Identitetskrise for tumlinge

Lillesøster fylder 2 om noget i retning af 6 uger. Det fatter jeg for det første slet ikke, for jeg har jo næsten lige født hende. Men jeg tror faktisk heller ikke, at Lillesøster selv aner, at hun snart er en 2-årig.

Forstå mig ret. Naturligvis ved Lillesøster ikke, at hun har fødselsdag engang i et eller andet mærkeligt fremtidsscenarie. Nok synes vi hun er smadderkløgtig, men den slags forståelse for tid har hun absolut ikke. Hun døjer rigeligt med konceptet ‘Når jeg har vasket hænder/taget sko af/fået bukser på, så vil jeg meget gerne læse bog med dig/lege/kramme’

Jeg tror, at Lillesøster befinder sig midt i en kæmpe identitetskrise. Hun er i vadestedet mellem at være ‘lille’ og ‘stor’ i et relativt perspektiv. Hun er – af helt oplagte årsager – den lille hjemme hos os, men hun er samtidig en stor pige, der kan en masse selv og vil en masse selv.

Hun taler og kommunikerer, hun leger rollelege og lægger puslespil, hun finder på, øver sig i at hoppe og løbe og klatre. Hun er blevet bevidst om sit køn og at der er forskel på at være pige og dreng. Flertallet hjemme hos os har fx en ’tis ko’. Med andre ord. Hun er meget langt fra babystadiet.

På det sidste er hun til gengæld begyndt at kravle af og til og omtale sig selv som en baby. Både hjemme og i verdens allerbedste dagpleje. Hun kan sagtens spise selv (også selvom det af og til havner i en ret stor radius fra tallerken og mund), men nogle gange skubber hun tallerken eller skål hen mod os og vil mades med dyrelyde og flyvemaskiner.

Hun er nu stoppet helt med at amme – og måske er det også et mere eller mindre ubevidst savn og sorg og forandring, hun bearbejder. En slags nærhed, hun kompenserer for.

Nærved og næsten 2 år er både stor og lille. Vi øver os i at italesætte hende som en stor pige, som er dygtig og kan selv. ‘Mich gø-ar’ bliver ofte ytret og så øver hun sig i at gøre selv. Når hun altså ikke lige svinger den helt modsatte vej og skal bæres som en baby og ’nuff’ (red: nusses) på hovedet.

Vi forsøger at støtte og hjælpe hende så meget, vi kan, i processen – også selvom det kan trække tænder ud, når det hele bliver noget piveri og råben og kasten med tingene. Vi hjælper hende til at lære at være stor, mens hun får alle de kram og al den ’nuff’ hun overhovedet vil have. Det er heldigvis en hel del.