Verdens værste mor

Stof til eftertanke – har du også telefonen som et filter mellem dig og dine børn?

Jeg faldt over denne artikel på Politiken, og jeg må indrømme, at den gav lidt stof til eftertanke sammen med instant dårlig samvittighed.

Journalisten har talt med børn i 2. klasse om, hvordan de oplever deres forældres skærmforbrug – især når det gælder telefoner. Børnenes fælles oplevelse er, at forældre er fraværende, ikke svarer på spørgsmål eller eller svarer på noget helt andet, end hvad barnet spurgte om. At fælles familieaktiviteter slet ikke er fælles, fordi turen i Tivoli foregår mens mor og far har øjnene rettet mod telefonen mens børnene er til stede. Eller at spisebordet ikke er et sted, man taler om dagen, der næsten er gået, men i stedet spiser i tavshed med telefonen som fikspunkt.

Han kommer ikke, når jeg kalder på ham. Jeg kalder og kalder, men han mumler bare, at han kommer lige om lidt. Men det gør han ikke. Og når han endelig kommer ind til spisebordet, så sidder han stadig med sin telefon, og man kan mærke, at han ikke hører efter«.

Det lyder måske som en frustreret forælder, der beskriver en ugidelig teenager. Men ovenstående er, hvad en 9-årig pige fortalte mig om sin fars mobilbrug.

I artiklen udtaler en psykolog sig også om betydningen af et fokus på skærm i stedet for barn.

»Den ultimative kærlighed, man kan vise i en familie, det er at vise, at du vil mig, og at jeg vil dig. Og det er en nærhed, som både kommer til udtryk med kropssprog og ord. Hvis man som forælder hele tiden har telefonen fremme, når man er sammen med sine børn, sender man et signal til børnene om, at de egentlig ikke er værd at være sammen med«, siger hun og fortsætter: »Forældrene skaber et billede af, hvordan barnet er. Og her er billedet, at du er sådan en, som man ikke behøver at reagere på eller lytte til, når du taler. Børnene internaliserer de følelser, og det kan have nogle ret omfattende konsekvenser for deres selvopfattelse og selvværd«.

Det, synes jeg, er virkelig uhyggeligt at læse. Måske er den manglende eller fraværende reaktion en lettere fælde at falde i, hvis man har ældre børn end mine. Her er en forespørgsel ret ofte ensbetydende med, at jeg skal hjælpe med noget, hvis ikke der skal ske en eller anden form for uheld eller som minimum drama. Nå et eller andet, åbne eller lukke et eller andet, hjælpe med toiletbesøg, med noget at spise, mægle mellem pigerne. Endnu oftere sker det, at jeg bare skal kommentere eller bekræfte noget. Ja, det er rigtigt. Ja, jeg kan godt se dig. Ja, du hopper rigtig højt. Ja, du har en bamse på hovedet. Nej, du må ikke tage potten på hovedet. Fordi det er ret ulækkert. Ja, det kan jeg godt forstå er irriterende, men du må finde noget andet at lege med. (true story)

Jeg øver mig i at lægge telefonen fra mig. At vente med at tjekke sociale medier til børnene er lagt i seng eller som minimum er optaget andetsteds i leg eller med deres far. Det lykkes en stor del af tiden, men ikke altid.

Jeg øver mig i at gøre det klart, at jeg af og til skal lave noget færdigt på telefonen, før jeg er tilgængelig igen. Det er bl.a. en del af mit job at være tilstede på sociale medier, for ikke at tale om bloggen. Jeg italesætter det og så lægger jeg telefonen væk efterfølgende. Jeg er ikke perfekt, og jeg skal øve mig i at lægge den endnu længere væk. Helt væk, faktisk, om eftermiddagen.

Mine børn er vigtige, men det er også ok at lære, at man skal vente af og til. Så længe man er klar og konkret, kan de godt forstå og acceptere det, er min erfaring. ‘Jeg vil gerne hjælpe dig, så snart jeg er færdig her. Når klokken er/når uret ser sådan ud, er jeg færdig’

dsc_0040^^Skærmtid er ikke off-limits hjemme hos os. Slet ikke i ulvetimen eller som afkobling efter en dag i dagpleje eller børnehave. Pigerne reagerer ikke, når vi taler til dem, mens de ser fjernsyn. Forhåbentlig husker vi at reagere, når de taler til os, hvis vi sidder med telefonen eller tablet.

I artiklen er også børnenes forslag til voksnes telefonforbrug. De ønsker, at man lytter (!), når de spørger om noget. Lytter aktivt. Reagerer og svarer relevant på spørgsmålet. De ønsker, at familien har regler for brug af skærme – og at reglerne gælder for alle. Så hvis de får besked på at slukke tablet’en fordi nu skal hele familien se film, så må mor og far ikke finde telefonerne frem efter 10 minutter, fordi de synes filmen er kedelig. Jeg tænker, at det er forældres ansvar at vælge film eller aktiviteter i det hele taget, som de ikke selv er ved at dø over. Hvis man virkelig, virkelig ikke gider se Far til Fire, så vælg en anden film. Og se den film sammen med barnet. Eller lav en helt anden aktivitet. Spil et spil. Byg med LEGO, gå ud i naturen og pluk blomster, tag en cykeltur eller læs en bog sammen.

Jeg gider for eksempel virkelig, virkelig ikke i Lalandia eller diverse legelande eller på all inclusive-ferie, så selvom pigerne sikkert ville hygge sig gevaldigt, vælger vi i stedet ferier og udflugter, som alle kan leve med. Det er mit ansvar som voksen at finde mening i samværet med mine børn.

Jeg tager billeder af pigerne. Det er min værste skærm-uvane. Jeg husker (som regel) at spørge om lov, og så venter jeg (som regel) med at lægge de billeder på Instagram eller bloggen til senere. Jeg kan sagtens blive bedre. Det tror jeg egentlig rigtig mange af os kan. Første skridt må være at blive opmærksom på sine egne (dårlige) vaner. Og at lytte når nogen taler til os.

1 kommentar

  • Jeg droppede fuldstændig sociale medier i en uge, mens vi havde sommerferie, og gav lige facebook og mails to dages ekstra offtid. Det var så skønt og samtidig utrolig skræmmende, hvor lidt jeg faktisk savnede ig, fb og mine mails. Jeg gik jo ikke glip af noget vigtigt i den tid, jeg havde helliget mig min familie. Det var bestemt en øjenåbner, som jeg tager med mig, nu hvor jeg næsten er tilbage ved normalen.

    Derudover kan jeg kun anbefale app’en Moment, der tracker ens mobilforbrug. Det er måske ubehagelig læsning for de fleste forældre, tænker jeg.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Verdens værste mor