Identitetskrise for tumlinge

Nye tider – ting man lærer at overkomme

En time. Man kan nå mange ting på en enkelt time. To afsnit ‘Say yes to the dress’, for eksempel. Man kan også nå at køre fra arbejde, hente et barn, køre hjem, droppe børnehavegrej af og hente weekendtasker, konstatere at yngstebarnet og hele dagplejen ikke er hjemme, men stadig er på tur. Bande rimeligt meget, ringe til dagplejens mobil og kalkulere en ny rute i tankerne. Lave en inception og hapse yngstebarnet ud af dagpleje-idyllen en route midt på en kirkegårdssti og nå op til togstationen med både børn og oppakning i tide til at nå at uddele en medbragt smurt bolle inden toget triller ind på stationen.

Pigerne og jeg har været i Provinsen hele weekenden. Det har været så dejligt at se både stor og lille nyde tiden og samværet med deres mormor og morfar. Det er ren luksus at have ekstra hænder til hjælp og at få maden serveret udover at det er rart at have lidt voksentid om aftenen.

Da vi blev udskrevet fra barselshotellet med Bean, spurgte jeg i ramme alvor det søde personale om, hvad vi gjorde, hvis hun nu skreg nede i barnevognen (!) ‘Øhm. Tage hende op?’, svarede de. Venligt og med et lille smil i mundvigen. I dag forstår jeg stadig ikke, hvordan vi ikke selv kunne regne det ud. (Meget apropos dette indlæg)

For 5 år siden gav alene tanken om at skulle køre i tog med et barn mig stress-sved og hjertebanken på forhånd. Uanset om det var med Jonas eller alene. Dog især alene.

For halvandet år siden lo jeg over nogensinde at have følt mig presset over at skulle nogetsomhelst alene med et barn. Piece. Of. Cake. Til gengæld trak jeg vejret ekstra dybt ved tanken om at skulle have begge børn med – alene.

Forleden var det med erfaringens nonchelante skuldertræk, jeg kastede mig selv og to børn – og en stram tidsplan – på et pakket fyraftenstog. Eftermiddags- og fredagsflade unger og et par kriser undervejs er ikke hverken nyt eller specielt udfordrende længere, hvis jeg skal være helt ærlig. I formiddags tog vi toget hjem igen med togskifte undervejs og en tumling, der virkelig ikke var i humør til togkørsel.

Det gik jo altsammen. Det går jo altsammen.

Togkørsel, bilkørsel, buskørsel. Den første tur i barnevognen. Flyrejsen.

Der er sandsynligvis kriser og nedsmeltninger undervejs – men sikkert færre end man frygtede på forhånd – og der er helt sikkert nogen, der vender øjne og tænker ’så styr dog de børn’ på et eller andet tidspunkt i ethvert forældreskab. Man overkommer det, og på et eller andet tidspunkt finder man roen i kaos. Jeg bilder mig ind, at mine sænkede skuldre smitter af på mine børn, når vi er alene på farten. Eller også er de bare mere cool end jeg aner. Det er heller ikke helt usandsynligt.

Og ellers er der altid muligheden at lave sjove ansigter på telefonen…

4 kommentarer

  • Fedt at nå til der, hvor man ved ens hvad-nu-hvis-frygt mest er irrationel – det lyder også som en skøn weekend 😀
    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Det er det. Altså, jeg kan stadig stresse helt vildt ud på forhånd og i planlægningsfasen – men jeg er markant bedre til at være rolig og zen, når vi først er afsted.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Godt nok har jeg kun været mor i 4,5 måned, men føler allerede at jeg har lært en masse og kan nu en masse som jeg frygtede i starten. Spurgte min sundhedsplejerske første gang hun kom på besøg, om jeg godt måtte gå en tur med barnevognen, hvis baby ikke sov 😅 Har grint af mig selv flere gange siden, både pga det spørgsmål, men også fordi jeg troede det ville være en svær opgave, nu har jeg jo prøvet meget mere!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Jeg. Elsker. Det.

      Jamen, helt ærligt. Hvor skulle man vide det fra? Heldigvis lærer man jo så hurtigt og bliver efterhånden virkelig dygtig til at lytte til sine egne instinkter.

      PS: Tillykke! Åh, babytiden… bliver helt misundelig, selvom vi nu snart er der, hvor en slags reel nattesøvn at forvente de fleste nætter.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Identitetskrise for tumlinge