Har du husket at sprede den gode karma i dag?

Af og til får indlæg lov at ligge i kladde-boksen ret længe. Nogle når aldrig at udkomme, fordi de bliver irrelevante før jeg får tid til at vende tilbage til dem. Andre? De gælder stadig. Her er et fra sidste sommer, som i den grad stadig holder.

Vi skiftes stadig til at give den anden rum og tid for sig selv og vi forsøger så vidt muligt at skabe små lommer til tosomheden. I sidste uge – efter en ualmindeligt træls eftermiddag med to krigeriske piger – sendte Jonas mig ud i den lune sommeraften. Jeg kunne også bare have sat mig til at strikke i stuen, men et glas kølig hvidvin og en bog at læse i på den lokale franske vinbar var lige hvad jeg trængte til. Sidste sommer var det nogenlunde det samme, der skete… læs selv med:

Det er let at brokke sig. Alt for let. Ikke mindst i disse digitale tider, hvor man oftest ikke er nødt til at se den, man brokker sig på (jo, jeg mener ‘på’ og ikke ‘over’, for som regel er brok noget, man pådutter andre frem for en reel dialog)

Men husker du også at rose? Siger du tak for den gode betjening eller oplevelse? Den overskudsagtige ekspedient, kassemedarbejder, lægesekretær, pædagog, lærer – og hvad med de nære relationer? Husker du at rose og takke dine forældre, søskende eller din partner, når de gør noget særligt dejligt. Eller bare i det hele taget?

Sidste weekend tog jeg et par timers ego-tid med vores rejsedagbog, en kop kaffe og en croissant på en café, mens Jonas var hjemme med pigerne. Af og til er det ham, der tager ud for at tanke op og få ro i hovedet. Det bliver vi begge bedre forældre af. Men faktisk er han en virkelig god far. Og partner. Sådan i det hele taget. Det kom jeg i tanke om, mens jeg rørte rundt i latten – og så huskede jeg for en gangs skyld at skrive det til ham.

Det gav overskud til os begge. Og et ekstra kys, da jeg kom hjem. Sådan noget skal man heller ikke kimse ad.