemme eller overhøre kommentarerne. Naturligvis har man altid selv et ansvar – men jeg vil gerne opfordre til at vi hjælper hinanden med at styrke hinanden <3

      Tak for dit input.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Status