Fem ting, jeg glæder mig til. To, jeg har lidt ondt i maven over. Og en, jeg slet ikke forstår.

Det var måske verdens længste overskrift på et blogindlæg – men det er også lidt en rodebutik, der kommer afsted i dag. Der sker og skal ske ret meget i disse uger, det meste skønt og dejligt – og noget lidt mere træls eller udfordrende, om man vil. Bær lige over med, at det bliver lidt ekstraordinært navlepillende (selv for en morblogger), for det fylder en del hos mig pt.

Jeg glæder mig til…

… at få vores nye seng og få rykket om på værelserne og genindrettet det hele. Det kribler i fingrene for at komme igang. Også selvom det betyder at der bliver en mellemperiode hvor alting roder, hvor vi skal have malet, hvor Jonas skal have bygget Beans nye, svævende seng og i det hele taget at det er en økonomisk udskrivning af de større, før vi er helt færdige. I forlængelse heraf – er der ikke nogen, der kender nogen, der kunne tænke sig at købe Beans halvhøje Natti-seng fra Trævarefabrikkernes Udsalg? Den er smaddergod til mindre børn, fylder ikke særligt meget og selvom den måske kunne trænge til en klat maling og har lidt småskrammer, er der masser af god leg og søvn tilbage i den. Den kan skilles helt ad, så den er let at transportere. Og vi er til at handle med på prisen. Nysgerrig? Se mere HER

… at skulle opleve Skotland med hele min familie. Jeg elsker at rejse i England og har været både i syd, midt og nord, men aldrig over grænsen. Jeg satser i øvrigt stærkt på at finde young Jamie Fraser og tage ham med hjem i kufferten. Slet ikke urealistisk, vel?

… at Lillesøster holder op med at mene, at kl. 5-et-eller-andet er morgen. Altså, jeg er ovenud taknemmelig for, at hun 9 ud af 10 nætter nu kun vågner kort en enkelt gang, men øj det er tidligt. Kvalmefremkaldende tidligt. I øvrigt er det vildt hyggeligt at vi alle sover i samme rum i øjeblikket. Efter vi har solgt vores gamle sengeramme ligger madrasserne på gulvet og pigerne elsker at putte sammen her. Vi har taget madrassen fra Lillesøsters juniorseng og lagt på gulvet ved siden af, så der er plads til alle. Det fungerer, alle er glade og det er noget af det mest nuttede at se pigerne sove side om side. Når den nye seng kommer, og pigernes værelse er installeret laver vi rutinen om igen. Men indtil da nyder vi full on samsovning.

… at give Lillesøster sin fødselsdagsgave om en måneds tid. Jeg har købt en af Así dukkerne, denne udgave af Leonora, til hende og den er simpelthen noget af det yndigste. Den vejer næsten ingenting og jeg er allerede igang med at få lavet en lille dukkegarderobe af strikkede og syede sager. Bl.a. af nogle af de Liberty-rester jeg har og mønstre fra 50’erne og 60’erne fra min mormor og med dele fra den fine mønstersamling fra Paelas.

… at rejse til Norge og opleve Dyreparken med Bean. Bare os to. Jonas og Lillesøster lader vi blive hjemme, og det er første gang, jeg skal afsted på den måde med min store pige. Tre dage, hvor det kun handler om hende og om os to sammen – det er luksus på en helt unik måde og en oplevelse, vi begge ser meget frem til. Jeg har kun hørt godt om Dyreparken, fra mennesker, der har besøgt den, og vi er igang med at læse Folk og Røvere i Kardemommeby som optakt. Hakkebakkeskoven kender vi allerede fra både lydbog og film. Jeg håber også på, at vi kan nå at opleve lidt af Kristiansand, der skulle have et rigtig skønt museum med en god børneafdeling. (Turen har vi vundet i en konkurrence. Så heldig har man lov at være en gang imellem)

Jeg har lidt ondt i maven over…

… turen til Norge. Forstå mig ret. Jeg glæder mig til at rejse med Bean, men det bliver også første gang, jeg skal være væk fra Lillesøster i mere end et halvt døgn. Det har jeg det ærligt talt lidt svært med. Ikke mindst fordi Lillesøster er meget, meget mor-syg i øjeblikket. Naturligvis. Det er kommet som en forlængelse af at amningen er helt stoppet, men det er ret markant. Ikke desto mindre ved jeg, at hun nok skal have det skønt med sin far og mormor indtil Bean og jeg kommer hjem igen.

