Social drinking - Cointreau på en ny måde

Guide: pak legetøj til rejsen

[ INDEHOLDER REKLAME – noget af det, jeg pakker til pigerne, er modtaget i gave ]

Som lovet kommer her min lille guide til det bedste legetøj at tage med på rejsen – det fungerer rigtig godt for os, og der er tilpas meget til at give pigerne muligheder for at vælge og tilpas lidt til at vi kan have plads i kufferten. Uanset om turen går til sydens sol, sommerhusland eller storbyferien, er det vigtigt at have underholdning med til børnene. Både til transporten, men absolut også til den tid, man trods alt bruger på sit hotel eller ferielejlighed. For selvom vi rejser for at opleve, så har de fleste børn også behov for ‘nedetid’ og ro til bare at lege uden at skulle forholde sig til nye ting. Sådan har mine børn det i al fald.

Efterhånden har vi ret godt styr på, hvad der fungerer og hvilke items, der er på musthave listen, og det vil jeg gerne dele med jer, hvis nogen skulle savne inspiration. Generelt handler det om ‘less is more’. Det giver ikke mening at pakke hele børneværelset ned – og i virkeligheden har rigtig mange børn meget mere legetøj derhjemme end de reelt bruger, og jeg vil i øvrigt også hellere have plads i kufferten til rejsefund end fylde den med legetøj, der alligevel ikke kommer i brug.

Til transporten

Noget nyt, noget småt, noget lydløst, noget lækkert og noget elektronik. Som tjeklisten til brudens outfit, handler det også om kombinationen af legesager, når man pakker til transport med børn. En anden god tommelfingerregel er, at det skal kunne være i barnets egen, lille taske.

dsc_0062

^^Tablet og hovedtelefoner. En lille, blød ven. Et par små bøger, tegnegrej og et (nyt eller gammelt) blad. Snacks og den taske, det hele skal kunne være i. Vi pakker i Beans elskede taske fra Jens Storm København (gave), der kan lukkes over brystet og sidder godt, når man skal kunne gå ture.

Uanset om det er i fly, bil eller færge, så er det rart med noget, der hverken larmer (for meget) eller fylder for meget, men som samtidig kan underholde børnene. Til de mindste behøver det ikke altid at være alt for avanceret. En kær veninde har en skøn historie om en flyvetur tværs over Atlanten, hvor hendes lille nevø var optaget af at skrue låget og på et (tomt) glas med babymad fra flyet lettede og til de landede igen. Til de lidt større børn kræves som regel lidt mere.

Vi har én fast regel, når det handler om transport. Der er ingen snackpolitik. Jeg er bedøvende ligeglad med, om pigerne når at få spist en hel æske Spunk-vingummier eller at de snacker sig igennem hvad der burde have været et reelt måltid – snacks er en fremragende måde at holde ro i geledderne på. All in.

Derudover er det en god idé med noget nyt. En ny klistermærkebog, tegneserie, opgavebog, whatever. Nye ting er altid spændende. I al fald i en rum tid. Måske endda hele rejsen.

Det skal ikke larme alt for meget – selvom der skal være plads til alle (inklusive børn) så må man gerne tage lidt hensyn til sine medpassagerer. Bongotrommer, pistoler og den dér My Little Pony eller Elsa-dukke, der kan en skøn, skøn sang, må gerne blive hjemme (alternativt være i kufferten). Påklædningsdukker, et lille samlesæt, tegnesager og klistermærker er udemærket underholdning. Pixibøger ligeså. De kan sagtens være i kategorien ‘noget nyt’.

Elektronik er heller ikke at underkende, når alt andet fejler. Sådan er det med generationen af børn, der er vokset op med iPads, Netflix og Ramasjang. Download nogle afsnit af yndlingsserien på din tablet eller hent lydbøger ned – og husk høretelefonerne. Mine forældre måtte lytte sig igennem virkelig mange omgange ‘Snehvide’ på bilferien til Alsace i 1987. Kan I huske de lydbånd? ‘Når historien er færdig behøver du ikke spole tilbage. Du kan bare vende båndet’ Senere fik vi den klassiske, gule Sony Walkman. Det har været dejligt for dem, er jeg helt sikker på. Personligt sætter jeg pris på at undgå den *vældigt* stimulerende dialog og *dejlige* sange i Beans og Lillesøsters yndlingsserier.

dsc_0063
dsc_0061

Til destinationen

Vel fremme kan lidt andre ting pakkes ud fra kufferten. Til påskeferien fik Bean et rejsesæt fra Playmobil, et lille kongeslot, jeg købte tilbage i januar. Det var og er et absolut genialt legetøj – også til Lillesøster, der holder så meget af rolleleg og at dimse med små sager – og det er blevet leget med virkelig meget siden.

dsc_0072
^^ I kufferten skal desuden ligge lidt flere bøger, et rejsesæt fra Playmobil (gave), yndlingsdukken og lidt tøj til den.

Der er rigtig mange Playmobil rejsesæt at vælge imellem, så det er bare med at finde dit barns favorit. Vi elsker det lille, sammenklappelige slot. Det kan foldes sammen, låses med en nøgle og alt interiør bliver indeni, når det er lukket. Der findes legesæt til ridderfans, surfertyper, pirater og spøgelsesglade børn. Selv er jeg ret hooked på både det lille sommerhus på stranden og bondegården (og et af dem overvejer jeg kraftigt at klikke hjem til Skotlands-turen), men jeg er sikker på, at pigerne også ville elske sommerhuset, prinsessens fødselsdag og enhjørningens have. Der findes i øvrigt også legesæt til de mindste i Playmobils søde 1-2-3 serie. Søg på ‘playmobil take along‘ eller find et stort udvalg HER

dsc_0066

^^Lillesøsters ‘take along’ markedsbod kan findes HER og Beans blomsterbutik HER. Begge er modtaget i gave. (Og ja. Det roder helt vanvittigt i baggrunden. Det er halvdelen af vores loftsrum, der er flyttet ned i stuen. Indsæt selv abe-der-holder-sig-for-øjnene-emoji)

Mine piger kan lege rigtig længe med Playmobil, men der skal også pakkes lidt mere ned. Tegnesager er et absolut must. Vi pakker både en af Beans fine malebøger og en god stak blankt papir samt et penalhus med et udvalg af farveblyanter (og en blyantspidser!) Det er også altid godt at have med på café og restaurantbesøg. Fra transport-beholdningen gælder naturligvis stadig at opgavebøger og klistermærker er godt legetøj.

Derudover vil jeg finde små puslespil og en lille stak bøger at tage med. Både et par yndlingsbøger hjemmefra og lidt ny læsning fra biblioteket.

Yndlingsbamsen og yndlingsdukken skal også med – og måske en dukkelift eller bæresele.

That’s it. Det blev en lang smøre, men faktisk er det slet ikke det store, der skal pakkes, og det er nok til en hel ferie. Egentlig tankevækkende i forhold til hvor meget legetøj der bor hjemme på børneværelset, men den snak kan vi tage en anden gang.

Jeg håber, I kan bruge min mini-guide og lade jer inspirere til at pakke til jeres egne børn. Hvis jeg har glemt noget, eller bør kende til noget helt essentielt, så sig endelig til!

6 kommentarer

  • Nina

    Perfekt indlæg da jeg står og skal flyve alene(!!!!!) med min søn på 3,5 på fredag.
    Tak for det!!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      YAS! Det var lige præcis det, der var meningen! Godt du kunne bruge det – og god tur. Det kommer til at gå så fint er jeg sikker på.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emilie

    Jeg bukker også og siger tak. Vi skal ud og rejse for første gang med vores søn på 2,5 år til sommer 😊 Så dejligt med råd til det. Tak 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Åh, hvor er det dejligt at høre! Tak – og rigtig god tur 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Hvor er de fine høretelefoner mon fra? 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Oh, jeg mener de er fra KreaFunk. De er fundet hos Urban Room på Guldbergsgade for et par år siden.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Social drinking - Cointreau på en ny måde