… rodet. Ahmen altså. Hele vores spisestue er pt. overtaget af rod. Bunker af IKEA-poser, flyttekasser, plastikbokse og diverse sager fra loftsrummet. Det skal tømmes helt og vi skal have gennemgået A L T. Noget skal smides ud, noget skal til genbrug, noget skal sælges og noget skal gemmes. Det er et gigantisk projekt og det bliver dejligt at få gjort. Men øj, hvor det fylder lige nu. Både bogstaveligt og i hovedet på mig. Det er svært at slappe rigtigt af, når alting er i bunker og intet kan komme helt på plads.

Jeg forstår simpelthen ikke…

… hvorfor man ikke giver sine (små) børn cykelhjelm på! Vi kan ikke bruge undskyldningen fra 70’erne med, at der ikke var seler i bilerne eller at man ikke anede at cigaretrøg eller alkohol var skadeligt for fostre. Alle ved, at man kan komme rigtig grimt til skade med hovedet, hvis man ikke har hjelm på. Voksne som børn. Som forældre er det vores ansvar at passe på de dér børn, vi får, til de er gamle nok til at tage deres egne beslutninger. Det gælder alle børn, men især børn i dagpleje- og børnehavealderen, hvor de fleste forældre går gennem ild og vand for at undgå pftalater og andet kemi. I. Don’t. Get. It. Det her er så håndgribeligt og en ulykke kan vitterlig ske når som helst. Ikke mindst her i byen, hvor der er så meget trafik. Jeg forstår det slet ikke, når ens mand lige har være i et trafikuheld og er blevet ramt af en bil og kommet ret slemt til skade (true story fra en mor, jeg kender, og som stadig hverken har hjelm på sig selv eller sit lille barn)

Man skal OGSÅ have hjelm på, når man er i en Christianiacykel eller Long John. Jeg har set bildøre smække direkte op i hovedet på børn, der sad i sådan en. Og hvad hvis man vælter eller nogen kører ind i en? Så er de jo helt ubeskyttede.

Jeg forstår heller ikke dem, der cykler med deres børn i vikle eller bæresele. Det er helt sort. Ja, baby synes det er dejligt at være tæt på mor eller far. Men baby dør, hvis du vælter ned over dem, og de bliver mast mellem dig og cyklen. Ligesom man aldrig har baby eller barnet spændt fast i samme sele som sig selv i taxaer hjemme eller i udlandet. Jeg er helt sikker på, at det er gjort i bedste mening, men det er bare så uhyggeligt farligt – og utroligt nemt at undgå. Der er masser af muligheder for at transportere børn sikkert i cykelstole og autostole, der kan være i kasse-cyklerne. Og give dem hjelm på.

Jeg bruger cykelhjelm. Det gjorde jeg også som barn, hvorefter jeg holdt en teenager-pause indtil jeg begyndte på universitetet og var vidne til en grim cykelulykke. Jeg bruger altid cykelhjelm. Også selvom det er noget bøvl med håret og ser kikset ud. Pigerne har altid hjelm på. Jonas (den sjuft!) gør det, når han husker det. Eller når jeg eller Bean husker ham på det.

^^Beans nye cykelhjelm, som hun fik i fødselsdagsgave. Det er en EGG Helmet, og man kan vælge mellem en masse fine ‘skins’ at sætte over hjelmen. Bean ønskede sig (selvfølgelig) det lyserøde skin og prinsessekronen. Den er smaddergod og vækker i øvrigt en del, hyggelig opmærksomhed, når vi kører omkring i vores nabolag. Samt misundelse fra en del af pigerne i børnehaven! HER kan man finde en masse forskellige skins og selve hjelmene også.

Jeg vil logge af rodebutikken herinde og forholde mig til rodebutikken i mine stuer. Hav en dejlig aften derude. Og husk nu for pokker hjelmen!